George Orwell beskriver sin tid som fattig forfatter i først Paris og siden London sidst i 1920’erne, starten af 1930’erne. Og når jeg skriver ’fattig’, som mener jeg virkelig ’fattig’. Han bor i den usleste slum, hvert måltid er en kamp og det næste uvis. Alt af værdi pantsættes, der lånes og nasses og snydes for den mindste femøre.
Sammen med vennen, eksilrusseren Boris, får Orwell løsarbejde i hotelbranchen nederst i hierarkiet, som opvasker, under de usleste forhold og til den usleste løn, ydmygende og udmattende og beskidt.
Efter nogen tid beder han desperat en ven om hjælp, og med succes: et job som huslærer i London står parat og vennen låner ham til billetten over kanalen. Men ak, da Orwell ankommer har arbejdsgiveren fortrudt, og Orwell står nu på gaden i London, uden penge og tag over hovedet.
Sammen med andre (især) mænd hutler han sig igennem fra herberg til herberg, fra folkekøkken til folkekøkken. Kostelig er scenen, hvor en hel hob vagabonder er tvangsindlagt til gudstjeneste, mod lovning om et varmt måltid mad. Kristen velgørenhed er noget-for-noget, ikke barmhjertighed uden bagtanke.
Bogen er brillant skrevet, helt på højde med Hamsuns ’Sult’.
George Orwell: Elendighedens London og Paris, Hans Reitzels Forlag, 1960.