Romanen “Perlerne” foregår i det rige overklassemiljø i Washington D.C. blandt diplomater, erhvervsfolk og amerikanske ministre. Mary Content bor sammen med sin stenrige mor, mens hendes stenrige far kun dukker op på adresse en gang eller to om året. Resten af tiden bor han i ødemarken, hvor han maler. Når han dukker op, modtages han med åbne og tilgivende arme af sin kone Guinivere, mens Mary hader sin far, John Mc. Dovall, for at være en egoistisk slubbert overfor hende men især Guinivere.
Mary Content er ved at nå den alder, hvor hun skal introduceres gennem magasiner og debutantbal, så hun kan finde sig en passende livspartner. Hendes mor har udset sig en engelsk aristokrat, men Mary elsker den vege og blege ludoman Norbert.
Perlerne
Imens i New York sættes verdens dyreste perlekæde til salg. Alle taler om perlekæden, og spekulerer over, hvem der mon løber af med smykket ved auktionen. I al hemmelighed køber John perlekæden, og han forsones med sin datter, da han forærer hende perlerne.
Romanens sidste scene er et kæmpestort kostumebal i Guinivere og Johns hjem, “Angel’s Nest”, arrangeret af Mary Content. Her skal Mary naturligvis bære perlekæden, men forinden har Mary i hemmelighed reduceret perlekæden fra 24 til 23 sten. Den 24. sten vil hun forære til Norbert, så han kan komme ud af sin spillegæld og gifte sig med hende.
Undervejs i festen sker der det, der ikke må ske: pludselig er perlekæden væk, uden at Mary har opdaget, at den har forladt hendes hals. Alle festdeltagerne alarmeres, og sættes til at lede. Det hele ender naturligvis godt, mere skal ikke afsløres her.
Fristelsen
Bortset fra side 75, hvor Mary (måske) tager “cocain” med sin veninde Gloria i Chevy Chase Klubben, bliver romanen først rigtig sjov, da Mary taber perlekæden under festen. Der er nemlig flere findere at perlekæden, men ingen af dem giver sig til kende. De dumper blot kæden igen.
De opdager nemlig hver gang, at der kun er 23 perler, og spørgsmålet er, om man vil blive hyldet som finderen af den kostbare perlekæde, eller som tyv af den 24. perle? Og siden der kun er 23 perler, gør det måske ikke så meget, om der kun var 22? Eller 21? Og så kan man lægge perlekæden, så en anden kan finde den.
Som nævnt må flere igennem disse svære samvittighedsspørgsmål, blandt andre den blege Norbert, præsten og den snobbede butler, og her udfoldes Karin Michaëlis’ bidende vid og psykologiske sans på den mest herlige og underholdende vis i et nærmest Agatha Christie’sk set-up.
I det hele taget er Michaëlis hård ved den overklasse, hun beskriver i romanen, som har penge og værdier i en sådan overflod, at de forbruger dem på den mest tankeløse måde. Men romanen tænder nu afslutningsvis et lille lys i mørket, kan vi røbe.
Karin Michaëlis: Perlerne. E. Jespersens Forlag uden årstal (1927).