“Historien” af Elsa Morante er langt fra noget juleevangelium der efterlader læseren med et håb om en bedre verden. Tværtimod kan det næppe blive mere deprimerende og udsigtsløst. Deraf undertitlen: “En skandale der har varet i 10.000 år”.

Handling

Den grå provinslærerinde Ida Ramundo Mancuso har tilskyndet af sin handelsrejsende ægtemand Alfio fundet et job i Rom, nogenlunde samtidig med fascismens overtagelse af magten og afskaffelse af demokratiet i Italien. Ida føder i 1936 – samme år som Alfio dør af kræft – sønnen Nino, der vokser op til at blive en ustyrlig, men også lidt charmerende lømmel, og ungfascist, og i januar 1941 voldtages Ida af en tysk soldat på gennemrejse på vej til Afrika (hvor soldaten senere dræbes i krigen).

Ida holder sin graviditet skjult og føder sin anden søn Giuseppe kaldet “Useppe”. Useppe er en lille fantasifuld og morsyg knægt, der kropsligt ikke vokser normalt. Han forbliver lille og i øvrigt dybt forbundet med sin storebror, der også er forgabt i sin lillebror, og snart skifter fascismen ud med modstandsbevægelsen, og aldrig er hjemme. 

Krigens slutning

Ida er vidne til jødeprogromerne og er rædselsslagen for at myndighederne skal opdage, at hun har jødisk blod i årerne. Samtidig går hun på arbejde med en mindreårig søn derhjemme, hun ingen har til at passe, og reelt er lønnen så lav og fødevarepriserne så stigende, at Ida og Useppe sulter. Det hus de bor i bombes og de må tage tilflugt i et lagerlokale sammen med et kulørt galleri af andre hjemløse flygtninge. Alle venter på at de Allierede skal befri Rom sydfra, og det sker jo også.

Romanens anden del er især helliget anarkisten David Segre (alias Carlo Vivaldi og Piotr), der er har været kammerat med Nino i modstandsbevægelsen, og som efter krigen forsøger at arbejde politisk for sine ideer, men ender modløs og krigstraumatiseret i sprut og pillemisbrug, og Useppe, der lever sit eget liv sammen med hunden Bella på strejfture rundt i Rom, mens Ida modløs og grå forsøger at hænge sammen i lærerjobbet.

Død, død og atter død

Efter mere end 500 sider har man som læser lært lektien: De hovedpersoner Elsa Morante introducerer os for, tager hun også livet af, og sådan bliver det: David dør af en overdosis, Nino i et trafikuheld (en smugleraffære?), Useppe får en mystisk og uhelbredelig sygdom, der tager livet af ham mens Ida er i skolen, Bella skydes af redningsfolkene, da hun vil forsvare den døende Useppe mod de indtrængende, og Ida indlægges helt tavs på et hospital og dør af sygdom i 1956 53 år gammel.

Den 663 sider lange roman er i øvrigt opdelt i årstal, der indledes med faktuelle begivenheder: krige, statslig repression af arbejderne, revolution, oprør, terror, repressalier, demokratisk afvikling, kold krig etc etc. Bare lige for at slå ethvert optræk til optimisme hos læseren godt og grundigt ned.

For det er jo meningen med romanen. Den er et opråb, en rusker til læseren. Vågn nu op! Hvorfor tillader vi at historien kører videre i samme krigs- og undertrykkelsesspor som har stået på i 10.000 år?

Og så er den så blændende godt skrevet, at man hænger ubesværet på, også selvom Elsa Morante har god tid. Hun tegner personer og miljøer med stor psykologisk indsigt, og maler med den brede humoristiske pensel som fx beskrivelserne af familien kaldet de 1000 i flygtningelejren, og med stor sorg og rædsel den hjerteskærende scene med de menneskefyldte kreaturtogvogne, der afventer afgangen mod udryddelseslejrene i Tyskland eller Polen.

Det er anden gang jeg læser romanen. Sidst var engang i 1990’erne, og den er bestemt værd at genlæse, den har stadig sin overvældende, indignerede og humanistiske kraft. Afsnittet med David Segres indre og ydre monolog til de andre cafegæster om verdens tilstand til, er det eneste sted i romanen, hvor jeg synes den bliver en my langtrukken. Ligesom vidnerne Useppe og Bella, synes jeg han skulle være gået hjem lidt før.

Derfor skal du læse “Historien”

Jeg ved ikke om ovenstående afskrækker dig eller giver dig lyst til at læse romanen, men jeg håber du vil give den et forsøg. “Historien” af Elsa Morante må uden tvivl være en af det 20. århundredes væsentligste romaner. Her kommer mine tre gode grunde til at romanen stadig bør læses:

  1. Den er blændende velskrevet. Det er en nydelse at læse Morante som hun lader sine personers tanker vandre derudaf, og hun skaber levende personer og miljøer.
  2. Handlingen er nok barsk og grusom, men samtidig også utrolig hjertevarm og humoristisk. Der må have boet en stor humanist i Elsa Morante.
  3. Romanen er en anklage mod menneskeheden og dens forbrydelser mod sine egne, og selvom verdenskrigenes og den kolde krigs tid er forbi, er verden stadig fyldt med krige og flygtningestrømme og statslig repression. Skandalen har nu blot varet titusinde og 47 år.

Elsa Morante: Historien. Holkenfeldts forlag 1977 (1974). Oversat af Jytte Lollesgaard.