Når man kører fra L.A. til Albuquerque, snitter man Sierre Nevada bjergene mens man krydser Mojave Desert til Las Vegas, kører over Hoover Dam, op på Colorado Plateau, hvor man passerer Grand Canyon og Painted Desert. Det er den sidste del af den klassiske Route 66 der starter i Chicago og slutter i L.A.

Da vi for kort tid siden kørte dèr, i camperen med alle dens moderne bekvemmeligheder, krydsede ørken efter ørken, rundede det ene bjergpas efter det andet, kom jeg til at tænke på nybyggerne der krydsede den anden vej for over 150 år siden, på jagt efter lykken i det vilde vesten. Hvor må det have været et mas at få skubbet prærievognene og kvæget over de pas og gennem de ørkener!

Under vores ophold i spøgelsesbyen Calico, en gammel sølvmineby i Californien, fandt jeg en bog om emnet. Dvs. det var en serie på 13 bøger, der indeholdt dagbogsnotater og breve fra kvinder der rejste vestpå i prærievogne i perioden fra (så vidt jeg husker) 1700-tallet til begyndelsen af 1900-tallet. Jeg valgte en bog ud, bind 6 der dækkede årene 1853-1854.

Kvinderne har forskellige aldre, unge og gamle, gifte og ugifte, og nogle helt fra England. Flere af dem tilhører religiøse mindretal, der søger vestpå for ugenert at kunne praktisere deres religion. Destinationerne er Utah, Californien og Oregon.

De fleste medbringer, ud over prærievognene fyldt med alle deres egendele og hele familier, små flokke af kvæg, heste eller får. Nogle har sendt mandlige familiemedlemmer i forvejen, eller de tager turen for anden gang.

De forskellige bidragydere deler i forbløffende grad deres bekymringer og problemer undervejs: holder materiellet, er der foder og vand til dyrene, bliver dyrene syge, terrænets (manglende) fremkommelighed, er der overfart eller vadesteder over floderne osv. Også frygten/nysgerrigheden overfor indianerne har mange af dem til fælles. Flere handler med eller får hjælp af indianere, få har skærmydsler med dem.

Hvis man har en romantisk forestilling om et ensomt vogntog på vej over den farlige prærie uden at se hvide mennesker, så kan man godt tro om. Driftige forretningsfolk er for længst taget i forvejen. Ved floder og vadesteder står de parat, de tager sig betalt for færgeoverfart, bropassage eller hjælp med at føre de rejsende, deres vogne og kvægflokke sikkert over vadestedet, og købmanden har slået sin lille butik op i forventning om at tjene mønt på de rejsende.

Ofte er der kø ved overfarterne, så mange vogntog er der. Der berettes også om skænderier langs ruten mellem hurtige vogntog der forsøger at overhale langsomme vogntog. Altså allerede kø og trafikproblemer i det vilde vesten!

Som sagt er tilhører flere af kvinderne religiøse grupper på vej mod et fristed i vesten. Det gælder også engelske Hannah King, der er konverteret til mormonismen, men hun har dog et lidt specielt problem. Hun mistænker nemlig sin svigersøn for at have intentioner om at gifte sig med yderligere to af hendes døtre! Det bryder hun sig alligevel ikke om 🙂

Der er meget forskel på de forskellige ’skribenter’. Nogle skriver nærmest i enstavelsesord, men de fleste skriver levende om rejsen, deres oplevelser og landet de møder på vejen. En enkelt skriver racistisk om indianerne, ellers virker de åbne og fordomsfrie. Da det er dagbøger og private breve der er tale om, er der naturligvis en del indforstået snak, men noteapparatet hjælper udmærket til hvor nødvendigt.

Alt i alt en fin bog, som fjernede et par af mine mere romantiske illusioner om nybyggernes færd i det vilde vesten.

Coverede Wagon Women. Diaries & Letters from the Western Trails, 1853-1854. Volumen 6. Edited And Compiled By Kenneth L. Holmes. Introduction By Linda Peavy and Ursula Smith. Bison Books/University of Nebraska Press, 1998.