Boghuler, bogsteder, bogbyer, antikvariater – Nordjylland har masser af steder at gå på opdagelse efter antikvariske bøger.

Og det kan vi godt få brug for i disse coronatider, hvor mange af os har valgt at holde vores sommerferie inden for landets grænser. Natur, sightseeing, god mad og naturligvis en god bog, er de vigtige ingredienser i en god sommerferie.

Er du en af dem der har valgt Nordjylland som sommerferiedestination, har jeg udvalgt de aller bedste steder til dig.

Pilegaards Antikvariat

Pilegaards Antikvariat i Algade i Aalborg er et af Danmarks mest velassorterede antikvariater både online og i butikken, og personalet hjælper gerne med at finde det du leder efter. De ved alt. Tror jeg.

Det er svært at sige noget om prislejet, for de har bøger der er meget sjældne og fine (og dyre), til de mere almindelige udgaver.

Antikvariatet er i to etager og reolerne bugner af bøger. I ethvert hjørne, i alle mellemrum, i enhver sprække, på de fleste gulvflader, fra gulv til loft, er bøgerne stakket og proppet og klemt ind. Det er en skattekiste så uendelig, at man kan glemme tiden fuldstændig.

Åbningstiderne skifter lidt som landet åbnes op efter coronaen, men find flere oplysninger her på deres Facebookside eller kig i deres onlinekatalog her.

Thisted Antikvariat

Fristende bogbunker i porten hos Thisted Antikvariat

Fra gågade går man ind i en port, og så dukker et butikslokale med Thisted Antikvariat op. Også her er der proppet med bøger på reoler, hylder og gulv. Der er ikke mange kvadratmeter ledige.

Udvalget er stort og varieret, og er der noget man ikke kan finde, spørger man bare. Antikvariatet har nemlig også et stort udvalg på nettet, som også kan findes frem, hvis man møder op i butikken.

Find mere om åbningstider eller kig i deres onlinekatalog her.

Ingstrup Bogby

For nogle år siden udskrev man en konkurrence om at blive Nordjyllands bogby, og komiteen udvalgte Ingstrup Bogby.

Rundt om i byen står der selvbetjente bogskabe udformet som badehusene ved Løkken og Blokhus strande. Desuden har man indrettet en bogbutik i den gamle brugs, som derfor hedder Bogbrugsen.

Selvom Bogby Ingstrup drives af frivillige, er bogbutikken velordnet og velorganiseret i skønlitteratur, digte og forskellige faggrupper. Udvalget er rimelig stort, her kan du sagtens finde en god bog. Hovedvægten er på antikvariske bøger, men der er også nyere krimier.

I bogbrugsen finder man cirka 10.000 bøger, men du kan også søge i en database med cirka 30 – 40.000 titler. Prislejet er lavt, de fleste koster mellem 5 og 20 kroner, men der er også særlige bøger der er særskilt prissat.

Se mere åbningstider her og onlinekataloget her.

Bogby 9520

I Skørping ville man også være Nordjyllands bogby, men dommerkomiteen valgte Ingstrup. Men det var de ligeglade med i Bogby 9520, de lavede en bogby alligevel.

I dag ligger der to butikker side om side i downtown Skørping, den ene med skønlitteratur, den anden med faglitteratur. Udvalgt er stort og priserne rimelige.

Se mere om Bogby 9520 her.

Lions Hvetbo i Saltum

Når Lions Hvetbo åbner porten på slaget 10.00 om lørdagen, er der ofte en kæmpekø af genbrugsjægere fra hele Nordjylland.

Der er heldigvis også en rimelig stor afdeling med bøger, som ofte suppleres med nyt. Der er ikke faste priser, men en 10’er per bog er normalen. Og man kan gøre gode fund. Se mere her.

Abbé Pierres Klunsere

Lidt uden for Tylstrup ligger der en hel bondegård fyldt med genbrugsting. Den drives af velgørenhedsorganisationen Abbé Pierres Klunsere.

Bagerst i en af gårdlængerne er der en stor bogafdeling, hvor der ofte kommer nyt til. Priserne varierer, men de fleste sælges til fem kroner pr bind. Stedet er absolut en tur værd, og det kan betale sig at komme der jævnligt.

I skrivende stund er der coronanedlukket, så hold øje med deres hjemmeside for at se efter genåbningen.

Boblere

En del genbrugsbutikker har store og spændende bogafdelinger. Man ved aldrig helt hvad man rammer på dagen, men det kan jo også have sin charme på bogjagten. Her kommer mine bud på Nordjyllands bedste.

Blå Kors i Bindslev: Der er stor udskiftning i bøgerne og ofte et varieret og spændende udvalg.

Thisted Genbrug/Thisted Y’s Men’s Club: Her finder du et rimeligt stort udvalg i “Boghulen”. Kommer du her tit, vil du opleve, at udskiftningen ikke er så høj, men du vil sagtens kunne finde din næste skønlitterære læseoplevelse eller en fagbog om Danmarkshistorie.

Kirkens Korshær Vilsund: Stort udvalg med middelhyppig udskiftning. Hele butikken og udsigten fra butikken er en oplevelse.

Kirkens Korshær Svenstrup: Høj udskiftning af bøgerne og stort udvalg af nyere litteratur og børnebøger. Her er jeg selv frivillig i bogafdelingen, så jeg er ikke helt uvildig.

Har du andre bud, så skriv dem endelig i kommentarfeltet, gerne med en begrundelse.

God sommer og god bogjagt!