“Nu er jeg jo ingen taler, men….”
Det er vel nogenlunde verdens dårligste indledning til at holde en tale. Jeg tror aldrig jeg har hørt nogen indlede en tale på netop den måde, men hvis jeg havde, havde jeg helt sikkert tænkt: – Så lad dog være. Sæt dig ned og overlad talen til en anden, der kan.
I anledningen af OL i Rio vil jeg nu begå den samme fejl. For OL giver mig en fin lejlighed til et hurtigt brasiliansk litteraturtip, men er der noget jeg absolut ikke ved noget om, så er det brasiliansk litteratur.
Here it goes:
Nu ved jeg ingenting om brasiliansk litteratur, men i anledningen af OL i Rio, er her alligevel en anbefaling fra mig til dig af en brasiliansk bog som din næste #fredagsbog
Kakao af Jorge Amado (1912-2001) er en fantastisk roman om en ung mand, søn af en fabriksejer, der mister sin arv og må rejse bort og tage arbejde som daglejer på en kakaoplantage. Daglejerne udbyttes groft, lever under slavelignende forhold og er helt underlagt den brutale plantagejers forgodtbefindende og luner.
Selvom emnet er dybt alvorligt, beskriver romanen med fortælleglæde og humor daglejernes kamp for at overleve, om deres livsglæde, kærlighed og død.
Det er en roman, der gør en rigtig ked af det: tænk at nogen vil udnytte en masse mennesker så groft og voldeligt for egen vindings skyld? Al den vold, sult og fornedrelse, for at nogle få kan leve i overflod.
Men det er også en roman, der gør en glad, for den fortæller om daglejernes solidaritet med hinanden, om deres kamp for at bevare deres medmenneskelighed og deres gryende klassebevidsthed og sammenhold.
Læs romanen Kakao af Jorge Amado. Den er udgivet af Forlaget Klitrose i 1980. Må jeg anbefale dig, at drikke en kop varm Fair Trade-kakao til?
