En af de bedste bogoplevelser i 2012, var min gamle ven og kammerat, Peder Frederik Jensens roman Læretid.
Den handler om en ung mand, der forlader vennerne og bylivet på Vesterbro til fordel for en læreplads som skibstømrer og et klubværelse i provinsen. Han er ikke ud af en arbejdertradition, men nu skal det være, med medlemsskab af Dansk Metal og det hele.
Snart ebber telefonopkaldene fra vennerne på Vesterbro ud, og han kan koncentrere sig om at lære værktøjet og arbejdsgangene at kende. Og ryge smøger. Men der er en pige også, helt ensom er han ikke.
Jeg har set at romanen er blevet kaldt en arbejderroman. Det er den osse i den forstand, at det er et arbejdermiljø der er rammen og en arbejder det handler om, men ikke i sådan en klassisk, socialt indigneret forstand som Martin Andersen Nexø eller Harald Herdal skrev arbejderromaner. Ikke fordi der mangler politisk indignation, det er der.
Mest er det en roman om en person, der træffer et valg, faktisk et voksent og modigt valg, og efterfølgende modnes af omstændighederne på værftet og af arbejdet med skibene. Og en roman om at lære et fag.
Det at lære et fag er rammen om romanen. Og når det nu ikke er en film, men en roman, så spiller fagets sprog en helt central rolle og er med til at give romanen dens tone. Der bliver kalfratret og slået gevind, og der er lønningsbolte og omløbere med linksgevind og møgspunse og bundstokke og en masse andre fagudtryk.
De fremmede og dog alligevel velkendte fagudtryk, romanens lakoniske stil sammen med sætningernes rytme, giver romanen en varm og solidarisk stemning og samtidig en særlig ømhed og skønhed.
Det er ikke en selvbiografisk roman (tror jeg), men Peder, som har skrevet bogen, har gjort den samme rejse som romanens hovedperson, taget fra Vesterbro til et eller andet dødsygt provinshul, for at stå i lære som skibstømrer. Det var omkring den tid, hvor vi lavede lokal-tv sammen og drak øl og røg smøger på Vesterbro eller Nørrebro, og før Peder kom på Forfatterskolen.
Jeg husker ikke om jeg nogensinde sagde det til Peder, men jeg synes han var godt åndssvag. Der sad et alt for godt hoved på den knægt til at stå og høvle brædder og skrue skruer i. Heldigvis havde jeg ingen indflydelse på den beslutning, for så var denne fremragende roman måske aldrig blevet skrevet?
Peder har i øvrigt en blog som kan læses HER. Desuden har det litteære blogkollektiv Promenaden skrevet mere indgående og fagligt om romanen. Det kan læses HER. Se også de første 8 – 10 kommentarer nedenunder.
Peder Frederik Jensen: Læretid. Samleren, 2012.