Det ufuldendte værk

Kender du fornemmelsen af at stå med et smukt værk i flere bind mellem hænderne, men der er et eller andet galt? Det sker meget ofte for mig, når jeg søger efter bøger på loppemarkeder, hos marskandisere og i genbrugsforretninger.

De oprettelige
En gang fandt jeg tre flotte eksemplarer af Thorkild Hansens slave-trilogi med velholdte smudsomslag. Eneste minus: kun Slavernes Skibe er en førsteudgave, mens Slavernes Kyst og Slavernes Øer er fjerde oplag. Det kan ikke ses udefra, så betyder det noget? Ja, naturligvis, jeg ved det jo.

En anden gang fandt jeg en ramponeret men læsbar udgave af Cai M. Woels Tyverne og Tredvernes digtere, bind II. Jeg er en stor fan af litterære opslagsværker. Her er så meget information, man ikke kan finde på Wikipedia, men det havde været rart med begge bind.

I de her to tilfælde er skaden ikke voldsom stor, for bøgerne kan købes antikvarisk til overkommelige priser. Det er mest når jagten efter det gode, billige fund står på, at jeg ærgrer mig over det ufuldendte bytte.

De uoprettelige
I en genbrugsbutik fandt jeg De tre Musketerer i en udgave fra 1856. Det er ikke den danske førsteudgave, men det ville være min ældste udgave (ja, jeg har flere!), men, ak! som Alexandre Dumas ville skrive. Det var kun det tredje og og sidste bind. Hvilket mildest talt gør værket en anelse mangelfuldt.

Men det gør ikke så meget. Et barn (Dorthe?) har haft fat i bogen og et eller andet skriveredskab samtidig, så bindet er kraftigt beskadiget og står ikke til at redde. Nu gemmer jeg det blot for de oplysninger bindet kan afgive, men synd er det.

For ikke så længe siden købte jeg et mindre parti bøger. Imellem var Odin Wolffs Historiske Ordbog i 11 meget smukke og velholdte bind, udgivet 1815-19, men bind et mangler. Så tæt på at være det fuldendte fund, men nej.

Det mest ærgerlige er naturligvis dér hvor man blot lige mangler netop det ene bind eller den førsteudgave, der gør sættet komplet, men det sker også, at jeg opstøver det bind en anden samler måske står og mangler.

Mangler du fx bind otte af Kongen af Preussens efterladte Værker, Kiøbenhavn, 1793, (biblioteksudgave), så smid mig da lige en besked.

Undtagelsen
Og så er der de ekstremt få gange, hvor jeg fortvivlet opdager, at jeg er kommet hjem med en bog med et romertal I på fronten, for så efter noget research at kunne glæde mig over, at forfatteren nåede at afgå ved en forhåbentlig rettidig og fredfyldt død inden udførelsen af bind romertal II. Jeg har dermed det komplette værk!

P.S.

Har du lyst til at være med i Facebookgruppe for bogsamlere? Det skal du da!

Historisk ordbog og admiral Nelson

I årene 1815 til 1819 udgav Andreas Seidelins Forlag Historisk Ordbog i 11 bind, trykt af E. M. Cohen, og “Udarbeidet af Odin Wolff, Professor.”

Værket har en virkelig lang undertitel:

Historiske Ordbog eller fortforfattede levnedsløb over alle Personer, som have gjort sig et Navn ved Evner, Dyder, Misgierninger, Opfindelser, Vildfarelser, eller nogenslags mærkværdig Daad, fra Verdens Skabelse indtil vore Tider; tilligemed upartiske Fremsættelse af hvad de skarpsindigste Skribenter have tænkt om deres Characterer, Sæder og Idrætter.

 

Admiral Nelson

Det var en turbulent tid i danmarkshistorien. Regeringen og Kongen havde allieret os mod England, hvorefter englænderne sejlede til København med en af deres krigsflåder og slog os i et søslag i 1801.

I 1807 vendte englænderne tilbage, bombarderede København fra sundet, og tog eller ødelagde vores flåde. I 1813 gik staten Danmark rent ud sagt bankerot, og i 1814 måtte Danmark afgive Norge til svenskerne.

Det havde følger i bogtrykkerbranchen, kan man læse i forordet til andet bind. Infrastrukturen fungerede ikke optimalt og papirprisen steg.

Med udgaven af 2det Bind af den Biografiske Ordbog har det varet et Aars Tid længer, end jeg havde formodet. Men krigsurolighederne, den deraf hidrørende Vanskelighed med Transporten, have foraarsaget denne Forsinkelse, hvorfor jeg her beder mig undskyldt hos de ærede Subskribentere. De følgende Bind haaber jeg, skulle udkomme des stædigere og snarere efter hinanden. – Formedelst Papirets Dyrhed, og da dette Bind er bleven 6 Rrd (?) større end det første, har jeg ikke seet mig istand til, at levere dette Bind, til forrige Subskriptionspriis; dog er den tillagte Forhøjelse ansat saa lempeligt og skaansomt fra min Side, som min forøgede Udgift derved nogensinde kunde tillade. – Saa saare Papiret falder i Prisen, skal jeg ogsaa, ligesom tilforn, indrette de følgende Deles Priis saa billigt for de ærede Subskribentere som muligt.

Dette forord er underskrevet af trykkeren, E. M. Cohen, i Kiøbenhavn i året 1815.

Anmeldere, øv!

I bind seks i samme år, er den gal igen, men af en helt anden karaktér: en dårlig anmeldelse! Odin Wolff må tigge læserne om hjælp.

De ærede Abonnentere modtage her siette Bind ad den historiske Ordbog, et Værk, der har kostet mig megen møie, og hvilken Recensent *) har ubilligen søgt, at nedsætte, især under Paastand, at det var blot en Oversættelse af Dictionnaire Historique. Jeg har tilforn i mine nøedtvungne Anker paa Hr. Recenseten – Journal for Politik, Natur- og Menneskekundskab, 1810, i Maanederne April, Maj, Juli, Septbr. Octbr., og 1812 i Decbr. – mere end en Gang ønsket, at en eller anden upartisk Læser ville kaste et sammenlignende Øie i begge Værker, for dog, til en forurettet Mands Opreisning, at see, hvor meget jeg har stræbt, at henlempe hiint, til Grund lagte, Dictionnære – ved Sammendrag, Udeladelser, Forkortelser, Ændringer, Tillæg og Rettelser – efter den Danske Literaturdyrkers Tarv, og indrette det kiærnefuldere, klækkeligere, i det Hele; jeg gientager her dette Ønske paa ny, og anbefaler mit Arbeide til velsindede Læseres gunstige Omdømme.

Årstallene der nævnes giver ikke helt mening. Måske har det været en forudgående polemik? Eller har det været trykt i Journal for Politik etc inden det blev trykt som bog? Svært at gennemskue, synes jeg. Forordet er denne gang underskrevet af professoren, Odin Wolff. Det virker nærmest som en tilståelsessag. Den trælse Recensent *) var Hr. Professor Jens Møller. Den tids Thomas Treo?

Den sidste gang, der er et forord i et af bindene, er i det afsluttende bind 11 i 1819.

Med dette Bind afsluttes den historiske Ordbog i sin oprindelige Form. Ikke lettelig vil deri findes Nogen af Oldtidens og Middelalderens navnkundige Personer forbigaaet; for de sildigere Tider kunde vel derimod Værket behøve et eller flere Erstatningsbind, hvori tillige de efterhaanden mærkelige Afdøde matte faa Plads. Forlæggeren, Hr. Hof- og Universitetsbogtrykker, Andreas Seidelin, har derfor ogsaa isinde, at besørge Ordbogen endvidere fortsat med fornødne Supplementer.

Underskrevet af Odin Wolff. På dette tidspunkt var trykkeren E. M. Cohen afgået ved døden, så bogen blev trykt hos E. M. Cohens Enke.

Pigeskolen

Min udgave mangler bind et, så det kan vi ikke undersøge, men der er en sidste detalje: i hvert af de øvrige 10 bind er der med sirlig håndskrift skrevet navn på fribladet: Wilhelmine Linde.

Nu gætter vi lidt, men kunne det være den Wilhelmine Linde, der overtog sin mors, Anette Lindes, pigeskole, Madam Lindes Institut i Lille Kjøbmagergade i København, oprettet i 1786, sammen med sin søster Christine indtil sidst i 1840’erne? Kunne hun have haft sådan et værk stående?

Det kunne da være sjovt, hvis det var.

Felias nekrolog

 

Jeg vidste det var hende, så snart jeg så hende ligge dér. Jeg var netop kørt ud fra indkørslen for at aflevere en bogpakke (Hartvig Frisch’ Pest over Europa) hos nærmeste Spar Købmand til forsendelse, og der var ikke grund til andet end at fortsætte kørslen, det så jeg ved første øjekast. Det er ellers en kort tur, men denne gang var det en meget lang tur.

Man kunne kalde det mord ved højlys dag, men dels havde Felia meget lidt respekt for biler, dels er vores vej meget smal med dårligt udsyn og ingen undvigemuligheder, så vi undlader at fælde dom. Naboen havde været så betænksom at lægge hende ud i grøften og derefter forsøgt at overbringe os budskabet, men vi var ikke hjemme. Det er vi hende meget taknemmelig for.

Felia så uskadt ud, ingen grimasse, ingen blod, blot en kat i fuld firspring.

RIP Felia.

A post shared by Linse Daugaard (@linse1) on

Sommeren 2016 indtog en stor killing uanmeldt et læskur på vores mark. Først ville vi ikke tale med hende eller fodre hende. Gjorde vi det, var beslutningen taget. Marken var netop blevet høstet og var et stort spisekammer. Der var nok musereder til nabolagets katte, ræven og musvågeparret i læbæltet på den anden side af afvandingsgrøften. Hun var allerede stor nok til at klare sig selv.

Dén beslutning holdt vel et døgns tid, så løb vores hjerter af med os. Efter et par dages kravlen rundt på marken, mjaven og distancefodring, besluttede hun, hun gerne ville tale med os. Hun var helt sikkert vant til mennesker, påpasselig men virkelig hungrende efter kontakt.

Felia på opdagelse. #🐱 #Felia

A post shared by Linse Daugaard (@linse1) on

Vi døbte hende Felia, og fik den mest legesyge, nysgerrige og livsglade charmetrold i huset. Hun var sådan en kat, at når vi i ny og næ tabte et eller andet på gulvet og det gav et brag, løb hun nysgerrigt hen for at se hvad det var, hun flygtede ikke.

Og så var hun rigtig god til at bringe halvdøde mus og fulgleunger til os, endda på de mest uventede tidspunkter af døgnet. For eksempel midt om natten. Det var ikke altid hun gjorde arbejdet færdigt. Kender du lyden af en lille markmus der igen og igen suser rundt langs rummets gulvlister i desperat søgen efter udgangen? Det var de heldige mus. Pia er god til at fange mus med et vandglas.

Felia var utrolig nysgerrig. Hun undersøgte alle kroge og lofter og udhuse, hun snusede og smagte sig frem spejdende med de grønne katteøjne. Hun rullede sig (med mere) i køkkenhaven. Hverken trusler eller bønner hjalp. Når jeg gik tur med hunden morgen og aften gik hun med. Det var godt selskab.

#notreading – walking the cat Felia. #🐱

A post shared by Linse Daugaard (@bogstavsamleren) on

Som bogstavsamler er det meget vigtigt med en silent (not so silent!) partner under nørklerierne. Når jeg læssede bøger af bilen eller sorterede bøger i laden, underholdt hun mig med sin karakteristiske rullende mjaven, mens hun undersøgte bøgerne, bilen, spindelvævet og vaskede sig og tog en lur i solstrålen.

Senere tog hun en lur mere, når jeg læste på sofaen.

Søndag. #bogsnak

A post shared by Linse Daugaard (@bogstavsamleren) on

Så var der aftensmad, og så en lur mere, i Pias skød, til tv-avisen. Så kunne natten begynde!

På årets sidste sommerdag begravede Pia, Pias søster Maiken og jeg Felia under egetræet, tæt på hestehuset på marken hvor vi mødte hende første gang.

Vi er meget taknemmelig for det år vi fik sammen med Felia.

RIP Felia, 2016-17.

Besøg Tvedestrand

Kan du lide bøger? Gamle bøger? Og antikvariater stablende fyldt med bøger på gulve, i gange, vindueskarme og reoler, og med hyggelige læsekroge og kaffe på kanden?

Hvis svaret er ja, så er Bokbyen ved Skagerrak, Tvedestrand i Norge, noget for dig. Du får oven i købet idyllisk norsk fjord og by af hvide træhuse bygget på skråning, med.

Her kommer en praktiske guide til Tvedestrand.

Foto: Pia Daugaard

Transport
Vi bor i Nordjylland, så det nemmeste for os var at tage færgen fra Hirtshals til Langesund. Vi betalte små 1500 DKK for to personer og en bil tur/retur. Overfarten tager 4 ½ time hver vej.

Derefter kører man ad hovedvej E18 fra Langesund til Tvedestrand. Der er cirka 80 kilometer og det tager omkring 1 ½ time før man er fremme. Undervejs skal man betale vejafgift, så husk enten at betale manuelt (gøres på vejen tilbage) eller køb en automatisk betalingsløsning hjemmefra.

Overnatning
Der findes et boghotel, det ligger bare ikke i Tvedstrand, men i Gjeving, 18 kilometer borte. Det syntes vi ikke var optimalt. Vi ville gerne bo i selve byen.

Det kan man på byens hotel, Tvedestrand Fjordhotel, der ligger helt ned til lystbådehavnen tæt på restauranter og aftenlivet. Vi fandt dog priserne lidt pebret, men tjek eventuelt selv om priserne passer din pengepung.

Vi valgte at leje os ind hos Maja og Egil i deres baghus, ‘Villa Dilla’, via Airbnb. Der var masser af plads, egen indgang, lille køkken, tv, wifi, og hjemmebrygget velkomstøl i køleskabet.

Lejligheden var uden udsigt, men vi havde fri adgang til at benytte en af deres terrasser (ja, de havde flere), hvor der var en fabelagtig udsigt over den gamle bydel, havnen og fjorden.

 

☕️ med udsigt.

A post shared by Linse Daugaard (@linse1) on

Det var kringlet at finde ind til adressen med bilen, på grund af de små, ensrettede gader, som gps’en ikke kender, men det var vi på forhånd godt informeret om af Maja og Egil.

Vi betalte 586 DKK per overnatning (hverdage, juli), 293 DKK for slutrengøring, og 429 DKK i servicegebyr til Airbnb.

Downtown
Tvedestrand centrum går fra lystbådehavnen langs gågaden (delvist) op til et lille torv og en sø, der bruges som badestrand. Højdeforskellen er betragtelig, så er du advaret!

Foto: Pia Daugaard

Der er masser af indkøbsmuligheder, supermarkeder, apotek, bager, tøj, sko, blomster og så videre. Der er også en bank (oppe) og en turistinformation (nede).

Mad
Jeg var på forhånd ret nysgerrig på norsk mad, for det kender jeg stort set intet til, og selv om vi havde eget køkken i lejligheden, var vi dovne, og spiste ude hver dag.

For at gøre en lang historie kort: det er IKKE på grund af maden, du skal besøge Tvedestrand.

Vertshuset er en restaurant nede ved fjorden, hvor man spiser på en flåde i haven. Nok det bedste spisested vi prøvede, men med alvorlige indvendinger. Moules frites var gode, isdesserter rigtig fine, mens pizzaen mindede om de frysepizzaer, vi fortærede i 80’erne. Underlig og himmelvid forskel i kvaliteten fra samme menukort. Servicen var fin.

Tvedestrand Fjordhotel har også en forskudt restaurant på en flåde i havnen, Pir 4. Men igen en virkelig mærkelig uensartet oplevelse. Pizzaen var elendig, løgpølse med kartoffelsalat var godkendt. God service også her. Man kunne hænge ud i hjørnesofaen og drikke kaffe adlibitum og nyde udsigten.

Foto: Pia Daugaard

På havnen lå der også et pizzaria (hed det Mama Mia?) med udeservering. Endnu en gang elendige pizzaer uden smag af noget som helst, pastaen var en grå grød.

Kafe Pærehaven på Hovedgata (oppe) har både inde- og udeservering. Rigtig fin og lækker frokost: en varm karbonade med bløde løg på en skive franskbrød og kold kartoffelsalat. Det lyder måske ikke af noget særligt, men det var rigtig godt.

Kebabmanden lidt længere henne ad Hovedgata, Happy Time, var der utrolig lidt happy time over. Jeg vil gå så vidt, som til at advare mod at spise der.

Bageren Broms Efterf. nede ved havnen, er også rigtig god.

Seværdigheder
Vi besøgte Næs Jernværksmuseum, vi så det dog kun udefra, men det så meget smukt ud med de gamleindustribygninger i træ og vandet brusende ved dæmningen.

Desuden besøgte vi den nærmeste storby, Arendal. Der var sort af mennesker omkring restauranterne i havnen. Byen virkede som en god frokost- og indkøbsby, og så var de måske også det.

Og så er der naturligvis masser af antikvariater, men det vender jeg tilbage til i et særligt blogindlæg.

Antikvaren, der var indianer

På vore sidste hele dag i Bokbyen ved Skagerrak interviewede og fotograferede vi Helge Baardseth, antikvarboghandler og ejer af Locus Antikvariat i Tvedestrand.

Foto: Pia Daugaard

Foto: Pia Daugaard

Helge har en gang være indianer i en film, der blev kåret til at være Danmarks dårligste nogensinde, Dirch Passer filmen, Præriens skrappe drenge. Tænk at Helge i 1970 lod sig falde fra ponyryg ved Råbjerg Mile.

Helge anbefalede romanen ‘Kilden eller Brevet om fiskeren Markus’ fra 1918, af en af Sørlandets lokale forfattere, Gabriel Scott.

Der står i øvrigt en buste af Gabriel Scott på bryggen i Arendal.

Helge Baardseth vender jeg tilbage til med et længere interview.

Bokbyen ved Skagerrak: digte og rabatter

På den første dag i Bokbyen ved Skagerrak interviewede og fotograferede vi den karismatiske antikvar, Arne-Ivar Kjerland, som både har Skagerrak Antikvariat og Nynorsk Antikvariat (som han dog er ved at lægge sammen til et, Nynorsk Antikvariat).

Foto: Pia Daugaard

Foto: Pia Daugaard

Arne-Ivar giver af princip aldrig sine kunder rabat (undtagen når han holder flytteudsalg), til gengæld deklamerer han meget gerne digte for kunder og andre fodgængere.

Her på trappestenen foran sit antikvariat på en tirsdag formiddag er det digtet ‘Fela’ af Olav H. Hauge, der myndigt gjalder ud over torvet og lystbådehavnen.

Jeg vender tilbage med et længere interview med Arne-Ivar Kjerland og et portræt af Bokbyen ved Skagerrak inden så længe.

Johan Borgen: Fræk som en slagterhund

Den norske litteraturkritiker Johan Borgen kunne være fræk som en slagterhund. Jeg skal komme med eksempler om lidt. Men først lige nogle få, biografiske noter.

Johan Borgen levede fra 1902 til 1979, var født ind i et burgøjserhjem i Oslo, blev journalist, forfatter, oversætter og teaterinstruktør.

Johan Borgen ved skrivemaskinen

Johan Borgen ved skrivemaskinen

Under 2. Verdenskrig skrev han anonymt nedsættende dagbladsartikler om nazisterne, kom først i fængsel og siden flygtede han i sikkerhed i det neutrale Sverige.

Efter krigen var han i nogle år presseattaché ved den norske ambassade i København. Han kendte dansk litteratur og forfattere udmærket og skrev også litteraturkritik til danske dagblade.

Han blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris i 1965.

Så, det var den formelle afdeling, så ved vi lidt om Johan Borgen. Den private side af manden må du selv læse op på.

 

Slagterhund

Heldigvis er mange af Borgens artikler og essays optrykt i bøger. Især for os der interesserer os for den første halvdel af det 20. århundredes litteratur. 

Uglebogen fra 1967 indeholder essays og artikler af Johan Borgen, opdelt i tre afsnit, hvoraf det tredje handler om litteratur – så det er dét afsnit jeg har læst. Borgen når rundt om Charles Dickens, Hemingway, H. C. Branner, Kjeld Abell, Hamsun og Herman Bang og flere, og det er sjældent uinteressant, tværtimod.

Kort sagt skriver Borgen om litteratur og forfattere på en begavet, uhøjtidelig og vittig måde.

For eksempel stillede han sig selv spørgsmål, som han så bagefter nægtede at svare på.

borgen.jegsvarerikke

Andre gange stillede han sig selv spørgsmål, han ikke var i stand til at svare på.

borgen.jegvetikke

Og så kunne han være hård ved yngre generationer. Særligt når de foretrak amerikanske tv-serier frem for Herman Bang.

borgen.hermanbang

Der er vi trods alt blevet mildere med årene, forekommer det mig. ‘Selfiegenerationen’ er knap så hård et mærkat som ‘biltyvgenerationen’.

Og når Johan Borgen så lige gennemså, det han havde skrevet, og opdagede, at det måske kunne gøres bedre, skrev han det så om? Nej, så skrev han blot videre.

borgen.retterikke

De af os, der kan huske hvordan det var at lave rettelser på en skrivemaskine, aner måske hvorfor.

Forfatteren om journalisten

Hvordan så forfatteren Johan Borgen på dagblads-kritikeren og journalisten Johan Borgen? Lad os spørge ham selv. I dette tilfælde vil han gerne svare:

 

Skjønnlitterære forfattere ser svært forskjellig på sin journalistiske gjerning, hvis de har noen. Stundom blir den betraktet med lett hevede øyenbryn. Hvorfor egentlig? Personlig har jeg gjennom alle år hatt glede av den, også fordi enkelte har ment de hadde utbytte av den.

Dessuten er det moro å prestere en smule tankeverk til øyeblikkelig bruk. Et visst press? Spørger den bekymrede fagmann. Tvertimod, mener jeg: en ventil.

 

Johan Borgen: Ord gjennom År. Udvalg ved Erling Nielsen. Gyldendals Uglebøger, 1967.

 

Hvordan angriber man et antikvariat?

Hvordan skal man “angribe” et antikvariat? Skal man møde op med et åbent sind og masser af tid til at gennemgå hylderne, eller skal man spørge efter noget bestemt?

Thisted Antikvariat

Jeg havde snydt lidt, som de sagde i madprogrammerne på tv i firserne, inden vores besøg hos Thisted Antikvariat: jeg havde på forhånd gennemsøgt varelageret på nettet, så jeg vidste nøjagtig, hvad jeg ønskede at købe.

Jeg kunne nu alligevel ikke dy mig for at rode i billigbøgerne i porten, selv om det meste var en omgang sørgeligt skrammel, men selvfølgelig fandt jeg også noget. Blandt andet en laset Penguin-udgave af Men in Prison af Victor Serge, min gamle helt.

Fristende bogbunker i porten hos Thisted Antikvariat

Fristende bogbunker i porten hos Thisted Antikvariat

Antikvariatet ligger i et baghus. Først kommer et forrum fyldt med reoler og bøger, et par trin ned et mellemrum hvor antikvaren holder til sammen med endnu flere bogreoler og – bunker, blandt hvad der lignede nogle af de ældste bøger.

Der var også særlige bøger af Peter Laugesen og Dan Turèll og Michael Strunge, og på væggen hang J. P. Jacobsen. Naturligvis, vi er jo i Thisted.

Antikvaren var yderst hjælpsom.

Antikvaren var yderst hjælpsom.

Til sidst går man endnu et par trin ned til et aflangt bagrum fyldt med en overvældende mængde bøger. Planen hænger på døren.

Der er en plan.

Der er en plan.

Gamle bogmagasiner

Overfor antikvaren improviserede jeg alligevel en bog, som jeg kun kunne huske titlen halvt på, så det tog lidt tid og to hjerner for at identificere den, men den havde han desværre ikke, men antikvariatet havde naturligvis den skat, jeg var kommet efter, nemlig 12 numre af et litterært magasin med 90 år på bagen udgivet på Cai Woels Forlag.

Femte November udgivet på Woels Forlag i 1926-27

Femte November udgivet på Woels Forlag i 1926-27

Så hvordan skal man “angribe” et antikvariat? Jeg var pænt eksalteret over mit køb, selv om det var planlagt. At stå med de gamle falmede hæfter med de prøvede, hæftede rygge, og vide at jeg har mange timers læsning foran mig, er en oplevelse jeg aldrig bliver træt af.

På den anden side, gad jeg nu også godt at gå på opdagelse på reolerne, at finde en bog, man havde glemt eller ikke vidste man manglede, at lade skæbnen og udvalget afgøre, hvad man skal købe. Det har jeg til gode til næste gang.

P.S. Victor Serge og de andre billigbøger fra porten, fik jeg i øvrigt med uden beregning.

Irske stemmer med hemmeligheder

Jeg fandt en paperback med Irske stemmer fra 1964 i serien Sesams Bibliotek, en samling noveller af irske forfattere.

Den første fortælling, Laksens vandring af Somerville & Ross handler om Sinclair, der har været på fisketur i Irland, og nu er på vej med tog og skib til Gloucestershire i England, hvor han skal mødes med sin kone og hvor de skal deltage i et familiebryllup.

Konen har lovet familien, at Sinclair med glæde vil medbringe nyfanget laks til brylluppet, men da vores hovedperson kommer våd og tomhændet fra fisketuren, er gode råd dyre.

Det er især trængslerne med at finde en laks, holde den frisk, og ikke mindst trængslerne med irske toge og de knap så præcise køreplaner, der gør historien til en hæsblæsende og morsom omgang.

Et galleri af irske personer befolker banegårde og togkupeer, med deres lakoniske og let opgivende holdning til turistpriser og tognettets flegmatiske forhold til klokken (kender man det?).

Bag i bogen kan man finde et mindre portræt af fortællingernes forfattere. Om Somerville & Ross hedder det:

 

Den 'upræcise' biografi af Somerville & Ross i Irske stemmer

Den ‘upræcise’ biografi af Somerville & Ross i Irske stemmer

 

Men det er i bedste fald en meget upræcis beskrivelse af de to forfattere. De er nemlig ikke mænd, men kvinder!

Slår man Somerville & Ross op på Wikipedia, fremgår det, at bag pseudonymerne står de to irske forfattere Edith Somerville (1858-1949) og Violet Florence Martin (1862-1915), at de var grandkusiner og skrev og boede sammen og siden blev begravet ved hinandens side.

Sådan kan der gemme sig en helt anden historie bag forfatterpseudonymer og dårligt researchet biografiske noter.

Men nu får jeg trang til at straks at tage til Irland og finde et støvet antikvariat, hvor jeg kan købe et gammelt læderindbundet bind med fortællinger af Somerville & Ross, for dem skal jeg læse mere af.

 

Irske stemmer. Sesam Biblioteket, Forlaget Skrifola, 1964. Oversat af Hanne Dissing, redaktør Per Skar.

Fra bladjagt til løvejagt

Jeg har fået foræret en god stak Gads danske Magasin, så da jeg andetsteds så, at Karen Blixen under pseudonymet Osceola fik trykt sin anden novelle, “Pløjeren”, i netop Gads danske Magasin i oktober 1907, så gik den vilde jagt blandt stakkene. Tænk hvis jeg var i besiddelse af et førstetryk af Karen Blixen anden novelle!

Men ak! Så langt tilbage i tiden går samlingen desværre ikke. Men jeg fandt brormand.

Det er ikke Karen Blixen, men Thomas Dinesen, jeg fandt i det gamle magasin

Det er ikke Karen Blixen, men Thomas Dinesen, jeg fandt i det gamle magasin

I januar 1924 fik Thomas Dinesen trykt “Paa Løvejagt i Østafrika” i Gads danske Magasin. Ingeniøren beskriver sin egen jagttur hos masaierne i Kenya, blander gode råd om hvor det er godt at jage med beskrivelser af masaierne levevis og naturbeskrivelser.

Thomas Dinesen deltog i 1. Verdenskrig på canadisk side, hvilket han skrev en bog om (som dog ikke når Ernst Jüngers In Stahlgewittern til gasmasken), og han ser sig selv som lidt af en kriger. Han refererer flere steder til krigen og bliver endda helt eksalteret og citerer Rudyard Kipling for, at to ting er større end naturen: kærligheden og krigen.

Men naturen står dog over jagten eller den fysiske stræben:

Men hvor meget vi end længes efter at gribe riflen eller rorpinden, skistaven eller isøksen, det er dog kun ret ligegyldige midler og veje. Målet er samlivet med naturen.

Thomas Dinesen skal nu på løvejagt, for nogle masaier har bedt ham hjælpe dem af med en flok nærgående løver, der spiser deres kvæg. Dinesen beskriver for læseren forskellige jagtmetoder, blandt andet den, at “få en stor flok negre til at klappe” løverne frem mod jægerne. Som han lakonisk meddeler:

Det kan jo til tider give godt udbytte, særlig når man ikke regner med en neger mere eller mindre.

Han ender dog med metoden, at skyde et par zebraer til lokkemad, og derefter bygger han og hjælperne en boma, en lille hytte af flettede grene med et lille skydehul, hvor han så skal vente natten over på at løverne bliver lokket til. Jagten bliver åndeløs dramatisk.

Den ros skal han have, Thomas Dinesen: Han ejer evnen til at beskrive sine oplevelser i naturen, så man som læser føler sig tilstede bag riflen i bomaen, mens cikaderne synger og natfuglen skriger, og solen står op over det våde græs.

Så skidt med at jeg ikke fandt Karen Blixen.