Min favorit Bekkasinbøger-forside, spørger du nok? Dén er svær. Austin Grandjeans individuelle forsider er en meget blandet landhandel, som Felix Rothstein er inde på, men forsiden til Yukio Mishimas “Fem moderne No-Spil” kan jeg godt lide, som en af de få. Jeg er nok mere til de stribede forsider. Og de sidste pinlige syv fra 1978, vender vi tilbage til.
Den 21. September 2022 er det 60 år siden de første 10 titler udkom i billigbogsserien Gyldendals Bekkasinbøger. Romaner og noveller af Albert Camus, Knut Hamsun, James Joyce, Vladimir Nabokov, Katherine Anne Porter, Bent Rying, Ole Sarvig, Villy Sørensen, Amos Tutuola og Virginia Woolf kunne nu købes billigt, indpakket i små, hæftede bind med unikke forsider af Gyldendals chef-bogtilrettelægger, Austin Grandjean.
Det fejrer Foreningen for Boghåndværk i deres seneste årspublikation fra februar 2022, Bogvennen 2021, der helt er helliget Bekkasinbøgernes historie. Det er litteraten og bogsamleren Felix Rothstein, der med udgangspunkt i egen samling og med dyk ned i arkiverne hos Gyldendal og Austin Grandjeans personlige arkiv med mere, har sammenstykket al kendt viden om seriens tilblivelse.
Billigbøgernes oprindelse
Felix Rothstein lægger ud med at fortælle billigbogens historie, som – og det vil måske overraske nogle – strækker sig helt tilbage til den italienske bogtrykker Aldus Manutius, der i Venedig i april-december 1501 udgiver en række “Aldinere” i oktavformat (cirka 17,7 x 10,5 cm) med tekster af Virgil, Horats, Petrarca med flere. Små praktiske bøger, lige til at stikke i lommen og tage med sig.
Og vi får historien om jernbanen, hvis udbredelse pludselig gav mange pendlere, der ikke kunne tale sammen på grund af larmen fra toget, og derfor gav sig til at læse. Et marked som særligt engelske Penguin Book så og fik succes med.
Vi spoler frem til sidst i 1950’erne og Danmark, hvor flere forlag, men især Gyldendal fik succes med billigbogsserierne Tranebøgerne og Uglebøgerne, og nu ønskede man at skabe endnu en serie. En mere intellektuel serie med sværere tekster og lidt dyrere bøger set i forhold til Tranebøgerne.
Bekkasinbøger
Oprindeligt havde serien arbejdstitlen Svalebøgerne, og hvorfor det endte med Bekkasinbøgerne, har det desværre ikke været muligt for forfatteren at opklare, men det er hyle morsomt at læse samtidige aviskritikernes fantasifulde spekulationer. De kommer vidt omkring.
Felix Rothstein redegører fint for forløbet op til lanceringen og modtagelsen, både roser og kritik, den skæve køns- og geografiske fordeling blandt de forfattere, der blev udgivet. I det hele taget den noget ustrukturerede redaktionelle linje eller mangel på samme, der lander på at være “..et værdifuldt alternativ til det kendte end en udforskning af det ukendte”, som Felix Rothstein skriver.
Og naturligvis, det afgørende for nutidige bogsamlere, forløbet med de første 49 udgaver med unikke forsider af Austin Grandjean, der derefter af sparehensyn måtte udvikle et design til serien, hvor vægten skiftede fra at signalere noget om indholdet i den konkrete bog, til at signalere, at her er en bestemt billigbogsserie. Og det endte, som det er bekendt, med de stribede omslag i forskellige farvekombinationer. Det vil sige: det ender faktisk med et sidste pinagtigt skvulp i 1978, med en serie på syv titler (se side 124-125), hvoraf tre dødkedelige er på hvid baggrund uden striberne, kun toppet af Hermann Hesses “Glasperlespillet” i to bind med forsider med en bunke perler og stavefejl i forfatterens navn. Pinlig afslutning.
I 2018 luftede Gyldendal ideen om at genoplive serien, der blev endda sendt mockups ud af fire titler af Herta Müller, Philip Roth, Kundera og Naipaul, men relanceringen blev udskudt og siden helt droppet.
Værktøj for bogsamlere
Det vigtige arbejdsredskab for samlere, er siderne 146 til 160, hvor Felix Rothstein præcist beskriver samtlige 121 udgivelser og deres variationer (unik forside, stribet forside, med film-smudsbind etc.). En uvurderlig registrant af Gyldendals Bekkasinbøger, så man nu for første gang kender det nøjagtige antal etc. Og han nævner også de tre kendte eksempler på efterligninger af seriens stribede design. Dem må man som samler naturligvis også have med.
For billigbogen var en del af brug-og-smid-væk-kulturen, men de er ikke alle sammen blevet læst og smidt væk. I dag 60 år efter, hvor genbrugstanken og klimaet er på dagsordenen, er Bekkasinbøger et samleobjekt, der kan læses og/eller beskues fra Børge Mogensen-stolen, stående dér på teaktræshylden belyst af le Klint lampen.
Bogvennen 2021 er tilrettelagt af Malene Hald. Naturligvis designet som en Bekkasinbog, helt i emnets ånd. Det er en lækker læseoplevelse: god størelse bog, skriftstørrelse og skrift (ABC Diatype), der er plads til fingrene udenom teksten og man skal langt fra mase ryggen flad for at få teksten med. Det samme gælder opsætningen af de mange forsider af Bekkasinbøgerne (de er der alle sammen) i forskellige størrelser, og teksteksemplet side 85-86 etc. Ja, lækkert og smagfuldt tilrettelagt.
Bekkasiner i bakspejlet og notater
Bogvennen kunne have haft gavn af en ekstra omgang korrektur. Ja, det skal med. Vi der skriver digitalt, har fordelen af at kunne rette vores mange skæverter, men når man lader sine tekster trykke, er der kun et succeskriterie: nul fejl. Jeg tænker på orddelingen “Republi-kken” side 22, “..og man presse [-ede] produktionsprisen..” side 40, “..var bladet fuld af mere eller [mindre] morsom…” i nederste billedtekst side 130.
Og så er der et par kendte problemstillinger, der aldrig rigtig synes at være den perfekte løsning på, heller ikke her. Skal der fx noter med og skal de serveres straks eller bag i bogen? Jeg kan godt lide at noter placeres ved teksten, så længe de er korte, men at noten placeres en side før referencepunktet i teksten, som på side 24 og 25, forekommer mig ikke at være en god løsning, og noten om Hans Reitzels Serie Uforkortede Udgaver side 48, er måske lige lovlig uforkortet. Den hører måske endda til i kategorien “kill your darlings”? Ellers virker noterne gode og oplysende. Og så har man fint valgt et dobbeltnotesystem, hvor uddybende/forklarende noter serveret straks, mens noter med litteraturhenvisninger placeres bagerst i bogen.
En anden problemstilling er artikler inde i teksten. Jeg tænker på de fire “Bekkasiner i bakspejlet”, hvor fire aktive grafikere forholder sig til Bekkasinbøgernes design. Den første dukker op side 26, og den oplevede jeg som en ret brutal afbrydelse af hovedteksten. Også selvom jeg var advaret i indholdsfortegnelsen. Den næste side 60 er placeret mere naturligt ved et kapitelskifte i hovedteksten. Hvad er alternativet? At arbejde med at få alle fire artikler placeret mere naturligt i hovedteksten? At samle de fire artikler efter hovedteksten? Jeg har ikke løsningen. Men jeg elsker ideen om, at lade bogtilrettelæggere forholde sig til Austin Grandjeans arbejde med moderne øjne.
Jeg ville godt have set flere af Gyldendals gamle annoncer. Den slags er der bare noget skægt ved. Vi får et billede af Gyldendal billigbogsstativ side 53 og endelig et par reklamer side 140-141 (se hvor de ryger og drikker igennem i dagligstuen, istedet for at læse!), mens referencer side 46, 51, 66 og 67 desværre er uden illustration.
Dansk boghistorie
Men det skal ikke forplumre det store billede: en eksemplarisk og læseværdig bog, velskrevet og veltilrettelagt. En stor tak til Felix Rothstein og Malene Hald for bogen, og til redaktør Christian Kaaber for at gribe lejligheden til at udgive dette vigtige stykke dansk boghistorie.
“Bogvennen” er blevet udgivet som årbog for Foreningen for Boghåndværk siden 1890, men kan også købes af ikke-medlemmer på hjemmesiden boghaandvaerk.dk.
Note: jeg er betalende medlem af Foreningen for Boghåndværk.