I Prag kan borgerne helt sikkert godt lide bøger, for der er masser af smukke antikvariater. Nogle af dem – nej: de er alle sammen smukke og hyggelige steder man får lyst til at sætte sig med en bog eller to og bladre på må og få og lade et par ubekymrede timer passere.
Der er bare noget dragende over små, mørke, krinkelkrogede lokaler fyldt til bristpunktet med bind efter bind med romaner, poesi, videnskab, dybe tanker og kunst, selv når man ikke kan sproget.
Tag med på en lille håndfuld af Prags smukke antikvariater i billeder herunder. Det er langt fra alle antikvariater jeg har besøgt, så du må selv fortsætte opdagelsesrejsen hvor jeg slap.
Antikvariat
På gaden Francouzská oppe ad den stejle bakke i Vinohrady kvarteret, ligger et ret anonymt antikvariat. Det hedder umiddelbart bare “Antikvariát”, og kun bøgerne i vinduet og den åbne dør viser lidt imødekommenhed.
Indenfor er der blot et lille lokale med bunker så høje, at man kun ved at kigge to gange opdager den ikke engelsktalende, men yderst hjælpsomme antikvar bøjet over sin ældgamle computer. Hvad han ikke havde i lokalet, forsvandt han ud bag det blå klæde for at finde.
Antikvariát Prazský Almanach
Passerer man floden Vitava ikke ad Karlsbroen men ad Legiíbroen, eventuelt fordi man er ombord på linje 22, og eventuelt fordi man er på vej mod Petrínské sady-parken eller Prags slot, så gør et stop på Ujezd 26, hvor et andet lille bitte, et-rums antikvariat bor.
Selv om også dette antikvariat er ret lille, har det dog et navn: Antikvariát Prazský Almanach. Heller ikke her er antikvaren særligt engelskkyndig men det går ikke ud over hjælpsomheden.
Podzemní Antikvariát
I Latrán kvarteret i gaden Nové mesto 22 skal man søge ind i porten med bogskabene på væggen, ind ad døren i porten, hen ad en kort gang, og så tage døren til højre. Så møder man en hvidmalet trappeskakt, som man bør gå ned ad.
For hernede møder man nok et af de skønneste antikvariater jeg har været i. Tre-fire antikvarer er roligt beskæftiget med at sortere bøger, skrive dem ind på pc’en og på at betjene en lind strøm af kunder.
Podzemní Antikvariát er virkelig en oplevelse.
Shakespeare A Synové
Som i Paris har Prag en boghandel med nye og brugte bøger med navnet Shakespeare, i Prag dog Shakespeare and sons (i Paris: Shakespeare and Company).
Boghandlen ligger i tre etager, med en stemningsfuld kælder med sofaer med udsigt til vand og solen strålende ind ad vinduet og bøger overalt. Virkelig et fedt sted med masser af litteratur på engelsk, tysk og fransk ud over tjekkisk. Er du på udkig efter oversat tjekkisk litteratur eller bare en god bog på et sprog du kan læse på ferien, er Shakespeare A Synové lige stedet.
Blesí Trhy Praha
Blesí Trhy er lidt uden for nummer, for det er ikke et antikvariat, men et kæmpestort udendørs loppemarked.
Jeg har taget det med som et P.S., fordi det er så fantastisk et sted at gå på opdagelse. Her kan man finde 2. Verdenskrigseffekter, legetøj, gamle tjekkiske transisterradioer, køleskabe, tøj, antikviteter og naturligvis antikvariske bøger. Og det er billigt.
Har du været på bogjagt i Prag og har et andet tip, så skriv endelig i kommentarfeltet.
Hanneles bokparadis
härliga bilder!