Øen er der, hvor man lever i fattigdom af især fårehold, og hvor politiet og retsvæsenet er fraværende, så hvordan får man så sin ret, når tyve stjæler ens kvæg? Med nerver af stål og ved at ville det mest, selvom man er en mod tre. Men selvom tyveriet afværges, er der stadig vidner, som ikke skal sladre til resten af samfundet.
Omerta kaldes det kodeks, man lever efter: Man sladrer ikke, og man hævner selv uretfærdigheder begået mod en selv eller ens familie. Det er råt og blodigt. Undervejs skifter vi geografi fra øen til lægeklinikken i byen, hvor den 11-årige Oreste gemmer sig hos dr. Rudas efter at have hævnet mordet på sin tvillingebror, Giosuè. Orestes og Giosuès mor lever efter den gamle kodeks, men hvad gør den unge, veluddannede dr. Rudas?
Romanens virkemidler er især de mange skiftende fortællesynsvinkler, hvor man som læser selv skal gennemskue, hvem der nu er fortælleren. Det bliver nemmere og nemmere, som man læser sig frem mod slutningen. Giacobbe fører sikkert læseren gennem de mange fortælletråde, der understøtter de mange spaltninger: øens fårehyrder mod de sociale opkomlinge, kvægholderne, øen mod fastlandet, land versus by, traditionen mod det civiliserede industrisamfund.
Øen af Maria Giacobbe er elementært spændende og velfortalt, og efter min mening en roman med internationalt format. Den er fra 1992, skrevet på italiensk og oversat af Maria Giacobbes søn, Thomas Harder.