Mænd der hader kvinder
Ifølge Baksi var der to særlige hændelser til at Stieg Larsson skrev Millenniumtriologien. Den første fandt sted i sommeren 1969, da Stieg var 15 år. 3 af hans venner voldtager en pige, men af loyalitet med vennerne griber han ikke ind.

Nogle dage senere opsøger han brødbetynget pigen for at undskylde sin fejhed, men hun er vred: ”Jeg tilgiver dig aldrig!”

Den anden er, da han får nyheden om at en gammel ven og antiracistisk samarbejdspartner har gentagne gange har mishandlet sin kæreste. Uforsonligt slår han vredt hånden af vennen.

Kriminalforfatteren fødes
Larsson var oprindelig en stor fan af science-fiction. Tidligt var han redaktør af et sci-fi magasin (1974-76), og sammen med sin kæreste Eva udgav han derefter en sci-fi avis (1978-79). I 80’erne var han formand for Skandinavisk Förening för Science Fiction (SFSF).

I 90’erne skrev han på kriminalromaner, men mest som en fritidsfornøjelse for sin egen skyld. Dem destruerede han senere, da succesen med Millenniumtriologien kunne anes.

I 1997 skrev han første kapitel til Mænd der hader kvinder. Forlægget var en begavet og dygtig mandlig researcher på Expo, som samme år måtte forlade bladet da han blev politianmeldt for hærværk. Det skadede Expo. Baksi mener at Larsson skrev sig ud af en slags sorg og researcherens “svigt”.

Succesen er på vej
Triologien er for størstedelens vedkommende først skrevet i årene 2000-2003. Grunden til at han indleverede bøgerne samlet til forlagene, var, at han skrev dem samtidig for at få handlingen til at passe sammen.

Larsson forsøgte først at afsætte bøgerne til Piratforlaget, især fordi Liza Marklund, der var medejer af forlaget, var på linje med Larsson i kvindeundertrykkelsesdebatten. Efter lang tavshed blev det til et kort afslag.

Larsson tilbød i øvrigt Marklund at skrive et kapitel om kvindeundertrykkelse i antologien Debatten om hedersmord, men Marklund svarede aldrig på henvendelsen.

Næste forlag, Norstedts, var anderledes positiv. Forlagets konsulent så straks, til Larssons glæde, hvordan han havde opbygget trilogien som først en kriminalroman med det lukkede rums gåde, dernæst som en politikrimi og sidst som en politisk thriller. April 2004 skrev man kontrakt på alle tre bøger. Bogen Mænd der hader kvinder udkom i august 2005.

Stieg Larssons forbilleder
Larsson læste mange forskellige tekster. Ifølge Baksi er han nok den i Sverige, der har læst flest politirapporter. Det var nok mest af hensyn til sit antiracistiske arbejde, men det kom ham sikkert til gode som kriminalforfatter.

Desuden læste han alt fra Dostovjevski, Zola, og græske filosoffer til kiosklitteratur.

Ud fra de artikler Larsson skrev på TT, nævnes især Sara Paretsky, Harlan Ellison, Liza Cody, Erskine Childers, Norman Mailer (har han skrevet krimier??), Arthur Conan Doyle, Agatha Christie, James Ellroy, John Buchan, John Le Carré, Tom Clancy, Frederick Forsyth, Peter Høeg og Mark Frost.

Favoritterne var ifølge Baksi Minette Walters, Patricia Cornwell, Liza Cody, Sue Grafton, Val McDermid, Dorothy Sayers og Sara Paretsky.

Han lavede to forfatterinterviews: et med Harlan Ellison (som skrev sci-fi og manuskripter til Hitchcock og Star Trek), og i 1992 telefoninterviewede han sit nok største forbillede, Elizabeth George.

Min ven Stieg Larsson
Kurdo Baksis erindringsbog er en lidt rodet affære. Den er i hvert fald ikke særlig lineær. Til gengæld vægter han med stor loyalitet og kærlighed, Larssons livslange kamp for de svageste og i mod intolerance og ikke mindst den pris det kostede ham.

Baksi fortæller også om, at selvom de kaldte hinanden store- og lillebror, så havde de deres uenigheder: Rahman-sagen; det at Larsson redigerede i andres tekster uden at fortælle det; fraværet af kvinder og indvandrere på Expos redaktion; Expos praksis med at lade unge medarbejdere udsætte sig for stor fare ved at walraffe sig ind i nazistiske organisationer mm.

Også i spørgsmålet om kvindeundertrykkelse blev Baksi taget i skole: Larsson var imod højrefløjens og mediernes relativisering af kvindeundertrykkelse: slog en kurdisk far sin datter ihjel havde kulturen eller religionen skylden; slog en hvid svensker sin kæreste ihjel var det jalousi eller alkohol.

Nej, mente Stieg Larsson: I begge tilfælde var det mænd, der undertrykte kvinder. Basta!

Edit: Glemmer at fortælle, at Baksi ikke går ind i slagsmålet om arven på anden måde, end at Larsson til ham har sagt, at de penge der kunne tjenes på at være bestseller forfatter, skulle gå til at skabe sig frihed til sit fortsatte engagement i mod intolerance og racisme.

Larsson var til det sidste aktiv på konferencer, foredrag i skoler, på Expo osv. osv., så Baksis udlægning er sandsynlig. Hvordan Larsson havde forvaltet rigdom og berømmelse kan vi kun gisne om.

Kurdo Baksi: Min ven Stieg Larsson. Modtryk, 2010. Oversat af Kamilla Jørgensen.