Poul Martin Møller har sit eget bind i Hasselbalchs Kulturbibliotek, og en kort passus i forordet, danner straks en strøtanke i mit hoved:
Ægteskabet var i de første år ikke ubetinget lykkeligt, da lektor Poul Møller lidt vel kraftigt, for at citere Vilh. Andersen, “hævdede sit masculinum”. Dertil kom økonomiske sorger.
Hvad betyder det at “hævde sit masculinum”? Voldtog han sin kone? Var de uenige om hvor mange børn de skulle have? Var han på anden måde en streng husherre overfor sin hustru?
Citat stammer oprindeligt fra Vilhelm Andersens Poul Martin Møller-biografi fra 1894, som jeg desværre ikke har i mit bibliotek, men det skal ikke forhindre mig i at lede i dem jeg har.
Ifølge forordet i Strøtanker blev Poul Martin Møller født 21. Marts 1794 i Uldum ved Vejle, og i juni 1827 gifter han sig med Betty Berg fra Fyn.
Men inden brylluppet er han i 1826 flyttet til Oslo (som dengang hed Christiania) for at blive lektor i filosofi. Det var lavtlønnet og socialt ensomt.
Ifølge Poul M. Møllers Efterladte Skrifter (bind 1) stod brylluppet på Fyn den 30. Juni 1827, og efter et kort ophold i København, drog lektor Poul atter til Oslo, denne gang med Betty ved sin side.
Efterladte Skrifter er udgivet af Poul Møllers halvbror, digteren Christian Winther, og det starter med biografisk afsnit skrevet af F. C. Olsen angiveligt baseret på breve fra eller til Poul Møller, og her er der helt anderledes idyl i ægteskabet, end hos Vilhelm Andersen, med F. C. Olsens ord:
Man har stundom hørt bemærke, hvad der ikke er så forunderligt, at ægtefolk ofte har noget tilfælles i deres personlighed, og således kunne man også sige, at der var noget Poul-Møllersk hos Betty. Hun var meget åben og ligefrem. Hendes naturlige Vid og munterhed ytrede sig med en vis provincial soliditet, som klædte hende vel, og hun kunne ved hjælp af sin sunde dømmekraft, som ikke var uden dannelse, ret godt møde sin ægtemand på en Conversations gebeet. Om forfattere eller fælles bekendte kunne de således føre morsomme disputter, og, fremkom nu Poul Møller med anekdoter eller skildringer i sin sædvanlige overdrevne maneer, til moro for de tilstedeværende venner, så attaquerede Betty mændene ofte med moralens våben; men ofte havde hun også, grebet af hans lune, ligeså meget at kæmpe mod sin egen, som mod de andres, syndige tilbøjelighed til at le ad en fortræffelig ven eller veninde.
I et brev til fra december 1828 til sin far skriver Poul Møller om sit ægteskab:
I min huslige stilling er jeg usædvanlig lykkelig, som enhver må være, der har fået en så blid og elskværdig kone, som jeg har.
Nu ved jeg ikke hvor ærlig Poul havde for vane at være overfor sin far, og slet ikke Bettys tanker om sit ægteskab. Men hun havde nok at se til. Udover at føde et par børn, deres økonomi.
Ifølge forordet i Strøtanker, var lønnen i Oslo lille, og Poul Martin havde ikke rigtig forstand på økonomi. Upraktisk, som han var, gemte han ofte pengesedler i sine bøger. (Alle os der har brugt samme “system” ved hvor umuligt det er at genfinde sedlerne. Særligt ærgerligt, når man har desperat brug for dem). Efterladte Skrifter udnævner Betty til husholdningens kassemester (igen med F. C. Olsens ord):
Husets pengevæsen overgav han trygt i hendes hænder, og det var i denne henseende hendes største bekymring, at få ham befriet for adskillige sorger, som hans foregående sorgløshed havde pådraget ham. Dette lykkedes hende også, for en deel ved den strenge økonomi, hvormed hun, skønt vant til rundeligere kår, bestyrede sin lille husholdning.
I foråret 1831 lander Poul Møller den ene af to professorstillinger i filosofi på Københavns Universitet, og familien kan forlade Norge, men snart fulgte ulykkerne. 12. Juni 1833 føder Betty deres fjerde søn, Rasmus Johannes, skønt hun havde været ved dårligt helbred allerede efter den forrige fødsel (en søn, der kun levede i få dage), og nu følger sygdom efter sygdom (lungebetændelse, svindsot). 15. Maj 1834 slutter det. Betty dør kun 30 år gammel.
Poul selv dør den 13. Marts 1838. Af hjertesvaghed, mener Hans Brix i Poul Møller-afsnittet i sin bog Danmarks digtere:
Poul Møller havde et klart, åbent og kraftigt ansigt og et bastant legeme med nogen tilbøjelighed til fedme. Han døde i 1838 af hjertesvaghed.
Mens Børge Madsen i forordet i Strøtanker forsøger at tale Poul Møller op som filosof (“…og har han som filosof endnu ikke vundet den anerkendelse, han – efter min ringe formening – fortjener, skal han dog nok opnå det med tiden.”), er Hans Brix anderledes rå:
Poul Møllers løbebane førte ham over Metropolitanskolen op på en lærestol i filosofi ved universitetet. Han betød imidlertid som filosofisk tænker ikke synderligt. Hans opsats om udødelighed er kun for en lægprædiken at regne.
Hans Brix nedsabler i øvrigt Poul Møllers aldrig færdigskrevne skønlitterære hovedværk, En dansk students eventyr, og Poul Møllers hele forfattergerning ganske voldsomt:
Der er en brist i ham. Denne brist kan nærmest betegnes som ladhed. Han opgiver. Han tvinger ikke, således om Henrik den fjerde i slaget, sig selv i aktion. Han har deri, skønt benådet kunstner, den geniale amatørs særlige mærke. Det er betegnende, at han, selv om arbejdet virkelig blev færdigt, ikke sendte det i trykken, men lod det ligge og flyde.
Men det er en anden historie.
Poul og Betty når altså at være gift i næsten syv år. Var “ægteskabet i de første år ikke ubetinget lykkeligt”? Jeg ved det stadig ikke, trods min ekspedition i mit mangelfulde bibliotek. Jeg må have fat i kilden til det onde rygte, Vilhelm Andersens Poul Martin Møller-biografi.
Kilder:
Poul Martin Møller: Strøtanker. Udvalgt og med forord af Børge Madsen. Hasselbalchs Kulturbibliotek 116, 1952.
Poul M. Møller: Efterladte skrifter I. I udvalg ved Christian Winther. C. A. Reitzels Forlag, 1873.
Hans Brix. Danmarks digtere. Fyrretyve kapitler af dansk digtekunsts historie med billeder. Aschehoug & Co, 1925.