En god kollega talte om sovjetiske forfattere fra det 20. Århundrede. Han havde selv nogle bud på forfattere, han gerne ville læse: Grossmann, Isaak Babel, Ehrenburg (findes hans digte på dansk?), Kuznetsov og Paustovsky. Kunne jeg selv nævne andre?  Det vender vi tilbage til.

En anden tanke: jeg så en overskrift (Politiken?) om at Dr. Zjivago er en elendig roman, hvilket af flere grunde irriterede mig meget. Dels samler jeg løbende på Boris Pasternak-bøger. Jeg har sådan et billede af ham som en rank, ensom forfulgt skikkelse, klog og poetisk. Det går ikke, hvis forfatterskabet på forhånd er skudt i sænk, inden jeg kommer i gang. Dels elsker jeg alle David Leans pompøse helaftensfilm i 70mm og Technicolour, og har gjort det siden jeg blev stor nok til at gå alene i biografen for at se re-runs på syvende række (den aller bagerste) i sal 4 (den sidste), sammen med to andre biografgængere to-tre gange så gamle som jeg.  

Anyways. I nødens stund kan man altid ty til Hasselbalchs Kulturbibliotek for at opdage nøje udsøgte, men glemte forfattere, og naturligvis var der bingo.

Hasselbalchs Kulturbibliotek ftw!

Vladimir Korolenko (1853-1921) var vist nok et litterært forbillede for Gorkij, her er det dog 48 sider fra hans fembinds erindringer, der er oversat til dansk. Dels barndomserindringer der kredser om hans usædvanlige dommer-far (- Den syge vil belære doktoren!), der er usædvanlig fordi han er retfærdig og ubestikkelig, dels erindringer fra tvangsophold (Korolenko var revolutionær) hos fattige bønder i Sibirien.

Så er der Alexander Kuprin (1870-1938), som nogle måske kender fra den oversatte roman Jamasumpen (bordelroman, der naturligvis foregår i havnebyen Odessa). Her er tre noveller samlet og oversat. Den første, Gambrinus, tager ikke navn efter øllets opfinder, men efter navnet på en havneknejpe, hvor en jødisk violinist underholder gæsterne hver nat, indtil han indkaldes til den russisk-japanske krig.

Michail Petróvitsj Artsybásjef (1878-1927) går helt anderledes voldsomt til den i novellen Gru, hvor personer fra samfundstoppen begår en voldtægt og forsøger at dække sporene efterfølgende, men folket vil det anderledes. Edgar Allan Poe møder social indignation.

View this post on Instagram

En kollega spurgte om tips til russiske klassikere. Hvor er det dog dejligt for egoet, at blive spurgt om den slags. Der er bare det ved det, at kollegaen er belæst, så det dur ikke at komme anstigende med Tolstoj og Dostojevskij, så hvad gør en klog? Kigger Hasselbalchs Kulturbibliotek igennem, naturligvis. Serien er ofte god for en hengemt forfatter eller to og stadig på et vist niveau. Artsybásjef var mig helt ukendt, men i forordet loves der ikke for lidt af oversætteren, Georg Sarauw: "En højst raffineret blanding af superbrutal realisme og symbolsk lyrik danner stemningen i hans bedste historier, der som "gysere" langt overgår Edgar Poes fæleste produkter og får dem til at tage sig ud som sande hyggespredere ved siden af." Og Georg lover ikke for meget. Voldtægtsnovellen "Gru" er meget voldsom og rå, både omkring selve forbrydelsen men også i det voldsomme efterspil. Der er to noveller mere i bindet: "Doktor Louriers forbrydelse" og "Latter". Michail Petróvitsj Artsybásjef – mærk dig det navn. Hvis du tør ? ?. Nå, men nu vil jeg straks forsøge at imponere min kollega. #bogsnak #artsybasjef

A post shared by Linse Daugaard (@bogstavsamleren) on

Åh, men der er for pokker så mange sovjetiske forfattere at tage af, man behøver slet ikke blive hængende ved Dostoijevskij, Tolstoj eller  Gogol. Kun kvinderne er der ikke så mange af – som jeg kender i hvert fald. Alexandra Kollontajs (1872-1952) erindringer “Jeg har levet mange liv” er oversat til dansk, dem kan jeg varmt anbefale, og så har jeg lige fundet et par noveller i “16 moderne russiske noveller” af Vera Inber (1893-1972), som jeg straks vil gå i gang med.

Kender du nogle kvindelige, sovjetrussiske forfattere fra første halvdel af det 20. Århundrede man bør læse? Sig frem, venligst.