Vi skal have fat i en oldgammel satire, for sjov og ballade med autoriteter og automattro har ingen alder.
Den græske gud, Zeus, har opdaget to filosoffer (en stoiker og en epikuæer – for hvem det siger noget), der diskutere om guderne nu overhovedet eksisterer. Tænk hvis den ene
overbeviser den anden om, at det gør de ikke, og at denne nye erkendelse breder sig fra de to filosoffer til alle mennesker!
Zeus tilkalder Hera og Hermes med flere til et krisemøde, mens diskussionen mellem de to filosoffer bølger frem og tilbage. Hera tror først at Zeus’ fortvivlelse som sædvanlig skyldes, at han har rodet sig ud i dameproblemer, men hun forstår hurtigt alvoren.
Der skal straks indkaldes til et stort gude-krisemøde, men hvilke guder skal med, og hvem skal sidde forrest og hvem skal sidde bagerst, og hvordan skal velkomsttalen lyde. Det kniber både med enigheden og med at huske den alvorlige situation, hvilket bringer Zeus på fortvivlelsens rand.
Imens får den håbløse filosof Timocles, der forsvarer gudernes eksistens, læsterlige verbale klø og masser af hån fra filosoffen Damis, der har let spil overfor Timocles barnlige argumenter.
Timocles: Hvis der er altre, må der også være guder. Og nu er der altre, ergo må der være guder til. Nå, hvad har du så at sige til det?
Damis: Når jeg nu først har leet færdig, skal jeg fortælle dig det.
Satiren er faktisk ret skæg, med dialogen i menneskeverdenen med de to filosoffer og gudekrisemødet med dens intriger og forfængelighed, der løbende krydser ud og ind mellem hinanden.
Det går selvfølgelig ud på at revse skidtvigtige og selvoptagede guder, der tager deres egen betydning som en selvfølge, og mennesker, der ikke stiller kritiske spørgsmål ved deres gudetro og ved autoriteter.
Frisk satire af den syrisk (eller måske tyrkisk) fødte retoriker og forfatter Lukian af Samosata, født cirka 120 efter Kristus og død cirka år 180. Kan varmt anbefales.
Hvis du i øvrigt er blevet mere interesseret i Lukian, så læs denne meget fine, letlæste 14-siders indføring af den af mig ukendte Adam Schwartz. Bare det første citat er alle pengene værd. 🙂