Frieda Geier er omrejsende melsælger i herrefrakke og solide sko. Det er ikke et nemt job. Konkurrencen er stor og tiderne dårlige, men med psykologi og vedholdenhed får hun aftalerne i hus. Med sin løn og en arv, sørger hun for sin søster Linchens skolegang hos nonnerne i klostret. Og så er hun kærester med Gustl Gillich.
Gustl Gillich er vild med at være kæreste med Frieda, hendes selvstændighed betager ham. Gustl går i øvrigt også under navnene Tobaksgillich og Svømmegustl efter sine to identiteter: supersvømmeren i den lokale svømmeforening, der aldrig helt slog til uden for byen, og nu er på vej til at bliver overhalet af yngrer og hurtigere svømmere, og tobakshandleren, der netop har åbnet en ny forretning. Da han havde “banket” den forrige tobaksforretning “op”, måtte han pænt aflevere forretningen til sin investor: hans mor.
Det går sløjt med Gustls nye tobaksforretning, og han får den ide, at han og Frieda bør gifte sig, så hun kan arbejde i tobaksforretningen og han kan råde over hendes arv. Her går det galt mellem dem, for dén idé er Frieda ikke det fjerneste med på.
Romanen blev udgivet i Tyskland i 1931 og foregår i en mindre provinsby i Bayern. Hvilket år er ikke helt klart, men nogenlunde i sin samtid på kanten af nazismen, og de tanker og ideer Gustl, på det personlige plan, får, om hvordan han vil straffe og afrette Frieda, peger oplagt hen til de midler nazisterne brugte på samfundsplan i langt større målestok. Det er temmelig skrækkelige og voldsomme tanker. Ren metoo – og så lige et nøk mere.
På trods af det stemningsskifte romanen får, da Gustl forvandler sig til et uhyre, var “En fryd for foreningen” en fryd at læse for denne læser: Frieda er en fantastisk figur, jeg godt gad læse mere om, og sprogligt står romanen helt frisk i sin knejsende ligefremhed, sine originale billeder og i Selma Rosenfeldt-Olsens oversættelse.
Det er oplagt at placere romanen i den tyske mellemkrigsretning, Neue Sachlichkeit, der tæller kendte navne som Erich Kästner og Hans Fallada, og som er kendetegnet ved ligefremme nutidsromaner om “almindelige” mennesker, som, selvom det ikke umiddelbart synes at være målet, alligevel indirekte får sagt noget om det samfund og den tid, de foregår i.
Marieluise Fleisser (1901-1974) er desværre ikke en forfatter med en voldsom stor produktion bag sig, selvom hun kendte forfattere som Bertolt Brecht og Lion Feuchtwanger. “En fryd for foreningen” er hendes eneste roman, ellers skrev hun drama og rejselitteratur mm. I mange år passede hun i stedet for – en tobaksforretning! Hun manglede simpelthen “A Room of One’s Own”, men det kan du læse mere om i bogens efterord af oversætteren, eller på dette tysksprogede link.
Når man som jeg har en livslang kærlighed til tysk mellemkrigslitteratur, er det en fornøjelse at få serveret denne hengemte perle af en roman fra litteraturhistoriens støvede reoler. Dén er forlaget Harpyies første udgivelse (sammen med “Bestikkelse” af Steven Zultanski), og den er så vellykket i sit valg og i sin udførelse, at det betyder, at man som læser er nødt til at holde skarpt øje med forlagets næste træk.
Marieluise Fleisser: En fryd for foreningen. Harpyie 2020. Oversat af Selma Rosenfeldt-Olsen.