Den amerikanske journalist John Reed (1887-1920) dækkede i 1913 den mexicanske revolution, og året efter udgav han bogen ’Storm over Mexico’ om sine oplevelser.
Det er en perle af en bog, som jeg havde glædet mig meget til, og den skuffede ikke. Vittigt og selvironiske fortæller han om sine strabadser, der inkluderer adskillige nær-død-oplevelser, enten det så er fordi han er ved fronten, bliver forvekslet med en amerikansk spion eller ender i værtshusopgør om ære og kvinder.
Men det er ikke en bog kun om John Reed. Med stor varme og humor skildrer han loyalt de mexicanske revolutionære, han deler brød og tæpper med, og som bliver hans venner.
Og kærligt omtaler han de enfoldige og udannede bønder, pacificos, der ikke deltager i krigshandlingerne, men forsøger at forsørge de sultne hære.
Den gamle mand var dog en smule bitter. Han holdt et hestehårsreb frem og sagde: ”For 3 år siden havde jeg fire reb som dette. Nu har jeg kun et. Coloradoerne tog et, Urbinas mænd et andet og José Bravo det tredje….Hvad forskel gør det, hvilken side der plyndrer dig?” Men han mente det slet ikke. Han var meget stolt af sin yngste søn, hærens tapreste officer.
Han er ikke den eneste der føler sig kørt over af hærerne:
Bogen er forsynet med et forord af Renato Leduc der forklarer optakten til revolutionen, og et efterord af oversætteren, der forklarer hvad der sket siden hen. Jeg læste begge først, men opgav straks at hitte redde i de skiftende alliancer og udviklinger.
Og det har ingen betydning for læseoplevelsen.
Men hvad handler revolutionen om?
”Jeg er en udannet mand, sagde han, men jeg ved, at det at gribe til våben altid er et folks sidste udvej. Først når tingene er for slemme til at bære, eh? Og hvis vi skal dræbe vores brødre, så må der komme noget godt ud af det, eh? I fra USA ved ikke, hvad vi mexicanere har set! Vi har set vort folk blive bestjålet, vores enkle, fattige folk, igennem 35 år, eh? Vi har set rurales og Porfirio Diaz’ soldater skyde vores brødre og fædre ned og retfærdighed blive dem nægtet. Vi har set dem røve vores små marker fra os og os alle sammen solgt til slaveri, eh? Vi længtes efter vores hjem og efter skoler så vi kunne lære noget. Det eneste vi nogensinde ønskede os, var at få lov til at være i fred til at leve og arbejde for at gøre vores land stort, og vi er trætte, dødtrætte og syge af at blive snydt…”
Det er stor kunst og stærkt underholdende. Jeg ville ønske jeg kunne skrive som John Reed, og at der var en 2’er!
John Reed: Storm over Mexico. Samlerens Bogklub, 1980. Oversættelse: Lisbeth Overgaard.
Lidt af en stærk chilli den gode Pancho Villa har i lommen 😮
