Det nationalsocialistiske styre i Tyskland 1933 til 1945 er et af de grusomste regimer i verdenshistorien, med ufattelige forbrydelser på samvittigheden. De fleste af os kender til udryddelsen af politiske modstandere, homoseksuelle, retarderede, sigøjnere og jøder. Grusomhedernes omfang og ondskab er næsten ikke til at begribe, og helt ufattelig bliver det når man opdager med hvilken iskold pertentlighed og systematik bureaukratiet malede løs, næsten med et skær af normalitet over sig.

Den tysk-jødiske professor Victor Klemperer (1881-1960) skrev i hele perioden dagbog, til stor fare for sig selv og sine omgivelser, i øvrigt. Han var professor i romansk filologi, konverteret til protestantismen, ’arisk’ gift, og tysk soldat under 1.verdenskrig.

I dagbogen beskrives den ubønhørlige strøm af forbud og forordninger der rammer den jødiske befolkning, og kampen for at overleve i bogstaveligste forstand, men også i åndelig forstand. Forbud efter forbud rammer ned som lynnedslag: Han mister jobbet, retten til at køre bil, eje hus, eje bil, eje skrivemaskine. Han tvangsudskrives til arbejde, alderdoms- og sygdomssvækket. Forbuddet mod at køre sporvogn gør, at han må gå i timevis hverdag til arbejde, for at købe små fornødenheder osv.

På trods heraf forsøger Klemperer at fortsætte sit arbejde samtidig med at han forsøger at overleve sammen med sin kone i krigens ragnarok, på trods af sult og frygt, samtidig med at venner og bekendte sendes i KZ-lejr. Det lykkes i øvrigt.

Dagbøgerne er udgivet på dansk i et dobbeltbind med fremragende noter om perioden og om den litteratur Klemperer beskæftiger sig med (noterne kan næsten læses for deres egen skyld). Jeg fandt dem på tilbud hos Arnold Busck. Klemperers dagbøger for perioden 1919-1932 og 1945-59 (hvor han levede i DDR) er også udgivet.

Der findes en sjov lille dansk krølle på historien: Victor Klemperer omtaler en dansker i sin dagbog: ’I Leipzig sad en meget jødevenlig ung dansker, han havde allerede sendt så mange småpakker til Theresienstadt, at Gestapo havde advaret ham.’

Det drejer sig om den homoseksuelle og jødisk beslægtede Allan O. Hagedorff som arbejder som boghandler og biografejer i Tyskland. Han sender pakker med fornødenheder til jøder i KZ-lejrerne uden skelen til egen sikkerhed. På et tidspunkt brænder det under fødderne på ham, så han tager tilbage til Danmark, anskaffer sig et nyt pas uden stempler, og en ny arbejdstilladelse, og vender tilbage til Tyskland, og fortsætter hvor han slap.

Han har fortalt om sit liv og sin familie, og især om sin tid i Tyskland til journalisten Else Cornelius. Han oplever bl.a. Olympiaden i 1936, partidagene i Nürnberg i 1937, på afstand sønderbombningen af Dresden, befrielsen osv. Som boghandler sælger han i øvrigt, tvunget af omstændighederne, antisemitisk litteratur.

Bogen er kort og sjov, og indtrykkene fra nazi-tyskland er både spændende, hårrejsende, informerende og bevægende på en gang. Bogen skæmmes kun af lidt rigeligt name-dropping, men det er en mindre detalje.

Victor Klemperer: ’Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste. Dagbøger 1933-45.’ Gyldendal 2003.
Allan O. Hagedorff fortæller til Else Cornelius: ’En meget jødevenlig ung dansker. Erindringer fra Nazityskland.’ Gyldendal 2004.