Gode boghandlere i London

Fruen og jeg har netop været et par dage i London, og der skulle naturligvis også shoppes bøger. Forinden havde jeg bedt mit netværk på Twitter om tips til gode bogsteder i London, og som sædvanlig var der masser af hjælpsomme bud. Tak for dem til alle! Her får I mine erfaringer fra turen.

Charing Cross Road 

Tæt på Leicester Square og ikke langt fra Covent Garden ligger Charing Cross Road, og her ligger der 5-6 antikvariater. Jeg var ikke inde i dem alle, men de var lidt forskellige, set udefra. Et specialiserede sig i foto- og kunstbøger, et i militærhistorie og så videre. Jeg besøgte et par stykker af dem, og fælles for dem er, at for-butikken ikke er ret stort og hurtigt forgrener sig i mange små bag- og kælderlokaler proppet fra gulv til loft med bøger i alle størrelser, aldre og genrer. Et sandt skattekammer af viden og poesi og fiktion, hvor jeg kunne tulle rundt i timevis. Virkelig et besøg værd. Her et par fotos udefra.

Marylebone High Street

I Marylebone High Street ligger Daunt Books, der er specialister inden for rejsebøger. De har også en sektion for sig med ny litteratur, både for voksne og for børn, men det specielle ved dem er, at deres rejsebogssektion (som i øvrigt er kæmpestor) er delt op efter land, og at der under hvert land ikke kun står rejsebøger, men også fakta- og fiktionsbøger. En lidt sjov måde at dele op på, som jeg synes fungerede fint.
Det andet helt specielle ved Daunt Books, som gør stedet til bogjagtens højdepunkt, er, at det er et helt utrolig smukt sted indvendigt. Jeg tror ikke helt mine fotos yder stedet retfærdighed, men her et par forsøg (klik på fotos for at se dem i stor format):

Daunt Books ligger i nummer 83-84, og henne i nummer 91 ligger velgørenhedsorganisationen Oxfams største genbrugsbutik med bøger. Som sædvanlig i genbrugsbutikker, så ved man aldrig hvad man finder på dagen, men butikken var bugnende fuld og jeg kunne sagtens finde bøger der interesserede mig. Priserne var også ganske rimelige. Jeg købte tre krimier til £2.5 stykket og en Pablo Neruda biografi til £6, alle i god stand. Lige nu står pundet i 9,45, så det giver en stykpris på henholdsvis 23,61 og 56,67 kroner. Det er en helt fair pris, og det går jo til velgørenhed. Men prisen kommer naturligvis an på hvad man køber. De havde også en sektion med gamle smukke bøger, de var dyrere.
Oxfam har mange butikker i London, også med bøger. Dem kan man finde her: http://www.oxfam.org.uk/shop/local-shops
Man kan i øvrigt også købe bøger fra Oxfam over nettet: http://www.oxfam.org.uk/shop/books

Garrick Street

Lidt gemt, ikke langt fra Covent Garden ligger en lille afdeling af Waterstones, en engelsk boghandlerkæde. De har kun nye bøger, men heldigvis genudgiver de mange klassikere i England, så på den måde er der både nyt og gammel. Lige denne butik er som sagt ikke så stor, men udvalget var nu helt fint. 
Jeg købte to genudgivelser, en roman og en tyk novellesamling af Christopher Isherwood, og betalte tilsammen £18.98 = 179,28 kroner. Det er heller ikke dyrt for nye bøger, tværtimod. Det er billigere end i Danmark.
Man kan finde adresserne på flere af Waterstones butikker i London her: http://www.waterstones.com/waterstonesweb/displayFindBranch.do
Waterstones butik i Londons West End skulle være Europas største boghandel, men den nåede jeg ikke at se.
Det var mine tips til gode bogsteder i London. Har du andre tips eller erfaring, så smid endelig en kommentar 🙂

Edit 25.august:

Siden jeg reklamerede for dette indlæg på Twitter i går, har jeg fået flere tips, som I naturligvis ikke skal snydes for. Jeg siger det lige igen: Twitter er fyldt med hjælpsomme folk som gerne deler ud af deres viden. Smukt!

London Rewiew Bookshop finder man på 14 Bury Place, London WC1A 2JL. De har også en hjemmeside her: http://www.lrbshop.co.uk/

Magma Books finder man 117-119 Clerkenwell Road London EC1R 5BY. Og de har også en hjemmeside: http://www.magmabooks.com/index.asp

Er man til kogebøger, så skal man tage til 4 Blenheim Crescent, Notting Hill, London, W11 11N, og besøger Books for Cooks. Deres hjemmeside er her: http://www.booksforcooks.com/

Og så kommer jeg i tanke om et tip jeg selv har skrevet om, nemlig bogmarkedet på Queen Elizabeths Walk under Waterloo Bridge på South Bank ud for British Film Institute. Vistnok åben hver dag fra cirka 10.

Ikke langt derfra, Ved Royal Festival Hall, ligger der en Foyles boghandel. Foyles er en uafhængig boghandlerkæde. Dem vil vi hellere handle med end Waterstones, som dræber de små uafhængige boghandlere, får jeg at vide. Now you know. Foyles har også hjemmeside, hvor man kan finde de enkelte boghandlere: http://www.foyles.co.uk/book-shops-in-london

Flere tips om gode bogsteder i London modtages stadig med kyshånd!

Edit 9. juli 2013:
Jeg har fået endnu et tip om en boghandel i London. Det drejer sig om det lille forlag Persephone Books, der genudgiver..

….neglected fiction and non-fiction by mid-twentieth century (mostly women) writers. Each one in our collection of 102 books is intelligent, thought-provoking and beautifully written.

Smuk formålsparagraf, synes jeg. Forlaget har en forretning på adressen 59 Lamb’s Conduit Street London WC1N 3NB. Se også hjemmesiden HER. Dem skal jeg besøge næste gang jeg er i London.

Har du flere tips om gode bogsteder i London, så skriv endelig til mig!

4 responses

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *