*ANMELDEREKSEMPLAR *

Ethvert folkeskolebarn burde kende “Manden der tænkte ting”, som de fleste kender R.L. Stevensons “Dr. Jekyll og Mr. Hyde”, for romanen er ren verdensklasse. Hvem skulle tro, at denne fascinerende dobbeltgænger-gyser blev skrevet af en tandlæge fra Istedgade?

Røg fra cellen

Overlægen dr. Francis bliver ustyrlig vred da han lugter tobaksrøg på hospitalet, og han beskylder først den ene, så den anden kollega for at overtræde rygeforbuddet. Men det viser sig snart, at røglugten kommer fra en celle, hvor patienten, kemikeren Boutard er tvangsindlagt med hallucinationer. Men hvordan får Boutard dog smuglet cigarer ind i sin lukkede celle?

Inden det bliver opklaret, flygter Boutard fra sin celle, og en aften får dr. Francis en invitation til at mødes på tomandshånd med Boutard. Her afslører Boutard for Dr. Francis, at han kan tænke ting. Han tænker en cigar frem foran næsen af dr. Francis. Som modydelse vil han have dr. Francis til at udføre en hjerneoperation på sig, for at rette nogle svagheder ved hjernen, så han bedre kan tænke ting frem, men en rystet dr. Francis nægter pure og flygter i chok over det han har set.

Farvel liv – goddag flaske

Men det skulle han aldrig have sagt nej til! Boutard antager nu skikkelse af dr. Francis, og begynder at overtage dr. Francis identitet og hele liv, både det faglige liv som læge og forsker og hans kæreste. Dr. Francis kan ikke længere komme på hospitalet eller i sit hjem, alle tror at han er en svindler, der prøver at overtage dr. Francis’ liv. Hvis du forstår. 

Nu starter en hastig deroute for dr. Francis. Han må tage til takke med dårligere job og går i hundene med masser af spiritus, og jo mere han går i hundene, des mere mislykkes hvert eneste forsøg på at tilbageerobre sin identitet, for han ligner jo mere en spritter end en dygtig overlæge der gør banebrydende forskningsresultater.

Mordene planlægges

Til sidst er dr. Francis så desperat over at have mistet alt, endda sin egen identitet, at han beslutter sig for at købe en revolver, bryde ind og myrde dr. Francis og Boutard – for på dette tidspunkt har Boutard tænkt en ny udgave af dr. Francis frem, og det er planen at trippelgængeren skal udføre den hjerneoperation, Boutard så brændende ønsker sig – og det er lykkedes dr. Francis, altså den originale, at opsnappe tid og sted for denne operation.

Det kapitel hvor dr. Francis forbereder sig, er et af bogens bedste. Læs blot disse to uddrag:

Med øjnene glødende af luende had. Jeg ville skyde de to, Boutard skulle få sin hjerneoperation, så blev det dog mig. – skægget om min mund skiltes i en hæs latter – 

Det var den herligste aften i mit liv, jeg savnede intet mere. Jeg havde selskab af min flaske, min revolver og min dirk. Jeg var af skæbnen presset ned i bærmen, men den har også sin livssang, og mens jeg filede på dirken, sang jeg herlige improviserede kvad om død og lemlæstelse for de to, der havde ødelagt mit liv. Da jeg var færdig med dirken og havde efterset skyderen, tømte jeg resten af flasken i et drag. “Skål Boutard, skål Francis,” vrælede jeg og stak flaskehalsen helt ned i svælget, mens jeg dunkede på bunden. “Ja,” brølede jeg og rejste mig med knyttede næver. “I aner ikke, at jeg sidder her og drikker jeres gravøl.”

Hvordan det hele ender, skal jeg ikke afsløre, men jeg kan dog sagtens her røbe, at romanen efterfølges af et vidende efterord af Felix Rothstein, hvor han blandt andet gennemgår den dobbeltgængerlitteratur “Manden der tænkte ting” ligger sig i forlængelse af, og om den modtagelse romanen fik da den udkom i 1938 og blev genudgivet i 1965, og om den modtagelse filmatiseringen fik og meget mere rigtigt interessant.

Hvem var Valdemar Holst?

Hvem skrev så denne roman? Det gjorde en tandlæge med praksis på Istedgade, Valdemar Holst (1888-1952), født i Horsens men praktiserende i København siden 1909, og altså debuterende forfatter som 50-årig. Valdemar Holst udgav sin anden roman 10 år senere, i 1948, men “De gales gæst” fik langt fra så god en modtagelse i dagspressen som debuten. Og på det tidspunkt var Valdemar Holst uhelbredelig alkoholiker og tilbragte endda et par år indlagt på Sct. Hans.

Hvor er det bare superfedt at denne klassiker udgives for tredje gang, denne gang i en lækker hardback illustreret af Onkel Hawaii, udgivet i bogserien De Kælderkolde – der er dedikeret til alle de døde stemmer i bogreolen, oversatte perler og glemte forfatterskaber i den mørke og spekulative ende – af forlaget Baggaardsbaroner.

Nu håber jeg bare at folkeskolen straks får indkøbt en masse klassesæt, og at DU investerer i romanen, så Valdemar Holsts geniale klassiker “Manden der tænkte ting” omsider kan blive allemandseje på linje med Dr. Jekyll og Mr. Hyde, og Valdemar Holst indtage sin plads ved siden af R.L. Stevenson, Edgar Allan Poe, E.T.A. Hoffmann og H.C. Andersen.

Valdemar Holst: Manden der tænkte ting. Bagaardsbaroner 2020. 3. Udgave 1. Oplag.