Mens oprøret bølger frem og tilbage i Libyen, er det tid til at huske på, at Oberst Gaddafi også er en stor forfatter af den væsentlige revolutionære bog “Den Grønne Bog”. En bog, der giver svar på mange spørgsmål.

En god veninde af mig tog tilbage i starten af 1990’erne til Libyen for at interviewe Gaddafi. Det foregik ved at hun rejste med sit tv-hold til Tripoli, hvor de satte sig til at vente. Efter nogle dage dukkede nogle folk op fra Informationsministeriet, og tog dem med på en timelang biltur ud i ørkenen. Her blev de gelejdet ind i et telt, hvor de ventede sammen med et par andre tv-hold.

Så dukkede Gaddafi op og lod sig interviewe. Men på langt de fleste spørgsmål, svarede han på gebrokkent engelsk: “It’s all in The Green Book.” Ja, meget tid kunne være sparet, havde de dovne journalister gidet at læse dette alvidende mesterværk.

Jeg er desværre ikke i besiddelse af omtalte værk, men jeg har denne publikation udgivet i anledning af “Den Grønne Revolutions” 25-års jubilæum. Jeg har ikke læst bogen, jeg behøver bare at skimme de mange farvefotos for at se hvor dejligt libyerne fik det efter Oberstens “revolution”.