Torben Brostrøm kender jeg bedst som kritiker i Information, men ellers er han professor i litteratur, litterær fagredaktør ved Danmarks Nationalleksikon mm. Han har været med på den litterære scene i snart 50 år og mødt de fleste nordiske digtere ved den ene eller anden lejlighed.
Erindringerne bliver aldrig særligt interessante. Bøger han har skrevet, forfattermøder han har deltaget i, forfatterkolleger han har overlevet etc. etc. Jeg ved ikke hvad jeg havde håbet på, men det er en lettere uengageret omgang.
Til gengæld har Brostrøm det (næsten) med sit bibliotek, som jeg har det mit:
‘Jeg kalder det et brugsbibliotek og sætter hensynsløst mærker og streger i bøgerne, er ikke samler i bibliofil forstand, men nyder dem alligevel som ting i hånden, som fortrolige genstande af egenartet sanselighed. Rygvendte kammerater. Deres format, deres lugt, deres mærker af tidligere ejeres interesse, f.eks. deres navnetræk, giver en illusion om større fællesskab. Det er alt sammen knyttet til begrebet læselyst og den deraf afledte skrivelyst.’ (side 95)
Det kan jeg alt sammen skrive under på, på nær det med at sætte mærker og streger i bøgerne. Der holder jeg mig tilbage.
Den eneste virkelig sjove historie, er den om Poul Borum. Ekstra Bladet sætter engang i efteråret 1973 et angreb ind mod Klaus Rifbjerg m.fl., der modtager støtte fra Statens Kunstfond. Poul Borum er ansat som kritiker på Ekstra Bladet, men tager ikke stilling i konflikten. Samtidig sidder Borums kone, Inger Christensen, i Statens Kunstfond, og er altså med til at uddele pengene til Rifbjerg. Brostrøm synes at Poul Borum slipper ualmindeligt dårligt fra den historie, og det kan da også synes en anelse opportunt og fejt at undlade at tage stilling. (side 103)
Men så blev jeg da også lige mindet om, at Ekstra Bladets jævnlige rindalistiske angreb på kulturen, ikke er af nyere dato, og hvor lille og indspist den litterære verden er.
Torben Brostrøm: Rad og række. Voksne Erindringer. Gyldendal, 2006.