Jeg har netop læst (et anmeldereksemplar af) Martin Glaz Serups ‘Læsesteder’, der er en række tekster om at læse en specifik bog et specifikt sted – og lidt om hvad den personlige kontekst i forhold til stedet var. Alle litterære blodtransfusioner, et låneudtryk, Serup bruger.

I Prag læser Serup læser Kafka (hvem ellers netop dér?), Wolf Erlbruchs (ham med ‘Muldvarpen der ville vide hvem der havde lavet lort på den hoved’) ‘And, Døden og tulipanen’ i Måløv og Stavanger, Caroline Bergvall på Fanø, Saarikoski på Bornholm, e. e. cummings i Guanajuato, Mexico, H. C. Andersen i Spanien og så videre Danmark, verden og litteraturen rundt.

Nogle gange er stedet og værket/forfatteren tæt knyttet sammen, som Kafka og Prag og Hemingway og Spanien, andre gange er lokalitet og værk helt uden forbindelse, som Robert Musil og Hald Hovedgaard ved Viborg og Brødrene Løvehjerte og Sønderho.

Uanset er det superinteressant, alene fordi vi læsere elsker at udveksle læseoplevelser, og når det så tilsættes nogle omstændigheder og et “sidelæns selvportræt”, er det helt perfekt. Og det er jo en velafprøvet genre, nok især fra det forrige århundrede, så det gør ikke noget, at den får en blodstransfusion.

Martin Glaz Serup: Læsesteder. Forlaget emancipa(t/ss)ionsfrugten, 2018.

Et tilfælde?

Når jeg nu har været på fysisk og litterær rejse med Martin Glaz Serup, kommer jeg uundgåeligt til at tænke på nogle af mine egne oplevelser. Som da jeg til en camperferie med et par rigtig gode venner til sydfrankrig og Katalonien i begyndelsen af dette årtusinde, havde besluttet mig for, at nu skulle jeg have læst André Gides erindringer, Hvis hvedekornet ikke dør.. Jeg havde på det tidspunkt ejet bogen i en billigbogsudgave i over 20 år.

I en fransk by – måske Bayonne – fandt jeg et lille smalt antikvariat. Bøgerne var på fransk, naturligvis, men der var også en kasse med engelske bøger, og hvad fandt jeg dér? En samling essays om André Gide, naturligvis.

Hvis hvedkornet ikke dør… husker jeg i øvrigt som en ret fed bog. Hans romaner har jeg derimod til gode.


Udgaven til venstre er fra 1963, den til højre fra 1970.

The Stand

På en rejse Ecuador omtrent 15 år tidligere, rejste jeg en overgang i selskab med en svensk backpacker. Vi havde begge en forkærlighed for Stephen King, hvis bøger vi læste og byttede med hinanden. Om eftermiddagen overværede vi studenterne i Quito i gadekamp med politiet, om aftenen byture og Stephen King, eller vi tog rutebilen til stillehavskysten for at bade og læse – Stephen King.

Umiddelbart et umage par uden meget til fælles. Ud over at være fantastiske litterære blodtransfusioner.

Livsvisdom

Jeg har stadig det eksemplar af Kazantzakis’ Zorba, jeg købte på interrail-turen til Grækenland i 1985. Vi rejste uden telt, og sov på hostels, på campingpladser eller nogle gange i klitterne på stranden, med stjernehimlen over os og bølgernes stabile slag mod sandet i vores øre under søvnen.

At læse Zorba under de forhold var en stor oplevelse, hvor banalt setuppet end lyder. Min rejsekammerat og jeg gik i gymnasiet på det tidspunkt, og var der blevet introduceret til den græske verden, dén noget før Zorba selvfølgelig, men alligevel.

Look, one day I had gone to a little village. An old grandfather of ninety was busy planting an almond tree. ‘What, grandad!’ I exclaimed. ‘Planting an almond tree?’ And he, bent as he was, turned round and said: ‘My son, I carry on as if I should never die.’ I replied: ‘And I carry on as if I was going to die any minute.’ Which of us was right, boss?

Zorba, The Greek

Det var nogle af mine litterære blodtransfusioner på rejser. Hvad er dine?