Truslen mod papiravisen er ikke et nyt fænomen. Kommunistiske aviser har igennem hele det 20. århundrede måtte samle penge ind for at overleve. For eksempel måtte det kommunistiske Arbejderbladet (senere Land & Folk) kæmpe for livet da 2. Verdenskrig brød ud.
I en artikel afslørede Martin Andersen Nexø de finske træbaroner drøm om et Stor-Finland med Hitlers hjælp. Det udløste en annonceboykot mod bladet, men på 27 dage indsamledes 25.000 kroner, og bladet blev reddet. Her blev grunden til Garantfonden lagt, som siden stod for at holde hånden under Land & Folk.
Sådan lyder i hvert fald Børge Houmanns version i det lille hæfte “Martin Andersen Nexø: Hvad jeg venter mig af fremtiden”, udsendt til Garantfondens bidragydere i 1984. Det nøjagtige tidspunkt for denne annonceboykot angives ikke, men jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om det i virkeligheden var Sovjetunionens alliance med Det Tredje Rige og Hitler, der var årsagen.
Hæftet består af Nexøs artikel “Hvad jeg venter mig af fremtiden.”, skrevet i 1945, på godt seks sider, og et forord af Børge Houmann på 10 sider. Houmann var modstandsmand under krigen, chefredaktør på Land & Folk og redigerede mange udgivelser af blandt andet Nexøs taler og artikler.
Forordet er kort fortalt en hyldest til Nexø og Nexøs fortjenester i proletariatets tjeneste, både litterære og i øvrigt, og en påtale af den uretfærdige mangel på anerkendelse Nexø fik i Danmark, ja, han blev endda hetzet i en grad, så han måttet tage ophold i DDR.
Man skal nok have den kritiske brille på, når man læser Houmann, men det er et glimrende eksempel på klassisk kommunistisk litteratur. Sådan en blanding af forfulgthed, klassesolidaritet og kampgejst.
Nexøs artikel er skrevet i juli 1945, og handler kort om at han ønsker at proletariatet, der har besejret Hitler-reaktionen, nu får gode forhold, og at der bliver fred i tiden fremover. Kapitalen har han ikke noget til overs for.
Portrættet af Martin Andersen Nexø på forsiden er i øvrigt tegnet af Asger Jorn. Lidt spøjst: når man åbner bogen, ser man det samme portræt, men hvor det hvide bytter plads med det sorte, så det bliver et nærmest uhyggeligt portræt. Ikke nødvendigvis så flatterende. Det antyder i hvert fald en anden side af Nexø.
Martin Andersen Nexø: Hvad jeg venter mig af fremtiden. Land & Folk, 1984.