Kære læser.

Alt for længe har jeg forsømt dig. En lang, varm og travl sommer er min eneste (vage) undskyldning, men nu skal det blive anderledes, skal det. For der er sådan set nok at fortælle om, når jeg tænke på steder jeg har besøgt, bøger jeg har samlet til biblioteket, og bøger jeg har læst.

Deventer Bogmarked

Vi lægger ud i Deventer Bogmarked i Holland, hvor fruen og jeg en sommerhed augustsøndag lagde vejen forbi Europas største udendørs bogmarked. Omfanget af boder og bøger og bogjægere var ret imponerende.

Jeg blev ærlig talt en smule rørt over det fantastiske i at over 120.000  tegneseriesamlere, bibliofile, romanelskere og poesibesatte var samlet på et sted på en dag for at købe gamle bøger og hæfter. Tænk at der findes så mange andre mennesker, der ligner mig!

Jeg købte blandet andet en klassiker: The Anatomy of Bibliomania, og med den under armen vakte jeg passende opsigt hos de andre bogsamlere. Vi bogsamlere kigger nemlig konstant nervøst under hinandens arme og ned i hinandens indkøbsnet. Tænk hvis hvis en anden havde købt den bog, vi skulle have haft!

En hollandsk bogsamler kastede et kort kenderblik på bogen og fortalte mig stolt, at han havde den i tre eksemplarer: en almindelig udgave, som min, en førsteudgave, og så – her kommer det! – en førsteudgave i kassette med Holbrook Jacksons egenhændige signatur! Wow!

101 for bogkøbere

I øvrigt er der, for dem af jer, der ikke allerede ved det, en helt særlig psykologi omkring bogboderne. Der er ikke ensrettet eller højre- eller venstrevigepligt, så det står enhver frit for at starte sine undersøgelser af bøgerne fra venstre eller højre.

Foto: Pia Daugaard

Så det sker uundgåeligt og hele tiden, at man er på vej langs bordkanterne og støder ind i en anden bogsamler på vej den modsatte vej. Her har man flere veje at gå.

Man kan lade som om man ikke har set den anden, hvor umuligt det end synes på 30 centimeters afstand. Man skal blot stålsat fokusere på bøgerne, og med små kraftfulde ryk nærme sig den andens intimsfære. Absolut ingen øjenkontakt!

Virker det ikke efter hensigten, kan man pludselig gribe ud efter en bog og begynde at undersøge den meget nøje og længe. Stadig ingen øjenkontakt! Gør den anden det samme, så grib ud efter en ny bog, og undersøg den nøje og længe. Og derefter en ny! Og en ny!

Virker det stadig ikke, må man i kassen med beskidte tricks: begynd at bladre i nøjagtig den samme bogstak som den anden. Ingen øjenkontakt, helt iskold!

Hvis den anden på dette tidspunkt anråber sælger og beder om flere informationer om en bog, er slaget tabt. Nu gælder det om at komme derfra med æren i behold.

Enten kan man tage øjenkontakt, trække sig let tilbage, slå ud med armen og storsindet tilbyde sin plads ved bordet, eller man kan kaste et pludseligt blik på sit ur, udbryde et lille gisp, og forlade boden i rask gang.

Og sådan fortsætter man hele dagen.

Fotos fra Deventer Bogmarked

Heldigvis havde jeg taget fruen og hendes fotografiapparat med til at dokumentere Deventer Bogmarked, så her kommer nogle skud fra hendes hånd.