En gang imellem kommer jeg i tanker om, at Henrik Pontoppidan ikke fik Nobelprisen i litteratur alene. De var to der fik prisen i 1917. Den anden var også en dansk forfatter, Karl Gjellerup.
Og så kommer jeg til at tænke på, hvorfor vi her 100 år efter kun læser Pontoppidan og ikke Gjellerup?
Forleden fandt jeg en af Gjellerups romaner. Efter at have læst bagsideteksten spekulerer jeg ikke længere over, hvorfor ikke læser Gjellerup mere. Den lyder jo dødkedelig.
“Romulus” er en stilfærdig roman, men den er aldrig stillestående. Den er nænsom og forstående overfor både dyr og mennesker og stemmer læseren smukt og forsonligt ved sin klogskab og rankhed.
Dén gider jeg altså ikke læse. I’m so sorry, Kallebasse.
Nu er jeg mere nysgerrig på, hvordan pokker Nobelkomiteen kunne komme i tanke om, at tildele Gjellerup prisen?
