Det sker at et forord indeholder rigeligt drama, så man ikke behøver læse resten. Forordet til H.C. Andersens romerske dagbøger er sådan et forord.
H.C. Andersen rejste fire gange til Rom med en 50 % succesrate. På den anden rejse rejste han med digterkollegaen, den for mig ukendte H.P. Holst.
Andersen laver den ene scene efter den anden og trækker store veksler på Holst’ tålmodighed.
Et noget andet billede giver Andersen i sine erindringer, hvor alt er fryd og gammen.
“Hvor var han dog en hjertelig Kammerat, godmodig og mild (…).”
På den tredje rejse møder han blandt andre den norske digter Bjørnstjerne Bjørnson. Bjørnson laver en practical joke med den nervøse Andersen.
En romersk tigger, som H.C. Andersen brugte som forlæg til en figur i sin roman Improvisatoren, har lidt tab på grund omtalen og vil hævne sig på Andersen.
Andersen tror på Bjørnsons opspind og forlader Rom før tid af skræk for tiggerens hævn.
Større krukke end H.C. Andersen finder man næppe. Den 21. oktober er han på sightseeing i Rom med en rejsekammerat Dinesen:
“Vi mødte den pavelige Musik; Paven kom men da D ved sit Væsen mod mig havde ærgret mig gik jeg hjem uden at see noget. Var i Theatret, det var stort og skident, slette Decorationer…(…).”
Et cetera 🙂
H.C. Andersen: Romerske dagbøger. Gyldendal, 1947. Ved Paul Rubow og H. Topsøe-Jensen.