Det er tredje eller fjerde gang jeg forsøger at læse denne spanske krimi, og nu forstår jeg ikke hvorfor jeg tøvede? Den er fremragende!
Det er en klassisk noir-lonely-detective historie. Vor helt, Pepe Carvalho, har siddet i spjældet under Franco,for sit medlemskab af det kommunistiske parti, siden arbejdet i USA for CIA, og, efter demokratiets genindførelse, tilbage i Barcelona som privatdetektiv.
Carvalho er typisk for rollen: illusionsløs enspænder, kynisk og rap i replikken, kvindekær, gourmet og litterær drukmås. Han har for vane at lave mad på alle tider af døgnet, og at tænde op i kaminen med sit langsomt svindende bibliotek.
Hans kæreste, Charo, er luder; hans medhjælper, Biscuter, tidligere kriminel, nu sekretær og middagskok for Carvalho (som sjældent roser ham for hans kogekunst); hans nabo og medgourmet, Fuster, er advokat; og så er der også hans informant, skopudseren Bromuro.
Montalbáns stil er skæg og velskrevet, fyldt med punchlines, gammelklog livsvisdom, vittig og absurd mono- og dialoger, med referencer til film og litteratur, både den populære og den finere.
Montalbán har et afslappet forhold til selve historien og læserens forventning om ramasjang, men det gør ikke noget, for det er stærkt underholdende alligevel. Selv når der diskes op med de klassiske detektiv-ingredienser, såsom at skurkene til sidst forsøger at bestikke vor helt til at se den anden vej, og, da han (naturligvis) nægter, sørger for at nogle bøller gennembanker ham som en absolut aller-aller-sidste advarsel.
Handlingen? Læs bogen 🙂
Omslaget er jeg ikke vild med.
Manuel Vázquez Montalbán: Direktørens ensomhed. Klim, 1989 (1977). Oversat af Kirsten Nielsen.