Denne roman fra 1835, skrevet af realismens pionér Honoré de Balzac, foregår blandt pensionærerne i et pensionat i Paris. Ingen og intet er så hæderligt og ærligt som det ser ud til på overfladen. Grådigheden pibler frem under paneler og fine klæder.
Den tidligere nudel- og stivelsesfabrikant far Goriot bruger al sin tid og formue på at skaffe lykken til sine to smukke, velgifte jet-set døtre. Disse, til gengæld, elsker deres far over alt på jorden..eller går al deres tid i virkeligheden med at fravriste gamlingen sin sidste mønt?
Den unge smukke provinsielle student Eugène drømmer om social opstigning gennem amurøse affærer. Er han kold nok til at nå sine mål?
Og hvad med Hr. Vautrin med parykken? Har han ren mel i posen? Hvorfor vil han hjælpe Eugène på vej med penge og endda mord?
Det er ikke den store tillid man har til sine medmennesker efter endt læsning!
Romanen er lidt træg til at starte med, etablering af miljø og personer tager ca. de første 100 sider. Og man skal lige vende sig til den ordrige stil uden kapitelinddelinger eller afsnit. Og ind imellem er billederne noget gammeldags:
’;han fandt Tjenerne saa alvorlige som Æsler, man strigler.’
Til gengæld lønner det sig fuldt ud at hænge på. Drama, humor og formfuldendte og perfektionerede sætninger:
’Et Træk, som særtegner de særlige Sæder ved en borgerlig Pension [pensionat], er den Forbløffelse, et soigneret Toilette der altid afstedkommer.’
Eller:
’De unge Mennesker er næsten alle sammen undergivne en tilsyneladende uforklarlig Lov, men hvis Aarsag kommer at selve deres Ungdom og af den slags Raseri, med hvilket de kaster sig ind i Fornøjelserne. Rige eller fattige, har de aldrig de nødvendige Penge til Livets Fornødenheder, medens de altid ved at finde dem for deres luner.’
Den lov gælder vist stadig i dag!
Et andet godt eksempel på Balzacs hvasse pen:
’Frk. Michonneaus Optagethed tillod hende ikke at høre paa Sætningerne, der faldt en efter en fra Poirets Mund som Vanddraaberne, der flyder tværs igennem en daarligt lukket Vandhane.’
Nå, det er fristende at citerer løs, men det går jo ikke.
Fremragende roman, læs den 🙂
Honoré de Balzac: Fa’r Goriot. Baltisk Forlag, 1928.