Antikvar Helge Baardseth

Tidligere indianer, antikvar Helge Baardseth bag sig skrivebord.

Egentlig var han gået på pension, men alligevel tog han til Tvedestrand, hvor han aldrig havde været før. Først købte han sig en havsejler, derefter overtog han det 10 år gamle antikvariat Locus Antikvariat. Det er nu fire år siden Helge Baardseth slog sig ned som antikvar i Bokbyen ved Skagerrak i Sørlandet.

Bogstavsamleren: Har en bogby fyldt med fysiske bøger en fremtid?

Helge Baardseth: Man kan se det fra flere sider. Den ene er, at de, der køber gamle bøger, de dør. Det er i grunden ikke den udvikling vi oplever. Nordmændene har jo været vældig sene til at få ebogsforlag, men nu ser man i England, hvor de var vældig hurtigt ude, at ebogen går tilbage mens papirbogen går frem.

Helge Baardseth: På den anden side kan det godt tænkes, at det udvalg vi har, må forandres. Gamle bøger om teater fx, køber de nye generationer ikke.

Død indianer

Apropos skuespil har Helge Baardseth en finurlig forbindelse til Danmark. Han har tilbage i 1970 spillet indianer i en Dirch Passer cowboyfilm, Præriens skrappe drenge. Den er blevet kåret til Danmarks dårligste film, griner han. En cowboyfilm der blandt andet blev optaget på Råbjerg Mile. Her skulle Helge lade sig skyde og derefter falde af hesten. Det hele kom i stand, fordi han købte heste af en opdrætter på Sjælland, der trænede heste til filmoptagelserne, og så blev Helge hyret til at spille indianer.

Locus Antikvariat ligger i Tvedestrands gamle bydel

Locus Antikvariat specialiserer sig i rejselitteratur, for Helge har tidligere været redaktør på rejsemagasinet Vagabond. Der var også planer om en dansk udgave, men der fandtes allerede et magasin med navnet Vagabond, så det blev ikke til noget. Hvad der derimod bliver til noget, er Helge sikker på, er, at nye generationer vil læse fysiske bøger.

Helge Baardseth: Det gælder om at få tag i de yngre, og jeg synes mange forældre er ganske flinke til at få dem til at læse, og du kan sige hvad du vil om Anders And, men han gør sit til at de sætter sig ned, koncentreret, og læser. Man kan sige: det er ikke så farligt hvad de læser, bare de læser.

Antikvariatet som kulturinstitution

Bokbyen ved Skagerrak er ikke kun en by med mange antikvariater. Der foregår masser af arrangementer i byen. Bogprogrammet på P2 har sendt live fra byen med mange tilskuere, og en populær journalist fra Aftenposten med egen sprogspalte har holdt foredrag for 125 tilskuere. Der er krimi-festival i februar og højtlæsning for børn hver onsdag. På den måde fungerer antikvariatet som en kulturinstitution. Og fungerer godt, ifølge Helge.

Dette hus i den gamle bydel kaldes Strygejernet.

Helge Baardseth: Almen kundskab er jo, at man får kundskab om ting man egentlig ikke ved, man har interesse for. Man får et bredere syn på mange ting ved at besøge et antikvariat. Det er sjovest med de kunder der kommer herind og finder bøger, som de måske ikke ellers havde tænkt sig at købe.

Bogstavsamleren: Kan en bog også være udsmykning eller kunst?

Helge Baardseth: Ja, der var ganske mange der anså bøger for udsmykning før i tiden. Deres interiørdesigner fortalte dem, at de burde have fire meter med bøger, men i dag har indretningsmagasinerne ikke bøger med. Men der er en del samlere, der samler på bøger, de synes er pæne. En del Jonas Lie-bøger er vældig fine med guldsnit, guldtryk og sådan, så en del samler på dem, men der findes også vældig vakre bøger af Bjørnson og Ibsen.

Helge Baardseth: Så er der bøgerne fra et forlag i London der hedder The Folio Society. Det udgiver bøger som ser ud som gamle bøger, men det er helt nye bøger, trykt på vældig fint papir. Den norske kronprinsesse besøgte os for to år siden og hun købte en del Folio-bøger. Der er også en trend med nye norske bøger, hvor man lægger vægt på at de skal være ganske pæne, og der gives nu en del priser for smukke bøger.

Påskekrimier

Bogstavsamleren: I har jo en særlig tradition i Norge, med at I giver krimier til hinanden i påsken. Sælger du mange krimier i påsken?

Helge Baardseth: Nej, jeg sælger jævnt med krimier hele året, men ikke specielt i påsken. Det er ikke fordi traditionen ikke eksisterer mere, der er ret mange der køber påske-krimier. Men krimien er en forbrugsvare. Man køber dem, og så glemmer man dem. Det er sjældent man køber kriminalromaner i førsteudgaver. le Carré for eksempel, sælger jeg en del af, Alistair MacLean og Jo Nesbø sælger en del af. Stieg Larsson solgte jeg en del af. Raymond Chandler sælger jeg noget af.

Helge Baardseth: Gamle seriekriminalromaner er der jævnligt købere til. De ender altid med at helten dør en smuk død. Og så må man vente på næste bog. Og det viser sig overraskende: helten var slet ikke død!

Helge Baardseth: Der har været skønlitterære forfattere, der begyndte at skrive krimier, og førsteudgaver af deres bøger har en ganske høj pris. For eksempel kriminalromaner af Knut Faldbakken og André Bjerke (som var en vældig fin digter og Shakespeare-oversætter).

Thorkild Hansen versus Norge

Bogstavsamleren: Hvad læser du selv?

Helge Baardseth: Jeg altid en bog ved siden af mig, ofte en gammel klassiker. Jeg prøver at læse på originalsproget, så jeg læser især engelsksproget litteratur. For eksempel Joseph Conrad, Paul og Peter Theroux. Og så er jeg vældig glad for Thorkild Hansen.

Bogstavsamleren: Altså hans bog om Hamsun?

Helge Baardseth: Nej, dén hader vi jo i Norge. Men Thorkild Hansen har skrevet verdens bedste rejseskildring, Det lykkelige Arabien. Og så har jeg lige læst Hansens bog om Jens Munk. Erik Munk, hans far, var lensherre oppe i Larvik og for streng mod bønderne og de klagede over ham. Han tog livet af sig i fængslet i Danmark. Desuden læser jeg ofte Knut Hamsuns noveller, de er helt utrolige. Han var jo meget rundt, så det er rigtig fin litteratur og rejseskildringer.

Her afbrydes vi under interviewet af dørklokken. En kvinde vil høre om Helge aftager gamle bøger? Han beder kunden hente bøgerne, for at han kan vurdere dem.

Gabriel Scott

Bogstavsamleren: Du har nævnt for mig, at du har en del lokale forfattere. Hvordan vil du beskrive en af dem, Gabriel Scott?

Helge Baardseth: Gabriel Scott var sydkystens forfatter. Han skrev romaner med lokale naturskildringer og ejegode hovedpersoner, som alle elsker. Figurerne blev inkarnationen af sørlændinge. Hans bøger kommer løbende i nye oplag, men de gamle Scott-udgaver skal man betale lidt ekstra for.

Helge Baardseth: Sammen med brødrene Thomas og Vilhelm Krag og den lidt mindre kendte Olaf Benneche, er han en af de fire klassiske Sørlandsdigtere. Begynd med at læse Kilden, Gabriel Scotts vældig fine fortælling her fra kysten om fiskeren Markus. Det var sådan der var her i gamle dage, fattigt med skråtobak og skibslue.

Råd til bogsamlere

Bogstavsamleren: Hvis man er et ungt menneske, og vil begynde at samle på bøger, hvad er så dit bedste råd?

Helge Baardseth: Det man skal være opmærksom på er, om bøgerne er i mint condition. For når det gælder førsteudgaver for eksempel af Hamsun og Ibsen, så må der ikke være den mindste lille rift, for så er de stort set intet værd. Er udgaven i top, mint condition, er den meget værd. Og så tror jeg det er vældig vigtigt, at man ikke spreder sig for meget, men at man går efter en eller ganske få forfattere eller temaer.

Helge Baardseth: Hvis du samler bøger for at få en økonomisk gevinst, vil jeg gå efter gamle fuglebøger eller sommerfuglebøger i førsteudgaver. De bøger holder sig ganske fint i værdi. Men sådan nogle som Ibsen og Bjørnson, de er næsten ikke noget værd længere, bortset fra de eksemplarer, der er i helt mint condition. Dem får du altid noget for.

I mellemtiden er kvinden tilbage med et par kasser bøger, og Helge må i gang med vurdere, om de er i mint condition.

Find mere om Locus Antikvariat her eller på deres Facebookside.

Interviewet med Helge Baardseth blev foretaget den 27. Juli 2017.

Kilden af Gabriel Scott

Billedhuggeren Gunnar Havstads buste fra 1928 af Gabriel Scott kan ses i Arendal.

Markus er fisker og fattig som en kirkerotte, men hvad gør det? Ordentlighed, nøjsomhed og flid er livets sande værdier, og lykken kommer indefra.

Han bor for sig selv i et lille hus, er tilfreds når han har held på havet og kan sælge sin fangst. Alligevel drømmer han om en lille have med blommetræ, rabarber og salvie, og han begynder at samle sten til en mur, og derefter skal han finde jord, han kan fylde i bag muren.

Alene i verden

Det er et frygteligt mas for Markus ene mand, og netop som haven er færdig, bliver han forkølet, og feberen bliver til tæring. Han har møje med fiskeriet og tjener få penge, maden og tøjet er derefter, og hosten tager til.

Han beder den rige fisker Kristian om et lån, men han siger nej. Kristen er ikke noget godt menneske, hverken mod Markus, som han mobber eller mod andre, til Markus’ forundring.

Kristen som kunde skapt glede omkring sig fordi han hadde midlene til det, Kristen som kunde ha lettet byrden for så mang en stakkar omkring – Kristen har bare skapt kulde og tyngsel og stått i veien og voldt fortræd…

Marie og andre naboer passer Markus på sygelejet, mens Markus tillidsfuld og med mild undren venter på at skulle møde sin skaber.

Herre, tenkte Markus med sig selv, jeg syntes først at det var litt for tidligt, at du kunde ha spart mig en stund. Men nu forstår jeg dit vise råd, nu forstår jeg det var på tiden, og takker dig forat du kom mig ihu.

Kilden

Gabriel Scotts roman fra 1918 er hård kost for et moderne menneske. Markus savner fuldstændig evnen til at blive vred og har ikke en dråbe revolutionær kraft i sig. Alle ulykker vender han til noget positivt, selv om de ikke er det. Men om ikke andet viser romanen med al tydelighed, hvorfor mennesker bør forbedre deres vilkår i fællesskab.

 

Gabriel Scott

Gabriel Scott (1874-1958) var en af Sørlandets digtere, og Kilden hans måske kendteste roman. Romanens styrke er naturbeskrivelserne og Markus tankeverden, mens der trods temaer som sult, sygdom og død er sparet på den ydre handling.

Jeg har en anden roman af Scott, og hvis bagsideteksten er sand, blev han først oversat til dansk i 1944.

Første danske oversættelse af Gabriel Scott

Gabriel Scott: Kilden eller Brevet om fiskeren Markus. Forlaget Aschehoug & Co., Oslo 1990 (1918).

Efter Nobelprisen Drachmannlegatet

Holger Drachmanns skrivebord i huset i Skagen.

I år er det 100 år siden Drachmannlegatet blev uddelt første gang. Han har lagt navn til, så legatet uddeles hvert år på Holger Drachmanns fødselsdag den 9. oktober. Og det er jo i morgen. Uuuuhh, spændende!

Hvor mange af de tidligere modtagere har du læst? Jeg har læst 25 af dem. Ikke imponerende.

 

1917 Johannes Buchholtz
1918 Johannes V. Jensen – ja
1918 Helge Rode
1919 Harald Bergstedt
1919 Kai Hoffmann
1920 Ludvig Holstein
1921 Harry Søiberg
1922 Otto Rung
1923 Carl Gandrup
1924 Sven Lange
1925 Einar Rousthøj
1925 Hans Hartvig Seedorff Pedersen – ja
1926 Emmy Drachmann
1927 Knud Hjortø
1927 Chr. Rimestad
1928 Jeppe Aakjær – ja
1929 L.C. Nielsen
1930 Thit Jensen – ja
1931 Laurids Bruun
1932 Axel Juel
1932 Per Lange
1933 Johannes Jørgensen
1934 Tom Kristensen – ja
1935 Hakon Holm
1936 Hans Ahlmann
1936 Emil Bønnelycke – ja
1937 Valdemar Rørdam
1938 Hulda Lütken
1939 Hans Kirk – ja
1940 C.E. Soya – ja
1940 Marcus Lauesen
1941 Paul la Cour
1941 Aage Berntsen
1942 ingen uddeling
1943 Alex Garff
1944 Jens August Schade
1945 Tove Ditlevsen – ja
1946 Sigfred Pedersen
1946 Martin A. Hansen
1947 Karin Michaëlis – ja
1948 Ole Sarvig
1949 Børge Madsen
1950 Knud Sønderby – ja
1951 Kjeld Abell – ja
1952 William Heinesen
1952 Johannes Wulff
1953 Eva Drachmann
1953 Agnes Henningsen
1954 Hans Scherfig – ja
1955 H.C. Branner
1956 Gerd la Cour
1957 Aase Hansen
1958 Otto Gelsted
1959 Knuth Becker – ja
1959 Johannes Ursin
1960 Erling Kristensen
1960 Halfdan Rasmussen – ja
1961 Per Lange
1962 Frank Jæger
1963 Erik Knudsen
1964 Thorkild Bjørnvig
1965 Aage Dons
1966 Jørgen Sonne
1967 Orla Bundgaard Povlsen
1968 Villy Sørensen – ja
1969 Ivan Malinovski
1970 Jørgen Gustava Brandt
1971 ingen uddeling
1972 ingen uddeling
1973 Cecil Bødker – ja
1974 Henrik Nordbrandt – ja
1975 ingen uddeling
1976 Kristen Bjørnkær
1977 ingen uddeling
1978 Maria Giacobbe
1978 Uffe Harder
1979 Peter Poulsen
1980 Asger Schnack
1981 ingen uddeling
1982 ingen uddeling
1983 Lean Nielsen
1983 Henning Fleischer
1984 ingen uddeling
1985 ingen uddeling
1986 Pia Tafdrup – ja
1987 Søren Ulrik Thomsen – ja
1988 Ove Abildgaard
1989 Preben Major Sørensen
1990 Peter Laugesen – ja
1991 Rolf Gjedsted
1992 Erik Stinus –  ja
1993 F.P. Jac
1994 ingen uddeling
1995 Jørgen Leth – ja
1996 Inger Christensen
1997 Johannes Møllehave – ja
1998 Knud Sørensen
1999 Ulrich Horst Pedersen
2000 Claus Beck-Nielsen
2001 Merete Torp
2002 Jens Christian Grøndahl
2003 Katrine Marie Guldager
2004 Hanne Marie Svendsen
2005 Jens Smærup Sørensen
2006 Ida Jessen
2007 Jeppe Brixvold
2008 Vibeke Grønfeldt
2009 Thomas Boberg
2010 Dorrit Willumsen
2011 ingen uddeling
2012 Marianne Larsen – ja
2013 Klaus Rifbjerg – ja
2014 Sten Kaalø
2015 Pia Juul
2016 Kristina Stoltz

Har du lyst til at være med i Facebookgruppe for bogsamlere? Det skal du da!

Nobelprisen i litteratur 2017

Nobelprisen i litteratur uddeles torsdag den 5. Oktober klokken 13. Hvem mon det bliver? Det har SVT et bud på her.

Imens kan vi jo lige gøre op, hvor mange Nobelprismodtagere vi har læst. Her min liste.

Hvor mange har du læst?

1901 – Sully Prudhomme
1902 – Theodor Mommsen
1903 – Bjørnstjerne Bjørnson – Synnøve Solbakken, En Handske
1904 – Frédéric Mistral
– José Echegaray y Eizaguirre
1905 – Henryk Sienkiwicz
1906 – Giosue Carducci
1907 – Rudyard Kipling – Junglebogen, Captain Courageous, Kim,
1908 – Rudolf Eucken
1909 – Selma Lagerlöf
————————————————–
1910 – Paul von Heyse
1911 – Maurice Maeterlinck
1912 – Gerhart Hauptmann – Bahnwärter Thiel
1913 – Rabindranath Tagore
1914 – Inget pris delades ut
1915 – Romain Rolland – Michel Angelo
1916 – Verner von Heidenstam
1917 – Karl Gjellerup
– H. Pontoppidan – Det vil fylde for meget at nævne alt, for jeg har nok læst 90% af hans værker.
1918 – Inget pris delades ut
1919 – Carl Spitteler
————————————————–
1920 – Knut Hamsun – Sult
1921 – Anatole France
1922 – Jacinto Benavente y Martinez
1923 – William Butler Yeats
1924 – Wladyslaw Reymont
1925 – George Bernard Shaw
1926 – Grazia Deledda Madesani
1927 – Henri Bergson
1928 – Sigrid Undset
1929 – Thomas Mann – Huset Buddenbrook
————————————————–
1930 – Sinclair Lewis
1931 – Erik Axel Karlfeldt
1932 – John Galsworthy
1933 – Ivan Bunin
1934 – Luigi Pirandello
1935 – Inget pris delades ut
1936 – Eugene O’Neill
1937 – Roger Martin du Gard
1938 – Pearl Buck
1939 – Frans Eemil Sillanpää
————————————————–
1940 – Inget pris delades ut
1941 – Inget pris delades ut
1942 – Inget pris delades ut
1943 – Inget pris delades ut
1944 – Johannes Vilhelm Jensen – Christofer Columbus
1945 – Gabriela Mistral
1946 – Hermann Hesse
1947 – André Gide – Hvis hvedekornet ikke dør
1948 – Thomas Stearns Eliot
1949 – William Faulkner
————————————————–
1950 – Bertrand Russell
1951 – Pär Lagerkvist
1952 – François Mauriac
1953 – Winston Churchill – The Second World War 1-6 (delvist)
1954 – Ernest Hemingway – Farvel til våbene, Og solen går sin gang, Den gamle mand og havet, Hvem ringer klokkerne for, Øen og havet (måske flere, jeg ikke kan huske lige nu)
1955 – Halldór Kiljan Laxness
1956 – Juan Ramón Jiménez
1957 – Albert Camus
1958 – Boris Pasternak – Dr. Zjivago
1959 – Salvatore Quasimodo
————————————————–
1960 – Saint-John Perse
1961 – Ivo Andric
1962 – John Steinbeck – Øst for paradis, Mus og mænd, Vredens druer,
1963 – George Seferis
1964 – Jean-Paul Sartre (avböjde priset)
1965 – Michail Solochov – Fortællinger fra Don, Nypløjet jord, Høst ved Don, Stille flyder Don
1966 – Samuel Yosef Agnon
– Nelly Sachs
1967 – Miguel Angel Asturias
1968 – Kawabata Yasunari
1969 – Samuel Beckett
————————————————–
1970 – Alexander Solsjenitsyn
1971 – Pablo Neruda – Kaptajnens vers
1972 – Heinrich Böll – Die verlorene Ehre der Katharina Blum
1973 – Patrick White
1974 – Eyvind Johnson
– Harry Martinson
1975 – Eugenio Montale
1976 – Saul Bellow
1977 – Vicente Aleixandre
1978 – Isaac Bashevis Singer
1979 – Odysseus Elytis
————————————————–
1980 – Czeslaw Milosz
1981 – Elias Canetti – Den reddede tunge, Faklen i øret, Øjenspillet
1982 – Gabriel García Márquez
1983 – William Golding – Fluernes herre
1984 – Jaroslav Seifert
1985 – Claude Simon
1986 – Wole Soyinka
1987 – Joseph Brodsky
1988 – Naguib Mahfouz – Liv og skæbne i Cairo
1989 – Camilo José Cela – Bikuben
————————————————–
1990 – Octavio Paz
1991 – Nadine Gordimer – Et naturens lune
1992 – Derek Walcott
1993 – Toni Morrison – Elskede
1994 – Kenzaburo Oe
1995 – Seamus Heaney
1996 – Wislawa Szymborska
1997 – Dario Fo – Flagermusenes landsby
1998 – José Saramago – Historien om Baltasar og Bilmunda og den forunderlige Passarola
1999 – Günter Grass – Mit århundrede
-————————————————–
2000 – Gao Xingjian
2001 – Vidiadhar Surajprasad Naipaul
2002 – Imre Kertész
2003 – John Maxwell Coetzee
2004 – Elfriede Jelinek
2005 – Harold Pinter
2006 – Orhan Pamuk – Sne
2007 – Doris Lessing – igang med Martha Quest
2008 – Jean-Marie Gustave Le Clézio
2009 – Herta Müller
2010 – Mario Vargas Llosa
2011 – Tomas Tranströmer – Samlede digte
2012 – Mo Yan
2013 – Alice Munro
2014 – Patrick Modiano
2015 – Svetlana Aleksijevitj – Krigen har ikke et kvindeligt ansigt
2016 – Bob Dylan
2017 – ?

Har du lyst til at være med i Facebookgruppe for bogsamlere? Det skal du da!

 

Det ufuldendte værk

Kender du fornemmelsen af at stå med et smukt værk i flere bind mellem hænderne, men der er et eller andet galt? Det sker meget ofte for mig, når jeg søger efter bøger på loppemarkeder, hos marskandisere og i genbrugsforretninger.

De oprettelige
En gang fandt jeg tre flotte eksemplarer af Thorkild Hansens slave-trilogi med velholdte smudsomslag. Eneste minus: kun Slavernes Skibe er en førsteudgave, mens Slavernes Kyst og Slavernes Øer er fjerde oplag. Det kan ikke ses udefra, så betyder det noget? Ja, naturligvis, jeg ved det jo.

En anden gang fandt jeg en ramponeret men læsbar udgave af Cai M. Woels Tyverne og Tredvernes digtere, bind II. Jeg er en stor fan af litterære opslagsværker. Her er så meget information, man ikke kan finde på Wikipedia, men det havde været rart med begge bind.

I de her to tilfælde er skaden ikke voldsom stor, for bøgerne kan købes antikvarisk til overkommelige priser. Det er mest når jagten efter det gode, billige fund står på, at jeg ærgrer mig over det ufuldendte bytte.

De uoprettelige
I en genbrugsbutik fandt jeg De tre Musketerer i en udgave fra 1856. Det er ikke den danske førsteudgave, men det ville være min ældste udgave (ja, jeg har flere!), men, ak! som Alexandre Dumas ville skrive. Det var kun det tredje og og sidste bind. Hvilket mildest talt gør værket en anelse mangelfuldt.

Men det gør ikke så meget. Et barn (Dorthe?) har haft fat i bogen og et eller andet skriveredskab samtidig, så bindet er kraftigt beskadiget og står ikke til at redde. Nu gemmer jeg det blot for de oplysninger bindet kan afgive, men synd er det.

For ikke så længe siden købte jeg et mindre parti bøger. Imellem var Odin Wolffs Historiske Ordbog i 11 meget smukke og velholdte bind, udgivet 1815-19, men bind et mangler. Så tæt på at være det fuldendte fund, men nej.

Det mest ærgerlige er naturligvis dér hvor man blot lige mangler netop det ene bind eller den førsteudgave, der gør sættet komplet, men det sker også, at jeg opstøver det bind en anden samler måske står og mangler.

Mangler du fx bind otte af Kongen af Preussens efterladte Værker, Kiøbenhavn, 1793, (biblioteksudgave), så smid mig da lige en besked.

Undtagelsen
Og så er der de ekstremt få gange, hvor jeg fortvivlet opdager, at jeg er kommet hjem med en bog med et romertal I på fronten, for så efter noget research at kunne glæde mig over, at forfatteren nåede at afgå ved en forhåbentlig rettidig og fredfyldt død inden udførelsen af bind romertal II. Jeg har dermed det komplette værk!

P.S.

Har du lyst til at være med i Facebookgruppe for bogsamlere? Det skal du da!

Historisk ordbog og admiral Nelson

I årene 1815 til 1819 udgav Andreas Seidelins Forlag Historisk Ordbog i 11 bind, trykt af E. M. Cohen, og “Udarbeidet af Odin Wolff, Professor.”

Værket har en virkelig lang undertitel:

Historiske Ordbog eller fortforfattede levnedsløb over alle Personer, som have gjort sig et Navn ved Evner, Dyder, Misgierninger, Opfindelser, Vildfarelser, eller nogenslags mærkværdig Daad, fra Verdens Skabelse indtil vore Tider; tilligemed upartiske Fremsættelse af hvad de skarpsindigste Skribenter have tænkt om deres Characterer, Sæder og Idrætter.

 

Admiral Nelson

Det var en turbulent tid i danmarkshistorien. Regeringen og Kongen havde allieret os mod England, hvorefter englænderne sejlede til København med en af deres krigsflåder og slog os i et søslag i 1801.

I 1807 vendte englænderne tilbage, bombarderede København fra sundet, og tog eller ødelagde vores flåde. I 1813 gik staten Danmark rent ud sagt bankerot, og i 1814 måtte Danmark afgive Norge til svenskerne.

Det havde følger i bogtrykkerbranchen, kan man læse i forordet til andet bind. Infrastrukturen fungerede ikke optimalt og papirprisen steg.

Med udgaven af 2det Bind af den Biografiske Ordbog har det varet et Aars Tid længer, end jeg havde formodet. Men krigsurolighederne, den deraf hidrørende Vanskelighed med Transporten, have foraarsaget denne Forsinkelse, hvorfor jeg her beder mig undskyldt hos de ærede Subskribentere. De følgende Bind haaber jeg, skulle udkomme des stædigere og snarere efter hinanden. – Formedelst Papirets Dyrhed, og da dette Bind er bleven 6 Rrd (?) større end det første, har jeg ikke seet mig istand til, at levere dette Bind, til forrige Subskriptionspriis; dog er den tillagte Forhøjelse ansat saa lempeligt og skaansomt fra min Side, som min forøgede Udgift derved nogensinde kunde tillade. – Saa saare Papiret falder i Prisen, skal jeg ogsaa, ligesom tilforn, indrette de følgende Deles Priis saa billigt for de ærede Subskribentere som muligt.

Dette forord er underskrevet af trykkeren, E. M. Cohen, i Kiøbenhavn i året 1815.

Anmeldere, øv!

I bind seks i samme år, er den gal igen, men af en helt anden karaktér: en dårlig anmeldelse! Odin Wolff må tigge læserne om hjælp.

De ærede Abonnentere modtage her siette Bind ad den historiske Ordbog, et Værk, der har kostet mig megen møie, og hvilken Recensent *) har ubilligen søgt, at nedsætte, især under Paastand, at det var blot en Oversættelse af Dictionnaire Historique. Jeg har tilforn i mine nøedtvungne Anker paa Hr. Recenseten – Journal for Politik, Natur- og Menneskekundskab, 1810, i Maanederne April, Maj, Juli, Septbr. Octbr., og 1812 i Decbr. – mere end en Gang ønsket, at en eller anden upartisk Læser ville kaste et sammenlignende Øie i begge Værker, for dog, til en forurettet Mands Opreisning, at see, hvor meget jeg har stræbt, at henlempe hiint, til Grund lagte, Dictionnære – ved Sammendrag, Udeladelser, Forkortelser, Ændringer, Tillæg og Rettelser – efter den Danske Literaturdyrkers Tarv, og indrette det kiærnefuldere, klækkeligere, i det Hele; jeg gientager her dette Ønske paa ny, og anbefaler mit Arbeide til velsindede Læseres gunstige Omdømme.

Årstallene der nævnes giver ikke helt mening. Måske har det været en forudgående polemik? Eller har det været trykt i Journal for Politik etc inden det blev trykt som bog? Svært at gennemskue, synes jeg. Forordet er denne gang underskrevet af professoren, Odin Wolff. Det virker nærmest som en tilståelsessag. Den trælse Recensent *) var Hr. Professor Jens Møller. Den tids Thomas Treo?

Den sidste gang, der er et forord i et af bindene, er i det afsluttende bind 11 i 1819.

Med dette Bind afsluttes den historiske Ordbog i sin oprindelige Form. Ikke lettelig vil deri findes Nogen af Oldtidens og Middelalderens navnkundige Personer forbigaaet; for de sildigere Tider kunde vel derimod Værket behøve et eller flere Erstatningsbind, hvori tillige de efterhaanden mærkelige Afdøde matte faa Plads. Forlæggeren, Hr. Hof- og Universitetsbogtrykker, Andreas Seidelin, har derfor ogsaa isinde, at besørge Ordbogen endvidere fortsat med fornødne Supplementer.

Underskrevet af Odin Wolff. På dette tidspunkt var trykkeren E. M. Cohen afgået ved døden, så bogen blev trykt hos E. M. Cohens Enke.

Pigeskolen

Min udgave mangler bind et, så det kan vi ikke undersøge, men der er en sidste detalje: i hvert af de øvrige 10 bind er der med sirlig håndskrift skrevet navn på fribladet: Wilhelmine Linde.

Nu gætter vi lidt, men kunne det være den Wilhelmine Linde, der overtog sin mors, Anette Lindes, pigeskole, Madam Lindes Institut i Lille Kjøbmagergade i København, oprettet i 1786, sammen med sin søster Christine indtil sidst i 1840’erne? Kunne hun have haft sådan et værk stående?

Det kunne da være sjovt, hvis det var.

Felias nekrolog

 

Jeg vidste det var hende, så snart jeg så hende ligge dér. Jeg var netop kørt ud fra indkørslen for at aflevere en bogpakke (Hartvig Frisch’ Pest over Europa) hos nærmeste Spar Købmand til forsendelse, og der var ikke grund til andet end at fortsætte kørslen, det så jeg ved første øjekast. Det er ellers en kort tur, men denne gang var det en meget lang tur.

Man kunne kalde det mord ved højlys dag, men dels havde Felia meget lidt respekt for biler, dels er vores vej meget smal med dårligt udsyn og ingen undvigemuligheder, så vi undlader at fælde dom. Naboen havde været så betænksom at lægge hende ud i grøften og derefter forsøgt at overbringe os budskabet, men vi var ikke hjemme. Det er vi hende meget taknemmelig for.

Felia så uskadt ud, ingen grimasse, ingen blod, blot en kat i fuld firspring.

RIP Felia.

A post shared by Linse Daugaard (@linse1) on

Sommeren 2016 indtog en stor killing uanmeldt et læskur på vores mark. Først ville vi ikke tale med hende eller fodre hende. Gjorde vi det, var beslutningen taget. Marken var netop blevet høstet og var et stort spisekammer. Der var nok musereder til nabolagets katte, ræven og musvågeparret i læbæltet på den anden side af afvandingsgrøften. Hun var allerede stor nok til at klare sig selv.

Dén beslutning holdt vel et døgns tid, så løb vores hjerter af med os. Efter et par dages kravlen rundt på marken, mjaven og distancefodring, besluttede hun, hun gerne ville tale med os. Hun var helt sikkert vant til mennesker, påpasselig men virkelig hungrende efter kontakt.

Felia på opdagelse. #🐱 #Felia

A post shared by Linse Daugaard (@linse1) on

Vi døbte hende Felia, og fik den mest legesyge, nysgerrige og livsglade charmetrold i huset. Hun var sådan en kat, at når vi i ny og næ tabte et eller andet på gulvet og det gav et brag, løb hun nysgerrigt hen for at se hvad det var, hun flygtede ikke.

Og så var hun rigtig god til at bringe halvdøde mus og fulgleunger til os, endda på de mest uventede tidspunkter af døgnet. For eksempel midt om natten. Det var ikke altid hun gjorde arbejdet færdigt. Kender du lyden af en lille markmus der igen og igen suser rundt langs rummets gulvlister i desperat søgen efter udgangen? Det var de heldige mus. Pia er god til at fange mus med et vandglas.

Felia var utrolig nysgerrig. Hun undersøgte alle kroge og lofter og udhuse, hun snusede og smagte sig frem spejdende med de grønne katteøjne. Hun rullede sig (med mere) i køkkenhaven. Hverken trusler eller bønner hjalp. Når jeg gik tur med hunden morgen og aften gik hun med. Det var godt selskab.

#notreading – walking the cat Felia. #🐱

A post shared by Linse Daugaard (@bogstavsamleren) on

Som bogstavsamler er det meget vigtigt med en silent (not so silent!) partner under nørklerierne. Når jeg læssede bøger af bilen eller sorterede bøger i laden, underholdt hun mig med sin karakteristiske rullende mjaven, mens hun undersøgte bøgerne, bilen, spindelvævet og vaskede sig og tog en lur i solstrålen.

Senere tog hun en lur mere, når jeg læste på sofaen.

Søndag. #bogsnak

A post shared by Linse Daugaard (@bogstavsamleren) on

Så var der aftensmad, og så en lur mere, i Pias skød, til tv-avisen. Så kunne natten begynde!

På årets sidste sommerdag begravede Pia, Pias søster Maiken og jeg Felia under egetræet, tæt på hestehuset på marken hvor vi mødte hende første gang.

Vi er meget taknemmelig for det år vi fik sammen med Felia.

RIP Felia, 2016-17.

Besøg Tvedestrand

Kan du lide bøger? Gamle bøger? Og antikvariater stablende fyldt med bøger på gulve, i gange, vindueskarme og reoler, og med hyggelige læsekroge og kaffe på kanden?

Hvis svaret er ja, så er Bokbyen ved Skagerrak, Tvedestrand i Norge, noget for dig. Du får oven i købet idyllisk norsk fjord og by af hvide træhuse bygget på skråning, med.

Her kommer en praktiske guide til Tvedestrand.

Foto: Pia Daugaard

Transport
Vi bor i Nordjylland, så det nemmeste for os var at tage færgen fra Hirtshals til Langesund. Vi betalte små 1500 DKK for to personer og en bil tur/retur. Overfarten tager 4 ½ time hver vej.

Derefter kører man ad hovedvej E18 fra Langesund til Tvedestrand. Der er cirka 80 kilometer og det tager omkring 1 ½ time før man er fremme. Undervejs skal man betale vejafgift, så husk enten at betale manuelt (gøres på vejen tilbage) eller køb en automatisk betalingsløsning hjemmefra.

Overnatning
Der findes et boghotel, det ligger bare ikke i Tvedstrand, men i Gjeving, 18 kilometer borte. Det syntes vi ikke var optimalt. Vi ville gerne bo i selve byen.

Det kan man på byens hotel, Tvedestrand Fjordhotel, der ligger helt ned til lystbådehavnen tæt på restauranter og aftenlivet. Vi fandt dog priserne lidt pebret, men tjek eventuelt selv om priserne passer din pengepung.

Vi valgte at leje os ind hos Maja og Egil i deres baghus, ‘Villa Dilla’, via Airbnb. Der var masser af plads, egen indgang, lille køkken, tv, wifi, og hjemmebrygget velkomstøl i køleskabet.

Lejligheden var uden udsigt, men vi havde fri adgang til at benytte en af deres terrasser (ja, de havde flere), hvor der var en fabelagtig udsigt over den gamle bydel, havnen og fjorden.

 

☕️ med udsigt.

A post shared by Linse Daugaard (@linse1) on

Det var kringlet at finde ind til adressen med bilen, på grund af de små, ensrettede gader, som gps’en ikke kender, men det var vi på forhånd godt informeret om af Maja og Egil.

Vi betalte 586 DKK per overnatning (hverdage, juli), 293 DKK for slutrengøring, og 429 DKK i servicegebyr til Airbnb.

Downtown
Tvedestrand centrum går fra lystbådehavnen langs gågaden (delvist) op til et lille torv og en sø, der bruges som badestrand. Højdeforskellen er betragtelig, så er du advaret!

Foto: Pia Daugaard

Der er masser af indkøbsmuligheder, supermarkeder, apotek, bager, tøj, sko, blomster og så videre. Der er også en bank (oppe) og en turistinformation (nede).

Mad
Jeg var på forhånd ret nysgerrig på norsk mad, for det kender jeg stort set intet til, og selv om vi havde eget køkken i lejligheden, var vi dovne, og spiste ude hver dag.

For at gøre en lang historie kort: det er IKKE på grund af maden, du skal besøge Tvedestrand.

Vertshuset er en restaurant nede ved fjorden, hvor man spiser på en flåde i haven. Nok det bedste spisested vi prøvede, men med alvorlige indvendinger. Moules frites var gode, isdesserter rigtig fine, mens pizzaen mindede om de frysepizzaer, vi fortærede i 80’erne. Underlig og himmelvid forskel i kvaliteten fra samme menukort. Servicen var fin.

Tvedestrand Fjordhotel har også en forskudt restaurant på en flåde i havnen, Pir 4. Men igen en virkelig mærkelig uensartet oplevelse. Pizzaen var elendig, løgpølse med kartoffelsalat var godkendt. God service også her. Man kunne hænge ud i hjørnesofaen og drikke kaffe adlibitum og nyde udsigten.

Foto: Pia Daugaard

På havnen lå der også et pizzaria (hed det Mama Mia?) med udeservering. Endnu en gang elendige pizzaer uden smag af noget som helst, pastaen var en grå grød.

Kafe Pærehaven på Hovedgata (oppe) har både inde- og udeservering. Rigtig fin og lækker frokost: en varm karbonade med bløde løg på en skive franskbrød og kold kartoffelsalat. Det lyder måske ikke af noget særligt, men det var rigtig godt.

Kebabmanden lidt længere henne ad Hovedgata, Happy Time, var der utrolig lidt happy time over. Jeg vil gå så vidt, som til at advare mod at spise der.

Bageren Broms Efterf. nede ved havnen, er også rigtig god.

Seværdigheder
Vi besøgte Næs Jernværksmuseum, vi så det dog kun udefra, men det så meget smukt ud med de gamleindustribygninger i træ og vandet brusende ved dæmningen.

Desuden besøgte vi den nærmeste storby, Arendal. Der var sort af mennesker omkring restauranterne i havnen. Byen virkede som en god frokost- og indkøbsby, og så var de måske også det.

Og så er der naturligvis masser af antikvariater, men det vender jeg tilbage til i et særligt blogindlæg.

Antikvaren, der var indianer

På vore sidste hele dag i Bokbyen ved Skagerrak interviewede og fotograferede vi Helge Baardseth, antikvarboghandler og ejer af Locus Antikvariat i Tvedestrand.

Foto: Pia Daugaard

Foto: Pia Daugaard

Helge har en gang være indianer i en film, der blev kåret til at være Danmarks dårligste nogensinde, Dirch Passer filmen, Præriens skrappe drenge. Tænk at Helge i 1970 lod sig falde fra ponyryg ved Råbjerg Mile.

Helge anbefalede romanen ‘Kilden eller Brevet om fiskeren Markus’ fra 1918, af en af Sørlandets lokale forfattere, Gabriel Scott.

Der står i øvrigt en buste af Gabriel Scott på bryggen i Arendal.

Helge Baardseth vender jeg tilbage til med et længere interview.

Bokbyen ved Skagerrak: digte og rabatter

På den første dag i Bokbyen ved Skagerrak interviewede og fotograferede vi den karismatiske antikvar, Arne-Ivar Kjerland, som både har Skagerrak Antikvariat og Nynorsk Antikvariat (som han dog er ved at lægge sammen til et, Nynorsk Antikvariat).

Foto: Pia Daugaard

Foto: Pia Daugaard

Arne-Ivar giver af princip aldrig sine kunder rabat (undtagen når han holder flytteudsalg), til gengæld deklamerer han meget gerne digte for kunder og andre fodgængere.

Her på trappestenen foran sit antikvariat på en tirsdag formiddag er det digtet ‘Fela’ af Olav H. Hauge, der myndigt gjalder ud over torvet og lystbådehavnen.

Jeg vender tilbage med et længere interview med Arne-Ivar Kjerland og et portræt af Bokbyen ved Skagerrak inden så længe.