I går den 4. april døde forfatteren Klaus Rifbjerg (1931-2015) efter længere tids sygdom.
Dette er ikke en nekrolog (dem er der nok af) eller et for eller imod Klaus Rifbjerg som en del af litteratur-kanonen (mon ikke han selv var skideligeglad med at blive kanoniseret?).
Derimod er det nogle læsetips og læseindgange til en forfatter, der har udgivet voldsomt mange flere titler i stort set alle genre end gennemsnitsforfatteren, og som er andet og mere end den roman, mange måske kender ham bedst for, nemlig ‘Den kroniske uskyld’.
Er du til poesi, så læs Rifbjergs ‘Amagerdigte’, der tager dig med ud og rundt på øen, og tilbage i erindringen. Det er både vemodigt og kærligt og frit fra leveren.
‘Nansen og Johansen. Et vintereventyr’ er Rifbjergs skønne roman om den norske opdagelsesrejsende Fridtjof Nansen og medhjælperen Hjalmar Johansen, der med hundeslæde forsøger at nå Nordpolen som de første (hvide) mennesker. Undervejs blomstrer erotikken uventet mellem de to ensomme mænd.
Klaus Rifbjerg har skrevet masser af essays, og han var kendt for at lange skriftlige lussinger ud til navngivne personer, hvis det passede ham. Det gjorde det ofte. ‘Karakterbogen. Et virrehoveds notater’ er et 200 sider langt essay om personer og emner, der nok især er for dem, der husker slutfirserne og starthalvfemserne.
Rifbjerg skrev hele livet bog- og filmanmeldelser, kronikker og rejsebreve til aviserne, og disse skriverier er løbende samlet og udgivet i bogform. Denne udmærkede samling dækker perioden 1994-2008: ‘Ankomst til stilheden’.
Erindringer fra især barndommen og ungdommen er en vigtig del af forfatterskabet. I ‘Sådan. En livsreportage’ beskriver Rifbjerg sine første 60 år.
“Det er på en eller anden måde
en trøst
at man stadig kan gå rundt i Dragør
med sig selv
og være i live.”
(Dragør-digtet, fra ‘Amagerdigte’, Gyldendal 1965)
Det kan han så ikke mere, den gamle, men det kan vi heldigvis, og vi kan gå på opdagelse i Rifbjergs forfatterskab.
Hvad er din bedste Klaus Rifbjerg-anbefaling?