Ørkenlægen er en alt for beskeden titel. Pirajno kunne lige så vel have kaldt den løvetæmmeren, kabinetschefen, guvernøren eller endda spionchefen.
Sidst fortalte jeg, hvordan jeg faldt over den italienske læge og embedsmand, Alberto Denti di Pirajnos (1886-1968) erindringer. Min drivkraft var især med Pirajnos egne ord, at læse historien om Pirajnos møde med den engelske general Montogomery under 2. Verdenskrig, som brødrene Haarder fortæller om i deres kogebog.
Den historie fortæller han til aller sidst, men ikke nær så næsevist aristokratisk, som i brødrene Haarders genfortælling. Deres kilde må være en anden af di Pirajnos erindringsbøger. Never mind.
Altså: Alberto Denti di Pirajno var en italiensk læge, der arbejdede i de italienske kolonier i nord- og østafrika 1924-43. Han sidste embedsgerning er som italiensk guvernør at overdrage Tripoli (hovedstaden i Libyen) til general Montgomery og de engelske styrker. Inden da har han drevet en hemmelig spionring fra sin lægeklinik, været kabinetssekretær og haft andre embedsstillinger.
Meget af det di Pirajno foretager sig som embedsmænd, fortæller han ikke ret meget om i denne bog, og der er meget lidt om hvordan kolonistyret behandler befolkningerne. Bogens helt store styrke er di Pirajnos veludviklede iagttagelsesevne når det kommer til lokale stammer og folkeslag, og det mere end kulørte galleri af personer fra mange verdenshjørner, høj som lav han møder især i sin egenskab som læge. Det er måske ikke så underligt, at det er det erhverv, han helst fremhæver. Hans roller som øverste embedsmand med administrative og politimæssige opgaver gemmer muligvis på uartigheder.
Men han tager os også med på menneskejagt i Eritrea, spiontogter og – som fortalt – om da han overgiver italiensk Libyen til Montgomery. Og vi hører om da han har en løve som kæledyr, helbreder prostituerede, deltager i lokale bryllupper og meget andet.
Kronologien i bogen er – fraværende, eller i hvert fald ret svær at holde styr på. Jeg sidder med en fornemmelse af, at havde di Pirajno fortalt mere om sine officielle gerninger, kunne han sikkert have fyldt 3-4 bind mere. Og så havde læseren fået mere inside-viden om den politiske og administrative virkelighed i italiensk nordafrika. Det kunne nok være interessant. Som den er skrevet, er vi lidt mere ovre i den kulørte, antropologiske, 1001 nat ende. Men det er nu heller ikke så tosset.
Alberto Denti di Pirajno: Ørkenlægen. Gyldendal 1956. Oversat af Clara Svendsen.