Karakterbogen er et næsten 200 sider langt essay af Klaus Rifbjerg, udgivet i 1992. Her kommer der løst og fast om det, der er oppe i tiden og, måske især, dem der er oppe i tiden.

Rifbjerg indtager rollen som skolemesteren der skal uddele karakterer, og så får de ellers nogle mere eller mindre kærlige hak i tuden fra en kant af, Thøger Seidenfaden, Carsten Jensen, Morten Sabroe, Mogens Fog, Socialdemokratiet og mange andre.

Rifbjerg er god til at uddele karakterer, og gør det vidende og svidende og ofte med vid. Han trækker på sine erfaringer og indsigter og sproglige mesterskab.

Alexander Solsjenitsyn, som Rifbjerg har skrevet et melankolsk og desillusioneret digt om, får en balle for på den ene side at revse sovjetkommunismen (som Solsjenitsyn jo havde slemme erfaringer med), for på den anden side at opildne det spanske folk til at støtte op bag Francofascimen og den katolske kirke. Hvordan kan netop Solsjenitsyn IKKE være demokrat?

Hvad der går op for en når man læser essayet, er, at det også sine steder er et defensorat. Et defensorat for Rifbjerg selv, for eksempel for sit eget digt om Solsjenitsyn (som Rifbjerg åbenbart har fået skæld ud for), for PH, for kulturradikalismen, for oplysthed og fredsvilje.

Essayet er nok meget tidsbunden, og har man ikke gjort slutfirserne starthalvfemserne med, er den nok lang at komme igennem, vil jeg gætte på.

Jeg fik masser ud af den, også ud over det polemiske og diskuterende. Rifbjerg har mange klare tanker og små betragtninger og sproglige vendinger, som gør essayet til en berigelse at læse.

Klaus Rifbjerg: Karakterbogen. Et virrehoveds notater. Gyldendal, 1992.