Det er ikke en revolutionær roman i 1917-forstand, “Med mine hundeøjne” af brasilianske Hilda Hilst (1930-2004), snarer en roman om en mand i en alvorlig midtvejskrise, og på det overordnede plan en roman der vil noget andet med livet, end et ordinært borgerligt et af slagsen. Men det vender vi tilbage til.
Romanen indledes med en ret morsom scene, hvor vores hovedperson, den 48-årige matematiker Amós Kéres, er kaldt op på universitetsrektorens kontor, for at blive påtvunget en orlov; eleverne klager over at Amós er fraværende i timerne, ofte op til 15 minutter ad gangen. Samtalen afbrydes af telefonopkald fra rektors kone, der vil have sønnen til tandlæge, og imens grunder Amós over, om det virkelig tager ham 15 minutter at konstruere sine haikudigte i timerne.
Amós virker fortabt i sit universitetsjob, hvor enhver ambition om at drive det til noget, tilsyneladende er forduftet, og i sit ægteskab med sin farvekoordinerende kone Amanda, der forgæves forsøger at nå ind bag hans skæve smil i mundvigen, som far og i forhold til deres fælles vennekreds. Alt har tabt sin mening for ham.
Min pyjamas er også sart grøn. Jeg kigger på hovedgærdet. I midten et udskåret blomstermotiv. Hvilken farve? Sart grøn. Jeg får lidt kvalme. Alle senge burde blive sprængt i luften.
I nogle flashbacks ser Amós tilbage på sine forældre, den følsomme mor og bryske far, og lektielæsning som ung mand hos pigerne på bordellet. Minderne er både smertelige og fyldt med en vemodig glæde.
“Med mine hundeøjne” er en kort roman på 70 sider formet som en lang, indre stemme afbrudt af afbetydende digte, dialoger, og nogle få gange set af andre, konen fx, fyldt med indfald og tanker og oplevelser, alt sammen i en halv-rablende smøre. De sidste 10 sider føres Amós til galgebakken, dødsdømt for selvmordsforsøg, og selv på dén tur begiver tankerne og dialogen sig på visse – skal vi sige: overraskende – afveje. Om her er tale om drøm, vrangforestillinger eller virkelighed er måske ikke så vigtigt.
Læst som en roman om en mands opløsning, er det virkelig herlig læsning – ja ikke fordi dén situation er herlig, men det at beskrive et menneske der bare opgiver at lade som om, at alt – ægteskab, job, karriere, venner – stadig giver mening, litterært set skaber nogle barokke og morsomme scener.
At der så er mere i romanen, skal man nok være en større kender af Hilda Hilst end jeg, men heldigvis er romanen efterfulgt at et loyalt og informativt efterord af bogens oversætter, Lean Pejtersen. For Hilst handlede det ikke kun om det borgerlige liv i krise, men også en søgen efter en nytænkning af naturvidenskaberne, en samtænkning af religion, videnskab og kunst, om poesi og matematik.
Selv var Hilda Hilst barn af en rig, brasiliansk tobaksfamilie. Hun boede isoleret på et landsted for at skrive og studere, i perioder med over 100 hunde, og med et offentligt ry for at være eneboertosset. Men dog ikke mere end at hendes bøger blev læst og hendes anti-militætjuntadrama opført, og hun modtog litterære priser.
“Med mine hundeøjne” er den anden Hilda Hilst-titel på dansk. Den første var “Den uanstændige madam D” (Forlaget Gladiator, 2018).
Hilda Hilst: Med mine hundeøjne. Forlaget Harpyie 2020