Mange mennesker fører et liv, der udvikler sig tilsyneladende gradvist i et forholdsvist roligt tempo med små og store udsving. Og så dog: når man kigge tilbage, finder man måske alligevel det ene, afgørende valg, der drejede ens livsbane i en helt anden, utiltænkt retning.
For 23-årige Lene Pedersen fra Helsingør kom det afgørende, livsændrende øjeblik, da hun ankom med københavnertoget til Berlin Lichtenberg-banegården 31. Maj 1992 klokken 07.30, fast besluttet på at skabe sig en tilværelse i Berlin.
På det tidspunkt boede hun i socialt boligbyggeri i Københavns nordvestkvarter, arbejdede som langtidsledig på Cafe Sonja i Saxogade og hang ud i Ungdomshuset på Jagtvej 69, men uden at hun socialt set havde fundet fast grund under fødderne. Et par besøg i Berlin gav hende ideen til at skifte storby.
Opholdet startede i det østberlinske bz-miljø i Friedrichshain, med barjobs og cafejobs som kok, og gik videre som sexarbejder både på bordel og fra hjemmet mm. I dag er Lene 50 år og bor stadig i Berlin. Pedersen er skiftet ud med Tymoshenko, for hun giftede sig med ukrainske Kirill, der også søgte lykken i Berlin.
Livet har bestemt ikke altid været en dans på roser. Hun kæmpede en hård kamp for en opholdstilladelse til sin mand (som hun siden bliver skilt fra), med at finde job og for at få pengene til at slå til.
En stor del af Lene Tymoshenkos erindringer handler om hendes seksuelle erfaringer fra swingerklubber og siden arbejdet som prostitueret. Er det for privat? Det synes jeg ikke. Dels giver det mening at kvinders seksualitet ikke er tabu, dels er det hendes hensigt at afmystificere både swingerklubber og livet som prostitueret.
Og så gør hun, nærmest som en anden journalist, meget ud af at fremlægge mange af sine partneres historie for læseren, så det tilsammen bliver en interessant mosaik af menneskeskæbner. Hvem de er, hvordan de lever og hvordan de er kommet til Tyskland. For mange af de mennesker, Lene møder, er selv indvandret fra Østeuropa, Tyrkiet, Indien eller andre steder i verden.
Bogen har også flashbacks til Lenes barndom og ungdom, uden ret mange sejre, men fyldt med skolemobning, hårrejsende ophold på Tvindskole, og lige så hårrejsende lærer- og forældresvigt. Men “På kanten i Berlin” er ikke en det-er-synd-for-Lene-bog, så langt fra. Hun er en stærk og livsglad kvinde, der tager fuldt ansvar for sit eget liv, som rejser sig op efter hvert nederlag, og som forsøger at leve efter sine fordomsfrie og antiracistiske principper.
Bogens faktaprægede historiske afsnit med nyere tysk og berlinsk historie, giver en fin kontekst til den personlige beretning og peger desuden frem mod Lenes nyeste projekt, som turistguide med byvandringer rundt i “Berlin på vrangen”.
Jeg vil varmt anbefale “På kanten i Berlin”. Bogen handler om en modig kvinde, der i modgang traf et usædvanligt og afgørende livsvalg. Den er velskrevet og velkomponeret og hjælper fint læseren til forstå den historiske situation, den personlige beretning foregår i.
Lene Tymoshenko: På kanten i Berlin. Selvudgivelse, 2017.
Fuld åbenhed:
Lene og jeg lærte hinanden at kende tilbage i 1990’erne, har fælles venner og bekendte og er også Facebookvenner.
P.S.
Selvom det ikke er bogens hovedvægt, får dens berøring med bz-/punkmiljøet og Ungeren mig alligevel til at tilføje den til min liste over dansk bz-litteratur.