I 1963 udgav Sylvia Plath 3 måneder før hun begik selvmord under pseudonymet Victoria Lucas hvad der skulle blive hendes eneste roman, Glasklokken.
Hun havde ikke behøvet at udgive den under pseudonym, for det er en fremragende roman. Esther Greenwood har sammen med 11 andre collegepiger fra hele USA vundet et skrivende ophold på et stort ugeblad i New York. Vi er i året 1953. Opholdet er ikke helt lykkeligt for Esther. Hun har forfatterambitioner, og de opfyldes dårligt på det overfladiske ugeblad.
Hun vender hjem til sin mor i Boston, blot for at opdage, at hun er blevet afvist på et sommerskrivekursus. Esther bliver deprimeret og ender med at forsøge selvmord. Kontakten med en brutal og ukyndig psykiater forværrer hendes tilstand. Den forbedres først, da en kvindelig læge diagnosticerer hende og giver hende den rigtige behandling.
Med til at udløse Esthers depression er kvindens rolle i det ”moderne” samfund: en kvinde skal uddanne sig til underordnede arbejdsfunktioner, så hun kan tjene sine mandlige chefer, eller allerhelst skal hun skynde sig at finde et passende parti, og være en god og tomhjernet hjemmegående hustru og mor. Omgivelserne, herunder hendes egen mor, tilskynder Esther til at gå denne vej. Esther får ingen plads eller anerkendelse for hendes evner og ambitioner.
”Jeg følte mig som en væddeløbshest uden nogen væddeløbsbane (…).” (side 76)
En kedelig og ukærlig skolekammerat bejler til hende, tilskyndet af hans og hendes mor, men hun føler lede og afsky.
”Min mor blev ved med at fortælle mig, at ingen havde brug for en pige med engelsk som hovedfag. Men hvis hun kunne stenografere, var det noget helt andet. Så ville alle gerne have hende. Hun ville blive efterspurgt blandt alle de foretagsomme unge mænd, og hun ville skrive en masse spændende breve. Mit problem var, at jeg hadede tanken om at tjene mænd på nogen som helst måde. Jeg ville diktere mine egne spændende breve.” (side 75)
Dette er virkelig en god roman, der gengiver en klaustrofobiske ufrihed oplevet af en ung kvinde. Jeg blev mindet om at det er længe siden jeg har læst Amalie Skram, som næsten 70 år før berører samme temaer i sine romaner.
Sylvia Plath: Glasklokken. Gyldendal, 1975 (1963). Oversat af Birte Svensson.
Søren
Tak begge to for roserne 🙂
Det rigtige fede ved romanen er dens evne til så livagtigt at gengive den kvalmende undertrykkelse Ester omgives af, selv fra hendes egen mor. Hvilket fik mig til at huske på Madeleine Albright-citatet "Der findes et særligt sted i helvede for kvinder der ikke hjælper hinanden".
Jeg har ikke læst hendes digte endnu, men jeg har en bog med dagbogsoptegnelser, der hedder "Måske bliver jeg aldrig lykkelig", som jeg snart vil læse. Digtene har et rigtigt godt ry, som dem skal jeg nå til på et tidspunkt.
Ingrid
Jag instämmer i vad Dorte H säger- verkligt fin recension- jag har också läst "The Bell Jar" för ganska många år sedan – har glömt en hel del- så det var mycket bra att friska upp minnet!
Ingrid
Jag instämmer i vad Dorte H säger- verkligt fin recension- jag har också läst "The Bell Jar" för ganska många år sedan – har glömt en hel del- så det var mycket bra att friska upp minnet!
Dorte H
Det er en del år siden, jeg læste The Bell Jar, så jeg husker ikke detaljerne, men jeg er enig i, at det er en fremragende roman. Fin anmeldelse. Har du læst nogle af hendes digte?
Dorte H
Det er en del år siden, jeg læste The Bell Jar, så jeg husker ikke detaljerne, men jeg er enig i, at det er en fremragende roman. Fin anmeldelse. Har du læst nogle af hendes digte?