De buskede øjenbryn kørte op og ned og han talte i generelle vendinger. “Hvordan går det? Ja, du gør vel hvad du gør, det gør jeg også. Sådan er det jo, hvad andet kan vi ellers gøre? Og det er det, vi har gjort hele livet.” Jeg forsøgte at hjælpe hans hukommelse på gled, fortalte mit navn og og hvor vi kendte hinanden fra. Og pludselig stod vi dér missende med øjnene i forårssolen i Valkendorfsgade og talte om gamle kolleger, især de kantede og de døde. “Jeg deltog i begravelsen. Det gør jeg altid, hvis jeg kan. Familien bliver så glade.” Der var også gået i omegnen af tyve år, så han var lovlig undskyldt.
Morgentrafik på Nørrebrogade
Jeg kom i tanke om en gang jeg ventede på bussen på Nørrebros Runddel på vej på arbejde. Morgentrafikken trillede langsomt forbi, og pludselig dyttede en stor Mercedes af mig, og det var min chef. Han havde fulgt en indskydelse og kørt ind ad Nørrebrogade for at se det sted, hvor et familiemedlem en gang havde boet, uagtet den meget forlængede transporttid. Nørrebro mod Christianshavns Torv, så kunne trafikken nærmest ikke blive tættere en hverdagsmorgen.
Jeg husker ham som en humoristisk person, der havde let til smil og til at se det løjerlige i en situation. Han lo for eksempel overgivent, dengang jeg bad om orlov. Jeg havde fået tilbudt et barselsvikariat i Avedøre, og for at få kamelen til at glide ned, havde jeg forberedt min egen afløser: min søster. Han købte heldigvis hele pakken.
Scherfigs årbøger
Min ven Jens stødte til os i solen, og de to fik placeret sig i forhold til hinanden og det brancheoverlap der historisk havde været, og Jens gav mig min fødselsdagsboggave (det var ikke min fødselsdag, vi havde blot først fået lejlighed til at se hinanden nu), og jeg gav Jens 1969-eksemplaret af Scherfigs Årbøger, som han samler på (det var ikke Jens’ fødselsdag heller). “Årbøgerne, dem kendte jeg ikke. Er der noget i dem, der ikke tåler dagens lys?” udbrød han med et diabolsk glimt i øjet. “Jens læser dem ikke, han samler kun”, forklarede jeg, som om Jens ikke var gammel nok til at svare for sig selv.
Bogmarked i Helligåndshuset
Jens og jeg skulle mødes for at besøge bogmarkedet i Helligåndshuset. “Vi skal undersøge, om antikvarboghandleren lader sig snyde. Måske har han overset en diamant i bogbunkerne”, fortalte jeg, mens rækker af børnehavebørn med hinanden i hænderne og deres pædagoger kom syngende rundt i svinget. Jens havde dage forinden gennemtrawlet bogmarkedet, så jeg vidste nøjagtig hvad jeg skulle købe. Han var på vej til at deltage i en podcastoptagelse om Højskolesangbogen, og havde forberedt sig på at tale om tre tekster, fortalte han og kiggede på sit armbåndsur.
Under de kølige, hvidkalkede hvælvinger stod de fyldte borde tæt med håndskrevne skilte til at navigere efter, og række efter række af bogrygge. Jeg fulgte efter Jens ned til de eftertragtede Clartéhæfter, som ingen andre havde bortført. Jeg kiggede skønlitteratur og poesi igennem, og fandt et par småting, men ellers sang bogmarkedet på sit sidste vers, kunne man godt se. Der var en vis uorden, og mange af bøgerne havde skader eller var alt andet end sjældne. Selvom prisen dén dag var 20 kroner, fik jeg hæfterne til 10 kroner.
Efter en kop kaffe på bænken på Nørreport, cyklede jeg alene ud til kommunisternes hollandske bogudsalg i Hillerødgade. Ud over Clarté og tidsskrifter fra 1930’erne, var jeg på den tid særligt på udkig efter skønlitterære titler fra Forlaget Sputnik eller Tiden. Men der var låst og ingen reaktion på min ringen på dørklokken. Kommunismen var gået på tidlig weekend.
Venner på Facebook
Nu har jeg ansøgt om venskab på Facebook, men min anmodning er foreløbig forblevet ubesvaret. Måske lader han mig hænge til tørre dér i nogen tid, måske er han bare ikke så flittig Facebookbruger nu han er blevet 70 år. Men jeg trøster mig med, at skal jeg først afsted, kommer han helt sikkert til min begravelse. Familien bliver så glade.