Henrik Pontoppidan blev i 1917 tildelt Nobelprisen i litteratur:
Svenska Akademien har den 8 november 1917 i överensstämmelse med föreskrifterna i det av ALFRED NOBEL den 27 november 1895 upprättade testamente tillerkänt HENRIK PONTOPPIDAN ett literärt Nobelpris för hans fullödiga framställningar av nutida danskt liv. Stockholm den 1 juni 1918.
Ivar Afzelius / E.A. Karlfeldt (sign.).
Pontoppidan fik ikke prisen for et bestemt værk, men netop i 1917 udgaves en samlet udgave af De dødes rige i to bind, så det har måske spillet ind?
På den anden side kan man indvende, at Pontoppidan havde en meget rig produktion bag sig i 1917, både af store romaner og noveller og skyer. I dag ved vi jo, at han i 1917, bortset fra sine erindringer, havde skrevet hovedparten af sine store værker.
Henrik Pontoppidan måtte i øvrigt dele æren med en anden dansk forfatter, Karl Gjellerup, der fik prisen…:
“..for his varied and rich poetry, which is inspired by lofty ideals”.
Hvordan Pontoppidan havde det med at skulle dele Nobelprisen ved jeg ikke, men vi har til gengæld Pontoppidans beskrivelse af Gjellerup fra erindringsværket Arv og gæld.
Arv og gæld er udgivet 21 år efter i 1938, men det korte møde skete længe før (i hvert fald før 1881).
Pontoppidan var sammen med den danske litterære scene forsamlet på Hotel d’Angleterre i København for at hylde komediedigteren Hostrup for dennes seneste og vellykkede komedie.
Pontoppidan følte sig ikke helt veltilpas i selskabet i storbyen, og tager snart tilbage til Hornsherred, men forinden mødte han blandt andre sin senere med-pristager:
“…og den lille vissenpind Karl Gjellerup, radmager og ilter som en springgås.”
Henrik Pontoppidan ville ellers ikke interviewes om Nobelprisen – og lader sig så alligevel føres til referat.
Hanneles bokparadis
läst mest de kvinnliga