Digteren Hanadi Zarka (1974 – ) fra havnebyen Latakia skriver om sine indtryk fra det borgerkrigshærgede Syrien i digtsamlingen “Livet er roligt i vitrineskabet”, som i dag udkommer i dansk oversættelse på forlaget Harpyie.
Det er ikke en digtsamling hvor kuglerne uafbrudt hviner gennem luften og granaterne drøner dag og nat. Latakia virker alligevel til at være et sted dybt påvirket og gennemsyret af krigen, selvom kamphandlingerne foregår andre steder. En slags nedlukning, hvor digterens og byens borgeres liv på samme tid fortsætter og er sat på stand by.
I krigen
er jeg altid på nippet til at græde
på nippet til at elske
på nippet til at hade
i krigen bekymrer jeg mig over hvedens forsinkede spiring
og harmes over at den døde tid høstes fra min dag
i krigen
(…)
De kampdulige mænd er draget i krig, men busserne kører stadig kvinder på arbejde, aftensmaden tilberedes og folk køber stadig lodsedler i håb om den store gevinst, men kan det betale sig at reparere sin vandhane og gør det gavn at læse bøger, når man ikke ved om man vil overleve krigen?
Det er særligt den mentale indespærring som konsekvens af borgerkrigen, der præger digtsamlingen. Digteren veksler mellem dagligdags sysler og overvejelser, til depressiv håbløshed og uvisheden. Det giver sig udslag af rådvildhed i det små.
Ofte laver jeg kaffe
Og få minutter efter te
Jeg stiller de to kopper ved siden af hinanden og ved ikke hvad jeg skal drikke
(..)
Og rådvildhed i det store. Endda til tanker om selvmord. Som teknisk set ikke bliver det store problem, da digterens hoved ifølge hendes mor er hårdt som sten.
(…)
og fordi mit hoved er som en sten
behøver jeg ikke fylde min lommer
med en hel bunke
som Virginia Woolf gjorde
det eneste jeg skal gøre
er at overgive min krop til vandet
og drukne
med mit stenhoved
og min mors forbandelser
Læser man “Livet er roligt i vitrineskabet” selvbiografisk, som jeg vover at gøre, er det meget konkret poesi skrevet ud fra digterens konkrete situation i en konkret by. Skal hun udfylde det hvide papir med digte, reparere den dryppende vandhane, forelske sig, mens hun afventer udfaldet af krigen, eller overgive sig til vandet?
Du kan betragte hvordan din mor slukkes
som et bål du har tændt i sandet
og hvordan billedet af din far på væggen og mindet om hans smil falmer
ligesom at din hukommelse tørrer ind og drysser ned
som stykker af maling fra loftet i et gammelt hus
sådan bliver tingene gule
(…)
Det er en fyldig digtsamling på 165 sider med titelløse digte parallelt på dansk og arabisk, med små vignetter mellem hvert digt. Digtene er til at begynde med korte, under ti linjer, senere i bogen bliver de noget fyldigere, og mere en serie nedfældede tanker og indtryk end en fortløbende fortælling.
Jeg opfatter digtsamlingen som en aktuel, poetisk reportage uden faktaboks og nyhedstrekant, skrevet af en digter uden flugtmulighed og fremtid. Det er nok det der gør størst indtryk på mig, hvor nedlukket mennesker i et borgerkrigshærget land er, selv om de er langt fra den egentlige krig ved fronterne.
At læse Zarkas digte fra et nedlukket Syrien er ret voldsomt, og får min egen corona-nedlukkethed i et hjørne af Nordjylland til at ligne en søndagsudflugt. Zarkas stærke stemme sætter ord på, hvad ufrihed og krig gør ved trætte mennesker, der venter “..på denne døds afslutning”.
Oversætteren, Naja Bjørnsson, afslutter med et efterord om oversættelsen og lidt baggrund om digteren. Endnu en rigtig flot udgivelse i det unge forlag Hapyie, hvor der veksles mellem aktuelle og litteraturhistoriske titler. Det er tidligt at gøre status over forlaget Harpyie efter knap et år og knap en håndfuld udgivelser, men følg hellere med på deres Facebook- og Instagramprofiler for de næste titler.
Det er ikke mange syriske poeter jeg kan prale af at have læst – lige nu kan jeg kun komme i tanke om (med lidt god vilje) forfatteren af “Den dårlige bogsamler”, Lukian (år 120 -180) – men nu kender jeg heldigvis også Hanadi Zarka fra Latakia. Jeg håber fremtiden byder på flere digtsamlinger af Zarka på dansk, og endnu mere at begivenhederne gør, at digteren får andet at digte om, end krager med dårlige varsler, geværmundinger og opblæste intellektuelle.
Hanadi Zarka: “Livet er roligt i vitrineskabet”. Forlaget Hapyie 2020.