Vores anonyme hovedperson er digter og maler, og da han i en butik i et af Roms mere tvivlsomme kvarterer, går ind for at spørge efter skosværte, bliver hans cykel stjålet.

Vi er som sagt i Rom, tidsmæssigt i 1944-5. Diktatoren og tyskerne har forladt byen, i stedet er englænderne og amerikanerne dukket op. Politiet virker ikke, inflation og korruption eskalerer, og det er kronede dage for tyveknægte.

Blandt andet stjæler de cykler, filer stelnummeret af, skiller den ad og sælger den åbenlyst på gaden i løsdele. Og ingen gør noget ved det. Råber man Stands tyven, bliver man bedt om at dæmpe sig ned og ikke skabe opløb – af politiet!

Men vores hovedperson er ikke sådan at stoppe. Han vil finde sin cykel igen, og at gå til politiet nytter intet. Han overvåger hælerne, tjekker hos cykelhandlerne, følger efter mistænkte på sin reservecykel.

Snart ved kvarterets kriminelle at han er efter dem, og i flere situationer kommer det til lynchstemning mod ham på gaden. Han redder sig blandt andet ved at fremvise sine fængselspapirer, så han dermed kan bevise at han var modstander af fascisterne.

Hovedpersonen er ikke fri for at være en anelse trættekær, men man må også beundre ham for hans ihærdighed.

Jeg opfatter ikke bogen som en roman, men som et stemningsbillede fra det kriminelle miljø i det netop befriede Rom. Det passer også med at forfatteren selv er forfatter og maler. Wikipedia er dog uenig og kalder bogen en roman.

Bogen var forlæg for en berømt neorealistisk film af Vittoria de Sica, Cykeltyven. Filmen havde, modsat bogen, en egentlig handling. Her filmens trailer

Luigi Bartolini: Cykeltyven. Thorkild Becks Forlag, 1950 (1946). Oversat af Karl Hornelund.