Besøg Tvedestrand

Kan du lide bøger? Gamle bøger? Og antikvariater stablende fyldt med bøger på gulve, i gange, vindueskarme og reoler, og med hyggelige læsekroge og kaffe på kanden?

Hvis svaret er ja, så er Bokbyen ved Skagerrak, Tvedestrand i Norge, noget for dig. Du får oven i købet idyllisk norsk fjord og by af hvide træhuse bygget på skråning, med.

Her kommer en praktiske guide til Tvedestrand.

Foto: Pia Daugaard

Transport
Vi bor i Nordjylland, så det nemmeste for os var at tage færgen fra Hirtshals til Langesund. Vi betalte små 1500 DKK for to personer og en bil tur/retur. Overfarten tager 4 ½ time hver vej.

Derefter kører man ad hovedvej E18 fra Langesund til Tvedestrand. Der er cirka 80 kilometer og det tager omkring 1 ½ time før man er fremme. Undervejs skal man betale vejafgift, så husk enten at betale manuelt (gøres på vejen tilbage) eller køb en automatisk betalingsløsning hjemmefra.

Overnatning
Der findes et boghotel, det ligger bare ikke i Tvedstrand, men i Gjeving, 18 kilometer borte. Det syntes vi ikke var optimalt. Vi ville gerne bo i selve byen.

Det kan man på byens hotel, Tvedestrand Fjordhotel, der ligger helt ned til lystbådehavnen tæt på restauranter og aftenlivet. Vi fandt dog priserne lidt pebret, men tjek eventuelt selv om priserne passer din pengepung.

Vi valgte at leje os ind hos Maja og Egil i deres baghus, ‘Villa Dilla’, via Airbnb. Der var masser af plads, egen indgang, lille køkken, tv, wifi, og hjemmebrygget velkomstøl i køleskabet.

Lejligheden var uden udsigt, men vi havde fri adgang til at benytte en af deres terrasser (ja, de havde flere), hvor der var en fabelagtig udsigt over den gamle bydel, havnen og fjorden.

 

☕️ med udsigt.

A post shared by Linse Daugaard (@linse1) on

Det var kringlet at finde ind til adressen med bilen, på grund af de små, ensrettede gader, som gps’en ikke kender, men det var vi på forhånd godt informeret om af Maja og Egil.

Vi betalte 586 DKK per overnatning (hverdage, juli), 293 DKK for slutrengøring, og 429 DKK i servicegebyr til Airbnb.

Downtown
Tvedestrand centrum går fra lystbådehavnen langs gågaden (delvist) op til et lille torv og en sø, der bruges som badestrand. Højdeforskellen er betragtelig, så er du advaret!

Foto: Pia Daugaard

Der er masser af indkøbsmuligheder, supermarkeder, apotek, bager, tøj, sko, blomster og så videre. Der er også en bank (oppe) og en turistinformation (nede).

Mad
Jeg var på forhånd ret nysgerrig på norsk mad, for det kender jeg stort set intet til, og selv om vi havde eget køkken i lejligheden, var vi dovne, og spiste ude hver dag.

For at gøre en lang historie kort: det er IKKE på grund af maden, du skal besøge Tvedestrand.

Vertshuset er en restaurant nede ved fjorden, hvor man spiser på en flåde i haven. Nok det bedste spisested vi prøvede, men med alvorlige indvendinger. Moules frites var gode, isdesserter rigtig fine, mens pizzaen mindede om de frysepizzaer, vi fortærede i 80’erne. Underlig og himmelvid forskel i kvaliteten fra samme menukort. Servicen var fin.

Tvedestrand Fjordhotel har også en forskudt restaurant på en flåde i havnen, Pir 4. Men igen en virkelig mærkelig uensartet oplevelse. Pizzaen var elendig, løgpølse med kartoffelsalat var godkendt. God service også her. Man kunne hænge ud i hjørnesofaen og drikke kaffe adlibitum og nyde udsigten.

Foto: Pia Daugaard

På havnen lå der også et pizzaria (hed det Mama Mia?) med udeservering. Endnu en gang elendige pizzaer uden smag af noget som helst, pastaen var en grå grød.

Kafe Pærehaven på Hovedgata (oppe) har både inde- og udeservering. Rigtig fin og lækker frokost: en varm karbonade med bløde løg på en skive franskbrød og kold kartoffelsalat. Det lyder måske ikke af noget særligt, men det var rigtig godt.

Kebabmanden lidt længere henne ad Hovedgata, Happy Time, var der utrolig lidt happy time over. Jeg vil gå så vidt, som til at advare mod at spise der.

Bageren Broms Efterf. nede ved havnen, er også rigtig god.

Seværdigheder
Vi besøgte Næs Jernværksmuseum, vi så det dog kun udefra, men det så meget smukt ud med de gamleindustribygninger i træ og vandet brusende ved dæmningen.

Desuden besøgte vi den nærmeste storby, Arendal. Der var sort af mennesker omkring restauranterne i havnen. Byen virkede som en god frokost- og indkøbsby, og så var de måske også det.

Og så er der naturligvis masser af antikvariater, men det vender jeg tilbage til i et særligt blogindlæg.

Antikvaren, der var indianer

På vore sidste hele dag i Bokbyen ved Skagerrak interviewede og fotograferede vi Helge Baardseth, antikvarboghandler og ejer af Locus Antikvariat i Tvedestrand.

Foto: Pia Daugaard

Foto: Pia Daugaard

Helge har en gang være indianer i en film, der blev kåret til at være Danmarks dårligste nogensinde, Dirch Passer filmen, Præriens skrappe drenge. Tænk at Helge i 1970 lod sig falde fra ponyryg ved Råbjerg Mile.

Helge anbefalede romanen ‘Kilden eller Brevet om fiskeren Markus’ fra 1918, af en af Sørlandets lokale forfattere, Gabriel Scott.

Der står i øvrigt en buste af Gabriel Scott på bryggen i Arendal.

Helge Baardseth vender jeg tilbage til med et længere interview.

Bokbyen ved Skagerrak: digte og rabatter

På den første dag i Bokbyen ved Skagerrak interviewede og fotograferede vi den karismatiske antikvar, Arne-Ivar Kjerland, som både har Skagerrak Antikvariat og Nynorsk Antikvariat (som han dog er ved at lægge sammen til et, Nynorsk Antikvariat).

Foto: Pia Daugaard

Foto: Pia Daugaard

Arne-Ivar giver af princip aldrig sine kunder rabat (undtagen når han holder flytteudsalg), til gengæld deklamerer han meget gerne digte for kunder og andre fodgængere.

Her på trappestenen foran sit antikvariat på en tirsdag formiddag er det digtet ‘Fela’ af Olav H. Hauge, der myndigt gjalder ud over torvet og lystbådehavnen.

Jeg vender tilbage med et længere interview med Arne-Ivar Kjerland og et portræt af Bokbyen ved Skagerrak inden så længe.

Johan Borgen: Fræk som en slagterhund

Den norske litteraturkritiker Johan Borgen kunne være fræk som en slagterhund. Jeg skal komme med eksempler om lidt. Men først lige nogle få, biografiske noter.

Johan Borgen levede fra 1902 til 1979, var født ind i et burgøjserhjem i Oslo, blev journalist, forfatter, oversætter og teaterinstruktør.

Johan Borgen ved skrivemaskinen

Johan Borgen ved skrivemaskinen

Under 2. Verdenskrig skrev han anonymt nedsættende dagbladsartikler om nazisterne, kom først i fængsel og siden flygtede han i sikkerhed i det neutrale Sverige.

Efter krigen var han i nogle år presseattaché ved den norske ambassade i København. Han kendte dansk litteratur og forfattere udmærket og skrev også litteraturkritik til danske dagblade.

Han blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris i 1965.

Så, det var den formelle afdeling, så ved vi lidt om Johan Borgen. Den private side af manden må du selv læse op på.

 

Slagterhund

Heldigvis er mange af Borgens artikler og essays optrykt i bøger. Især for os der interesserer os for den første halvdel af det 20. århundredes litteratur. 

Uglebogen fra 1967 indeholder essays og artikler af Johan Borgen, opdelt i tre afsnit, hvoraf det tredje handler om litteratur – så det er dét afsnit jeg har læst. Borgen når rundt om Charles Dickens, Hemingway, H. C. Branner, Kjeld Abell, Hamsun og Herman Bang og flere, og det er sjældent uinteressant, tværtimod.

Kort sagt skriver Borgen om litteratur og forfattere på en begavet, uhøjtidelig og vittig måde.

For eksempel stillede han sig selv spørgsmål, som han så bagefter nægtede at svare på.

borgen.jegsvarerikke

Andre gange stillede han sig selv spørgsmål, han ikke var i stand til at svare på.

borgen.jegvetikke

Og så kunne han være hård ved yngre generationer. Særligt når de foretrak amerikanske tv-serier frem for Herman Bang.

borgen.hermanbang

Der er vi trods alt blevet mildere med årene, forekommer det mig. ‘Selfiegenerationen’ er knap så hård et mærkat som ‘biltyvgenerationen’.

Og når Johan Borgen så lige gennemså, det han havde skrevet, og opdagede, at det måske kunne gøres bedre, skrev han det så om? Nej, så skrev han blot videre.

borgen.retterikke

De af os, der kan huske hvordan det var at lave rettelser på en skrivemaskine, aner måske hvorfor.

Forfatteren om journalisten

Hvordan så forfatteren Johan Borgen på dagblads-kritikeren og journalisten Johan Borgen? Lad os spørge ham selv. I dette tilfælde vil han gerne svare:

 

Skjønnlitterære forfattere ser svært forskjellig på sin journalistiske gjerning, hvis de har noen. Stundom blir den betraktet med lett hevede øyenbryn. Hvorfor egentlig? Personlig har jeg gjennom alle år hatt glede av den, også fordi enkelte har ment de hadde utbytte av den.

Dessuten er det moro å prestere en smule tankeverk til øyeblikkelig bruk. Et visst press? Spørger den bekymrede fagmann. Tvertimod, mener jeg: en ventil.

 

Johan Borgen: Ord gjennom År. Udvalg ved Erling Nielsen. Gyldendals Uglebøger, 1967.

 

Hvordan angriber man et antikvariat?

Hvordan skal man “angribe” et antikvariat? Skal man møde op med et åbent sind og masser af tid til at gennemgå hylderne, eller skal man spørge efter noget bestemt?

Thisted Antikvariat

Jeg havde snydt lidt, som de sagde i madprogrammerne på tv i firserne, inden vores besøg hos Thisted Antikvariat: jeg havde på forhånd gennemsøgt varelageret på nettet, så jeg vidste nøjagtig, hvad jeg ønskede at købe.

Jeg kunne nu alligevel ikke dy mig for at rode i billigbøgerne i porten, selv om det meste var en omgang sørgeligt skrammel, men selvfølgelig fandt jeg også noget. Blandt andet en laset Penguin-udgave af Men in Prison af Victor Serge, min gamle helt.

Fristende bogbunker i porten hos Thisted Antikvariat

Fristende bogbunker i porten hos Thisted Antikvariat

Antikvariatet ligger i et baghus. Først kommer et forrum fyldt med reoler og bøger, et par trin ned et mellemrum hvor antikvaren holder til sammen med endnu flere bogreoler og – bunker, blandt hvad der lignede nogle af de ældste bøger.

Der var også særlige bøger af Peter Laugesen og Dan Turèll og Michael Strunge, og på væggen hang J. P. Jacobsen. Naturligvis, vi er jo i Thisted.

Antikvaren var yderst hjælpsom.

Antikvaren var yderst hjælpsom.

Til sidst går man endnu et par trin ned til et aflangt bagrum fyldt med en overvældende mængde bøger. Planen hænger på døren.

Der er en plan.

Der er en plan.

Gamle bogmagasiner

Overfor antikvaren improviserede jeg alligevel en bog, som jeg kun kunne huske titlen halvt på, så det tog lidt tid og to hjerner for at identificere den, men den havde han desværre ikke, men antikvariatet havde naturligvis den skat, jeg var kommet efter, nemlig 12 numre af et litterært magasin med 90 år på bagen udgivet på Cai Woels Forlag.

Femte November udgivet på Woels Forlag i 1926-27

Femte November udgivet på Woels Forlag i 1926-27

Så hvordan skal man “angribe” et antikvariat? Jeg var pænt eksalteret over mit køb, selv om det var planlagt. At stå med de gamle falmede hæfter med de prøvede, hæftede rygge, og vide at jeg har mange timers læsning foran mig, er en oplevelse jeg aldrig bliver træt af.

På den anden side, gad jeg nu også godt at gå på opdagelse på reolerne, at finde en bog, man havde glemt eller ikke vidste man manglede, at lade skæbnen og udvalget afgøre, hvad man skal købe. Det har jeg til gode til næste gang.

P.S. Victor Serge og de andre billigbøger fra porten, fik jeg i øvrigt med uden beregning.

Irske stemmer med hemmeligheder

Jeg fandt en paperback med Irske stemmer fra 1964 i serien Sesams Bibliotek, en samling noveller af irske forfattere.

Den første fortælling, Laksens vandring af Somerville & Ross handler om Sinclair, der har været på fisketur i Irland, og nu er på vej med tog og skib til Gloucestershire i England, hvor han skal mødes med sin kone og hvor de skal deltage i et familiebryllup.

Konen har lovet familien, at Sinclair med glæde vil medbringe nyfanget laks til brylluppet, men da vores hovedperson kommer våd og tomhændet fra fisketuren, er gode råd dyre.

Det er især trængslerne med at finde en laks, holde den frisk, og ikke mindst trængslerne med irske toge og de knap så præcise køreplaner, der gør historien til en hæsblæsende og morsom omgang.

Et galleri af irske personer befolker banegårde og togkupeer, med deres lakoniske og let opgivende holdning til turistpriser og tognettets flegmatiske forhold til klokken (kender man det?).

Bag i bogen kan man finde et mindre portræt af fortællingernes forfattere. Om Somerville & Ross hedder det:

 

Den 'upræcise' biografi af Somerville & Ross i Irske stemmer

Den ‘upræcise’ biografi af Somerville & Ross i Irske stemmer

 

Men det er i bedste fald en meget upræcis beskrivelse af de to forfattere. De er nemlig ikke mænd, men kvinder!

Slår man Somerville & Ross op på Wikipedia, fremgår det, at bag pseudonymerne står de to irske forfattere Edith Somerville (1858-1949) og Violet Florence Martin (1862-1915), at de var grandkusiner og skrev og boede sammen og siden blev begravet ved hinandens side.

Sådan kan der gemme sig en helt anden historie bag forfatterpseudonymer og dårligt researchet biografiske noter.

Men nu får jeg trang til at straks at tage til Irland og finde et støvet antikvariat, hvor jeg kan købe et gammelt læderindbundet bind med fortællinger af Somerville & Ross, for dem skal jeg læse mere af.

 

Irske stemmer. Sesam Biblioteket, Forlaget Skrifola, 1964. Oversat af Hanne Dissing, redaktør Per Skar.

Fra bladjagt til løvejagt

Jeg har fået foræret en god stak Gads danske Magasin, så da jeg andetsteds så, at Karen Blixen under pseudonymet Osceola fik trykt sin anden novelle, “Pløjeren”, i netop Gads danske Magasin i oktober 1907, så gik den vilde jagt blandt stakkene. Tænk hvis jeg var i besiddelse af et førstetryk af Karen Blixen anden novelle!

Men ak! Så langt tilbage i tiden går samlingen desværre ikke. Men jeg fandt brormand.

Det er ikke Karen Blixen, men Thomas Dinesen, jeg fandt i det gamle magasin

Det er ikke Karen Blixen, men Thomas Dinesen, jeg fandt i det gamle magasin

I januar 1924 fik Thomas Dinesen trykt “Paa Løvejagt i Østafrika” i Gads danske Magasin. Ingeniøren beskriver sin egen jagttur hos masaierne i Kenya, blander gode råd om hvor det er godt at jage med beskrivelser af masaierne levevis og naturbeskrivelser.

Thomas Dinesen deltog i 1. Verdenskrig på canadisk side, hvilket han skrev en bog om (som dog ikke når Ernst Jüngers In Stahlgewittern til gasmasken), og han ser sig selv som lidt af en kriger. Han refererer flere steder til krigen og bliver endda helt eksalteret og citerer Rudyard Kipling for, at to ting er større end naturen: kærligheden og krigen.

Men naturen står dog over jagten eller den fysiske stræben:

Men hvor meget vi end længes efter at gribe riflen eller rorpinden, skistaven eller isøksen, det er dog kun ret ligegyldige midler og veje. Målet er samlivet med naturen.

Thomas Dinesen skal nu på løvejagt, for nogle masaier har bedt ham hjælpe dem af med en flok nærgående løver, der spiser deres kvæg. Dinesen beskriver for læseren forskellige jagtmetoder, blandt andet den, at “få en stor flok negre til at klappe” løverne frem mod jægerne. Som han lakonisk meddeler:

Det kan jo til tider give godt udbytte, særlig når man ikke regner med en neger mere eller mindre.

Han ender dog med metoden, at skyde et par zebraer til lokkemad, og derefter bygger han og hjælperne en boma, en lille hytte af flettede grene med et lille skydehul, hvor han så skal vente natten over på at løverne bliver lokket til. Jagten bliver åndeløs dramatisk.

Den ros skal han have, Thomas Dinesen: Han ejer evnen til at beskrive sine oplevelser i naturen, så man som læser føler sig tilstede bag riflen i bomaen, mens cikaderne synger og natfuglen skriger, og solen står op over det våde græs.

Så skidt med at jeg ikke fandt Karen Blixen.

#Hald17

En god måde at få råd til nye (gamle) bøger, er at sælge ud af bogsamlingen. Og hånden på hjertet: jeg har bøger, jeg godt kan undvære. Pyha. Den linje var svær at skrive.

Men anyways, nu skulle det være! Og hvilken bedre lejlighed kunne vi finde, end det årlige bogloppemarked på Hald Hovedgård ved Viborg? Fruen og jeg begav os afsted, trods en halvtruende vejrudsigt, med bilen fyldt med brugte bøger.

Foto: Pia Daugaard

Desværre var bogloppemarkedet ikke et tilløbsstykke. Der var 9-10 sælgere og mindre end 100 købere i løbet af dagen.

Men omgivelserne ved Hald Hovedgaard og selve bygningerne er virkelig smukke, og der var digtoplæsning med saxofonledsagelse med Kenneth Krabat og Ole Bundgaard i ret cool stil.

Og så var det skægt at møde de andre sælgere, en meget blandet flok. Vores ene nabo solgte bøger fra dødsboer til fem kroner stykket, vores anden nabo var professionel boghøker fra Jelling, men solgte også sine bøger til fem kroner stykket. Genboen var en privat samler med bøger fra eget bibliotek, nok det flotteste (og dyreste) udvalg, og genboens nabo havde en trailerfuld bøger man kunne købe med selvbetjening.

 

Foto: Pia Daugaard

Jeg tror vi kommer igen til næste år, og håber på bedre vejr og selskab af flere bogstavsamlere.

Nå, ja, og så endte jeg med at sælge for 297 kroner!

Tak til Hald Hovedgård for at arrangere.

 

Foto: Pia Daugaard

Foto: Pia Daugaard

Tegneseriesamleren, Hr. Jørgensen

Jeg er langt fra den eneste, der samler på bogstaver. Det gør Jørgen Jørgensen for eksempel også, men han samler på en anden slags bogstaver end jeg, nemlig bogstaver der hører sammen med tegninger, altså tegneserier, og det har han gjort stort set hele sit liv.

Derfor inviterede jeg mig selv på kaffe, og jeg tog min fotograf (og hustru) med, for jeg er nødt til at høre mere om, hvad der er så fascinerende ved tegneserier, at man bare må samle på dem i over 60 år.

Foto: Pia Daugaard

Foto: Pia Daugaard

Lad os for en ordens skyld få på plads, at Jørgen Jørgensen vist egentlig er østjyde – født tæt på Århus, men heldigvis velintegreret i Nordjylland efter lang og tro tjeneste som praktiserende læge. Derfor er kaffen ikke kun kaffe, der serveres både smurte boller, med og uden rosiner, og jordbærkage.

Før jeg kunne læse

Jørgen Jørgensen: Før jeg selv kunne læse, fik jeg læst tegneserier op. Jeg vidste godt, bogstaverne betød et eller andet, så jeg spurgte min søster: hvad betyder det? Og hvad betyder så det? Jeg kom meget i en familie, som passede mig, når far og mor passede Brugsen, og de læste også op for mig. Jeg sad på skødet hver aften, og så læste man op fra striberne i Aarhus Stiftstidende , som man holdt dengang. Der var en hollandsk tegneserie der hed Tom Puss og Ole Bumle i, og der var også en lille serie med en bjørn.

Jørgen Jørgensen: Det næste der sker, er, at jeg på en bustur ned til min bedstemor, gav min far mig lov til at købe et tegneserieblad til 1 1/2 krone. Det var Buffalo Bill i serien Illustrerede Klassikere.

Bogstavsamleren: Så det var din første tegneserie?

Jørgen Jørgensen: Nej, det var det nu ikke. Det har været Kong Kylie. Det var et blad i sådan et, hvad kalder man det, i kvartformat. Ligesom Anders And er i dag. Det har været det første jeg ejede. Jeg skal vise dig min første Illustrede Klassiker. Jeg tror nu ikke det er det, jeg købte dengang. Det har jeg vist formøblet. Men jeg har det i hvert fald. Det er fra 1952.

Foto: Pia Daugaard

Foto: Pia Daugaard

Jørgen Jørgensen: Senere gik jeg i klasse med en dreng, der hed Poul, og han og hans bror Kaj havde et legehus fyldt med tegneserier. For deres far kunne godt lide tegneserier. Han var bondemand. Han købte masser af tegneserier, og så fik sønnerne dem bagefter. Jeg husker flere varme sommerferiedage, hvor de andre kammerater var ude at lege, mens Poul, Kaj og jeg sad i legehuset og læste Superman og Fantomet og alle de gode Anders And-historier. Men de blev jo nærmest forbudt, tegneserier.

Forbud og afbrænding

Bogstavsamleren: Hvordan forbudt?

Jørgen Jørgensen: Jo, fordi Tørk Haxthausen skrev en bog, der hed “Opdragelse til terror”, hvor han gik til kamp mod al den vold, der var i tegneserier. Især Fantomet var voldelig. Der var masser af knytnæveslag, og så stod der “zock!” Det skulle børn beskyttes i mod. Og så, jeg tror det var Danmarks Lærerforening der var med i det, brændte man tegneserier. De brændte Fantomet og andre serier.

Bogstavsamleren: Er vi stadig i 1950’erne?

Jørgen Jørgensen: Ja. Og så lukkede forlaget Aller ned for mange af deres amerikanske serier, hvilket var ærgerligt.

Foto: Pia Daugaard

Foto: Pia Daugaard

Studieårene

Bogstavsamleren: Har der været tidspunkter i dit liv, hvor du ikke har læst tegneserier?

Jørgen Jørgensen: Ja, fra jeg kommer i gymnasiet og til jeg skal op i mikrobiologi på 2.dels studiet, der rørte jeg dårligt tegneserier. Det var ikke fint at læse tegneserier i gymnasiet, og jeg havde heller ikke tid til det. Men dagen før jeg skulle op i skriftlig mikrobiologi, var jeg skide nervøs, så jeg gik i Akademisk Boghandel og købte et Tintinalbum, det der hed “De syv krystalkugler”. Det var i 1968 og jeg havde hørt så meget om Tintin. Den sad jeg så og læste aftenen før eksamen for at slappe af. Fandme om ikke der står “Fortsættes i Soltemplet” da jeg når til slutning!

Bogstavsamleren: Det er jo tegneseriernes forbandelse. De fortsættes næsten altid. 🙂

Jørgen Jørgensen: Og så gik det slag i slag med Asterix og Lucky Luke og så videre.

Kulturhistorie

Bogstavsamleren: Hvad er vigtigst, er det tegningerne eller teksten?

Jørgen Jørgensen: Det vigtigste er da samspillet mellem tegning og tekst. Det er ikke det ene eller det andet. Og så også, som man siger om H.C. Andersens eventyr og om Carl Barks tegneserier: de kan læses på forskellige planer. Du kan have en barneforståelse af dem, men der er sandelig også voksenbudskaber.

Jørgen Jørgensen: Og på godt og på ondt viser tegneserier vores kulturhistorie. I nogle tegneserier er der nogle forfærdelige racistiske ting med skurkagtige negre og svage kvinder, der ikke dur til noget som helst, ud over at komme i nød. Men det de nu er i gang med i Sverige, at skulle rense Jan Lööfs Felix-serie for grimme ting, det mener jeg er helt forkert, fordi, den er et tidsbillede. Det skal man ikke ændre på.

Bogstavsamleren: Er der en genre du bedst kan lide indenfor tegneserier?

Jørgen Jørgensen: Nej, det skal bare være en god historie.

Bogstavsamleren: Hvad er din favorit tegneserie?

Jørgen Jørgensen: Det er jeg blevet spurgt om mange gange, men jeg kan ikke sige det.

Bogstavsamleren: Lad os nu forestille os, at jeg var Gud, og jeg kunne placere dig helt alene på en øde ø med kun én tegneserie. Hvilken ville du så vælge?

Jørgen Jørgensen: Det er et rigtig godt spørgsmål. Hvad kunne jeg genlæse ude på en øde ø, igen og igen? Det skulle nok være noget af de folk, der har lavet Blueberry, altså Charlier og Giraud, eller Moëbius, som han kaldte sig, når han tegnede sine mere outrerede ting. Jo, det kunne godt være Blueberry. Den kunne godt tåle at komme med. Der er også bind nok til at det kunne vare lidt.

Foto: Pia Daugaard

Foto: Pia Daugaard

Bogstavsamleren: Er der en dansk tegneserie du vil fremhæve?

Jørgen Jørgensen: Det banebrydende, der skete for Danmark, det var da Peter Madsen lavede Valhalla. Den satte gang i noget. Og så er der også en tegner, der hedder Sussi Bech, som har lavet en tegneserie der foregår i det gamle Ægypten, som er virkelig godt lavet, og solgt til mange lande i øvrigt. Men så er der ved at ske noget. Der er kommet en dansk tegner, som jeg synes man skal holde øje med. Hun hedder Tatiana Goldberg. Hun er uddannet psykolog, og hun skriver nogle ret dystre historier i fremtiden. Henrik Rehr er også en seriøs mand. Og der er Bjørk Mathias Friis, ham vil jeg da godt gøre lidt reklame for. Han kan faktisk tegne.

Album af Tatiana Goldberg. Foto: Pia Daugaard

Album af Tatiana Goldberg. Foto: Pia Daugaard

Bogstavsamler

Bogstavsamleren: Jeg kunne godt tænke mig at stille dig nogle spørgsmål omkring det at være samler. Hvorfor egentlig samle? Du kunne jo bare låne dem på biblioteket?

Jørgen Jørgensen: Det er fordi jeg godt kan lide at genlæse dem. Og jeg kan godt lide at tage dem ud af reolen igen, og se på dem og nyde dem en gang til. Og så ser du jo altid noget nyt, når du genlæser noget. Det er altså besværligt med biblioteket.

Bogstavsamleren: Er det vigtigt for dig at have dine tegneserier i førsteudgaver?

Jørgen Jørgensen: Nej, overhovedet ikke.

Bogstavsamleren: Har du exlibris til dine tegneserier?

Jørgen Jørgensen: Nej.

Bogstavsamleren: Hvordan organiserer du dit bibliotek?

Jørgen Jørgensen: Det er efter, hvor der er plads i reolen. Da du skulle komme, stod jeg og tænkte på, at de egentlig burde stå anderledes. Men der er så mange måder at gøre det på. Du kan stille dem op efter forfatter, du kan stille dem op efter nation. Jeg har også haft planen om at gøre det og at få lavet en database med det hele i. Eller bare tage mit kamera og fotografere de enkelte bind. Men det er et kæmpe arbejde.

Bogstavsamleren: Hvordan skal tegneserier opbevares?

Jørgen Jørgensen: Jeg ved der er nogle, der gør det på den helt rigtige måde. Den består i, at tegneserierne lukkes inde i syrefri poser, bliver sat ned i lystætte æsker, sat ind i reoler – og så kan du hverken se dem eller røre dem. Mine skal stå fremme, så jeg kan tage dem ud og læse i dem, og så de, der kommer på besøg, kan tage dem ud og læse i dem.

Foto: Pia Daugaard

Foto: Pia Daugaard

Bogstavsamleren: Nu er det ikke fordi, det er aktuelt, fordi vi er her, men låner du egentlig dine tegneserier ud?

Jørgen Jørgensen: Nej. Jeg har gjort, men det gør jeg ikke mere. Det ville ærgre mig ad h… til at miste noget af det.

Bogstavsamleren: Låner du selv?

Jørgen Jørgensen: Jeg låner lidt på biblioteket, ja.

Bogstavsamleren: Ved du hvor mange tegneseriealbums og -hæfter du har?

Jørgen Jørgensen: Nej.

Bogstavsamlere: Et skud?

Jørgen Jørgensen: Ah, nej. Jeg har været ved at prøve at se på, hvor meget der kunne være i sådan en reol der, men det er svært at sige præcist.

Bogstavsamleren: Læser du tegneserier på iPad eller e-reader?

Jørgen Jørgensen: Nej, jeg synes jeg har nok i det jeg skal læse her.

Bogstavsamleren: Har du et favorit læsested?

Jørgen Jørgensen: Jamen, det er da ofte her i mit bibliotek, eller i stuen i en god stol.

Bogstavsamleren: Det er ikke det samme sted hver gang?

Jørgen Jørgensen: Nej, det er det ikke. Det skal også somme tider være et sted, hvor der er adgang til ordbøger, fordi det sker, at jeg læser noget på engelsk. Og på det seneste er jeg begyndt at læse tegneserier på fransk, og mit studenterfransk er rustent. Dels fordi jeg tidligere købte en del tegneserier på fransk, fordi man ikke kunne få dem på dansk, og dels fordi jeg er begyndt på at købe serier udgivet i Danmark, som ikke er blevet færdigudgivet. Carlsen Comics og Interpresse, Stenby Tryk, som det oprindeligt hed, de lukkede lige pludselig. Færdig, slut. Så sad jeg der med en halv serie og det ærgrede mig, at jeg ikke kunne læse slutningen på den, så så købte jeg fortsættelsen på fransk. Det har jeg fået ret godt gang i her efter jul.

Bogstavsamleren: Hvis du nu skulle være en tegneseriefigur, hvem ville du så helst være?

Jørgen Jørgensen: Det skal selvfølgelig være Tintin. Han er jo journalist, ikke?

Bogstavsamleren: Det er da klart.

Foto: Pia Daugaard

Foto: Pia Daugaard

De 10 bedste tegneserier

Jeg bad Jørgen Jørgensen udvælge alle tiders 10 bedste tegnserier.  De 10 – plus det løse – kommer her i en helt tilfældig rækkefølge:

  • Prins Valiant – Harold Foster
  • Anders And – Carl Barks
  • The Spirit – Will Eisner
  • Franka – Henk Kuipers
  • Lucky Luke – Morris/Goscinny m.fl.
  • Asterix – Goscinny/Uderzo m.fl.
  • Tintin – Herge´
  • Blueberry – Giraud/Charlier
  • Linda & Valentin – Christin/Mezieres
  • Valhalla – Peter Madsen
  • Nofret – Sussi Bech
  • Buddy Longway – Derib
  • Familien Gnuff – Milton
  • Corto Maltese – Hugo Pratt
  • Vindens Passagerer – Bourgeon
  • Max Fridman – Vittorio Giardino
  • Tårnene i Maury skoven – Hermann
  • Jeremiah – Hermann
  • Thorgal – Rosinski
  • Modesty Blaise – O´Donnel/ Holdaway
Foto: Pia Daugaard

Foto: Pia Daugaard

Kirkeskuden

Henrik Pontoppidan: Kirkeskuden. Gutenberg Forlag, 1927.

Pontoppidan kunne sin Dickens. Nogle børn – de, der optræder i romaner – skal gå så grueligt meget ondt igennem før det bliver godt, og på vejen møder de voksne, der burde være deres beskyttere, men som er det modsatte.

#currentlyreading #henrikpontoppidan #bogsnak

A post shared by Linse Daugaard (@bogstavsamleren) on

Lille Ove er resultatet af en voldtægt. Med en kampesten knuser mor Ane hovedet på voldtægtsmanden, sømanden og amerikasfareren, pigernes yndling, den guldlokkede Søren Andersen, og må 9 år i spjældet.

For at spare sognet for socialudgifterne til Ove, lykkes det den snu skolelærer Mikkelsen at få den lokale, skinhellige præst Østrup, til at se det som sin pligt at tage sig af Ove. Den barnløse fru Østrup er først modvillig, men elsker snart Ove som var han hendes egen søn. Præsten finder forholdet sygeligt. Han ved ikke hvad kærlighed er.

Imens venter præstens søster, den intrigante gammeljomfru Katinka, der får husly i præstegården, modvilligt på sidelinjen, mens hun venter på chancen til at stikke en kniv i ryggen på sin svigerinde.

Ove er ikke specielt glad, selvom han gengælder plejemorens kærlighed. Han er en rask dreng der keder sig gudsjammerligt ved at skulle udenadslære bibelsteder. Og kan man ikke sin katekismus, kan man gå på sit værelse og ikke komme ud, før man har terpet den til man kan huske den!

Anes gamle tilbeder, den vege, småalkoholiserede barndomsven, fisker Ole Lorents, har giftet sig, og fået børn og styr på tilværelsen. I stedet for at drikke pengene op, bliver der bygget grisestald og investeret i fremtiden.

Så langt så godt. For nu bliver mordersken Ane lukket ud af fængslet. Vil hun kræve sin søn tilbage? Vil hun tage Ole fra Karen?Og kan hun holde snitterne fra kirkebøssen?

Ane er fortællingens interessante figur. Hun falder helt udenfor: ukendt far, men måske en sigøjner, Ane er i hvert fald mørk med blåsort, tjavset hår. Hun er et mandfolk, hjælper med at tøjle tyre og trækker våd med fiskerne, og har livsmod og -lyst. Helt modsat præsten, der væmmes så meget ved synet af Ane, at han straks får behov for at tage hjem og forelæse “De hellige martyrers liv og gerning” for sin kone.

For en outsider som Ane, der ikke kender sin plads både på det ene og det andet plan, skal det naturligvis gå galt.
Pontoppidan fortælling har ingen hovedperson, og med enkelte undtagelser ingen personer med ægte interesse for barnets tarv. Den lokale overklasse af politikere, skole- og kirkefolk fremstilles i al deres nøgne griskhed og skinhellighed, og som altid hos Pontoppidan med barberbladsskarp sarkasme.

Handlingen drives frem, så man halvvejs mere end aner udfaldet, men man er bare nødt til at følge disse grotesk dobbeltmoralske og kyniske mennesker hen til slutningen, om ikke andet, så for med sikkerhed at få at vide, hvordan det går med den uskyldige Ove, og den måske knapt så uskyldige men dog misforståede mor Ane.