Hvordan kunne jeg være så klodset at miste en førsteudgave? Sidst i august havde jeg netop færdiglæst den nyudkomne novellesamling “Der hvor skyggerne faldt”, og jeg fik akut behov for at læse mere af Astrid Ehrencron-Kidde. På nettet fandt jeg belejligt hos Antikvariat Aabenhus “Skriveren fra Filipstad” i en smukt indbundet førsteudgave til en rimelig penge. Et par dage senere kunne jeg hente bogen på posthuset (altså Spar Købmanden), inden jeg skulle videre med en stabel egne pakker til GLS-pakkeshoppen.
Det var ærligt talt en travl periode med masser af bøger mellem hænderne den ene og den anden vej, så der gik et par dage mere, før jeg igen kom i tanke om bogen, og endnu vigtigere: hvor den var blevet af?
Eftersøgning
Jeg begyndte at lede overalt i kasser, reoler, på gulve, stole og sengeborde, i begge biler, skuffer og skabe. Kender du den vane med, at du lige kortvarigt lægger en bog fra dig ved at placere den oven på en bogryggene i en reol, og derefter skal 10 reoler igennem for at finde den igen? Jeg søgte overalt men eftersøgningen var forgæves. Bogen var og blev væk. Den burde ellers være til at genkende, for jeg havde endnu ikke pakket den ud, så meget var jeg sikker på.
Men det begyndte at dæmre for mig, at jeg havde hentet en pakke på posthuset og afleveret 10 i pakkeshoppen. Eller var det 11? Jeg spurgte i pakkeshoppen, men det kendte de ikke noget til, dén pakke havde de ikke set.
Det var lidt af en kamel at sluge, at jeg skødesløst havde sendt en Astrid Ehrencron-Kidde-1917-førsteudgave ud i intetheden, men hvad var der mere at stille op?
Reddet!
Cirka halvanden uge senere blev jeg og ikke mindst sagesløse Astrid Ehrencron-Kidde reddet, da antikvar Aabenhus per mail meddelte, at bogen atter var i hans varetægt. Hvad jeg ønskede der nu skulle ske? Et par dage senere var bogen atter i min besiddelse, og nu bliver den ikke væk.
Af sådan en omgang kan man lære adskilleligt, men i hvert fald, at ikke alle historier der involverer Astrid Ehrencron-Kidde, styrer uafvendeligt mod afgrunden. Nogle gange går det også godt.
Og nu til romanen selv, for dén er værd at omtale.
Hvad går romanen ud på?
Vi er som så ofte før i Astrid Ehrencron-Kiddes univers, i det nordlige Sverige med små købstæder og uendelige skove, formentlig omkring forrige forrige årtusindeskifte. Den unge Leonora har mistet sin far, og hendes bror Matts, officer i Värmlands Jægerkorps, har formodentlig tænkt sig at sælge gården for at betale sin spillegæld af. Derfor rejser Leonora til sin farbror Lars Alsterblad i håbet om, at han vil give hende tag over hovedet og forsørgelse.
Det vil farbror Lars gerne, og selvom Lars og hans aldrende selskabsbroder, den tidligere skriver Samuel Hedenskog, tjeneren Kristoffer og husholdersken jomfru Rosenhäger, alle på hver deres måde er lidt sære og ildevarslende, falder hun godt til på herregården. Lige indtil farbror Lars’ søster dukker op, og tvinger Lars til at Leonora må flytte over til hende. For noget i familien er ikke som det skal være, men hvad? Og hvorfor lader farbror sig modstræbende tvinge af sin søster til give slip på Leonora? Mere skal ikke afsløres her, du må selv læse historien til ende.
Det er klassisk Astrid Ehrencron-Kidde i vanlig stil. Hun behersker den gotiske roman sublimt og stilsikkert, og trods det noget ældede sprog, slugte jeg rask væk side efter side. Romanen er blevet betegnet som en kriminalroman, og det kan man sagtens argumentere for, men i så fald dén særlige slags omvendte kriminalroman, hvor forbrydelsen ikke sker i begyndelsen, men først til slut.
Astrid Ehrencron-Kidde: Skriveren fra Filipstad. Gyldendalske Boghandel 1917