Jeg synes ikke at det er det nemmeste i verden at skrive et kort og præcist resumé af en roman, og med Camilo José Celas roman Bikuben fra 1951, er opgaven helt umulig. Jeg prøver alligevel.
Vi er i Madrid i december 1943, mere end 4 ½ år efter at fascisterne vandt den spanske borgerkrig og mens Den Anden Verdenskrig er i fuld gang. Romanen har ikke en hovedperson, vi møder derimod myriader af personer der krydser hinandens spor på forskellige måder.
Vi møder cafe- og trykkeriejere, fallenter, sultne poeter og nattevægtere, ludere og vaskedamer, den unge pige der er uhelbredelig ramt af kærlighed til sin tuberkuloseramte kæreste, bøsseparret der anklages for at have myrdet den enes mor, forfatteren der vil købe et litografi til sin kæreste men har tabt sine sidste penge på cafétoilettet, tiggere og gadesangere osv. osv. Det handler mest af alt om kærlighed og at overleve økonomisk. Scenerne er caféer og køkkener, gadeporte og trappeopgange, antikvariater, kontorer og horehuse.
Med så mange personer skal Cela præsentere dem og deres glæder og sorger på meget kort tid. Jeg har ikke talt efter, men ifølge Encyklopædien er der omkring 300 personer med i romanen. Det gør han rigtig godt, det er sammen med hans vilde fantasi noget af det bedste ved romanen. Den kalejdoskopiske fortællemåde understøtter det mylder af personer og karakterer man finder i en storby, men den gør det også en smule opremsende og på et tidspunkt overvejede jeg faktisk om jeg skulle læse romanen færdig.
Det er jeg nu glad for at jeg gjorde. Romanen er god, og tegner ikke noget glansbillede af det fascistiske samfund (hvilket gav Cela problemer med censuren), men tværtimod et mere varieret og realistisk billede af livet i storbyen.
Camilo José Cela (1916-2002) fik i øvrigt Nobelprisen i 1989.
Camilo José Cela: Bikuben. Samleren, 1991 (1951). Oversat af Annette Rosenlund.