At finde førsteudgaver af sine favoritforfattere er noget af det, der gør bogjagten spændende. Bedst som man roder sig igennem en masser bøger i kassen eller møjsommeligt ser meter efter meter boghylder igennem, dukker guldbogen op.
I går var vi på jagt i Ebeltoft, som har et par velassorterede genbrugsbutikker på A. Knudsens Vej. De har begge i øvrigt en ret fed prispolitik, som andre godt kunne lære af. En del af de bedste bøger er prissat ret højt, næsten antikvariatsniveau, men der står stadig guldbøger blandt de helt billige bøger. Måske er det fordi de overser dem, men jeg håber det er helt bevidst, for det er ansporende at man også kan finde det særlige fund til en billig pris.
Men det var egentlig noget helt andet, jeg ville fortælle. En førsteudgave af Henrik Pontoppidan dukkede pludselig op: Favsingholm fra 1916. Bogen er beklædt med klæde, der har guldskrift og en tegning og alt muligt, og indeni er der et ex libris.
Favsingholm afslutter fortællekredsen, der til sammen udgør romanen De dødes rige. De fem titler i fortællekredsen er Torben og Jytte, Storeholt, Toldere og syndere, Enslevs død og Favsingholm.
Når jeg ikke bare indkøber førsteudgaver hos et antikvariat, tager det lang tid at gøre fortællekredsen komplet. Nu har jeg tre bind, udover Favsingholm Torben og Jytte og Storeholt. Torben og Jytte fik jeg i gave i 1985, så det har kun taget 33 år at nå hertil. Samlingen vil altså med denne fart være komplet omkring 2038.
Det er allerede nu et ret uenstartet samling førsteudgaver i hver sin indbinding og udtryk. Støjer det, at de ikke er ens? Jeg kan egentlig godt lide det sådan. Hvad synes du?
